’Arvingerne’ sæson 3 afsnit 8: Næstsidste kapitel var næsten for gemytligt
Højdepunktet:
Med kraftpræstationer over hele linjen har den centrale del af rollebesætningen i ’Arvingerne’ som regel stjålet opmærksomheden, når skuespillets kvalitet har skullet beundres og belønnes.
Men aftenens afsnit fik med veloplagt kultursammenstødskomik understreget, hvor fint besat den er på yderpositionerne.
Kirsten Lehfeldts Lone har i tredje sæson indtaget Thomas’ position som den ældre, elskelige, vise og drikfældige hofnar, og det har hun gjort forbilledligt, men nok aldrig så meget som her til aften, hvor hun hyggede sig gevaldigt som generøs sandwhichuddeler i boden under auktionen for håndboldhallen. Og hendes flirtende samspil med overklassenobben Kim (Peter Hesse Overgaard i endnu en overset præstationer), der i den grad var på udebane blandt fadøl og folkedans, var charmerende.
I det hele taget var auktionen munter med ’Mr. Firedance’ i hopla på scenen, Gro og Jensen på dansegulvet og Emil som bedugget brobygger på en intetanende Frederiks vegne.
Lavpunktet:
Solveig får lov til at passe sig selv, alkoholiseret, alene og indhyllet i sorg. Og det er en pointe i sig selv, at Frederik, Gro, Emil og Signe har glemt hende i en grad, at hun øser hæmningsløst ud af følelserne over for Kim, når først hun får chancen.
Men alligevel er den ellers glimrende Lene Maria Christensen forsvundet ud af billedet i mistænkelig grad. Hun fylder faktisk mindre, nu hvor hendes datter er død, end i de foregående sæsoner, hvor det var langt mindre problemer, hun sloges med. Maya Ilsøe & co. fordyber sig i Frederiks sorgbearbejdning, mens Solveig er reduceret til en statist i en sæson, hvis dramatiske raison d’etre ellers var hendes datters død.
Kan gå begge veje:
Emil og Gros uoverensstemmelse om Melody synes at være løst – uden at temperamenterne kom alt for meget i kog, hvilket var lidt af en lettelse. Emils fremtid svæver dog fortsat hen i det uvisse med en potentiel voldsdom hængende over hovedet, som selv ikke nok så meget frivilligt arbejde via Frederiks jurakompetencer kan købe aflad for.
Jeg har tidligere været skeptisk over for Emil og Gros forældreskabskonflikt, men når det nu skulle være, har serien løst den fint og brugt den til at accentuere en nyfunden modenhed hos Emil såvel som Gro. Man kan derfor næsten heller ikke holde ud, hvis fundamentet under Emils beslutning om at være primærforælder for Melody kommer til at vakle på målstregen.
Bundlinjen:
Med tanke på, at ’Arvingerne’ slutter for evigt og altid om blot ét afsnit, var det overraskende, at aftenens næstsidste kapitel var så let i trådet. På sin vis var det befriende, fordi det tillod figurerne at smide noget af den forkrampethed, der ofte har kendetegnet dem. Der var liv, druk og optimisme, de mange problemer til trods.
Samtidig gav det en nagende fornemmelse af, at serien har en smule svært ved at få greb om, hvad denne afsluttende sæson egentlig handler om, i hvert fald på et ydre plotmæssigt plan. Grønnegård-familiens forhold til det omkringliggende samfund på Fyn står nu pludselig som det dramatiske centrum, hvilket man altså ikke lige ville have gættet på for blot et par afsnit siden (og det er ikke et kompliment).
Vi har godt nok at gøre med en modstilling og sammensmeltning af de to verdener, der stødte sammen i seriens begyndelse, da Signe drev væk fra håndboldhallen og hen imod den mere anarkistiske kunstneridentitet på Grønnegården. Men det føles stadig lidt hovsa-agtigt som klimaks på den igangværende sæson.
Som sådan var afsnit otte nærmest så gemytligt, at det udstillede det episke dramas svigtende attraktionskraft.
Læs også: ‘Arvingerne’ afsnit 7 – Der gik ‘Badehotellet’ i hovedkonflikten