’Arvingerne’ sæson 3 afsnit 7: Der gik ’Badehotellet’ i hovedkonflikten

Højdepunktet:
Jeg har tidligere været skeptisk over for den gryende konflikt mellem Emil og Gro om retten til Melody. Men det var egentlig rart, at uoverensstemmelsen fik en forløsning i aftenens afsnit, hvor der både var konfrontation og forsoning. Og begge dele var elegant eksekveret.

Bedst var Emils sandhedsafsigelse over for Gro, fordi den var så lavmælt. ’Arvingerne’ har ofte ladet sine sammenstød udspille sig med rystelser i toppen af Richter-skalaen, og det lignede et befordrende demonstrativt valg fra hovedforfatter Maya Ilsøe og instruktør Heidi Maria Faisst, at Emil – yderst velspillet af Mikkel Boe Følsgaard – roligt og resigneret luftede sin frustration over for storesøsteren.

»Det kan godt være, det er mig, der har et problem. Men jeg kan ikke«, udtrykte Emil sagte, og man kan ikke andet end at få ondt af lillebroren, der endelig var blevet uegoistisk voksen, kun for at blive undermineret af en storesøster, der mener, at hun kan lege primærforælder, når det lige passer ind i hendes program.

Lad os krydse fingre for, at Emil godtager Gros undskyldning – for Melodys skyld – selvom slutningen i allerhøjeste grad indikerede en tilbagevenden til den ansvarsforflygtende drengerøv, vi lærte at kende i første sæson.

Lavpunktet:
For mig er konflikten om Signes kontrakt med halkantinen mere ’Badehotellet’ end ’Arvingerne’. Risikoen for tabt indtjening er naturligvis en stor ting i hendes liv, men det er svært at engagere sig i skærmydslerne, når man holder dem op mod de noget mere vægtige begivenheder, der kendetegner de øvrige hovedfigurers tilværelser.

I aftenens afsnit brød Signes personlighedsmæssige forskelligheder med Karin ud i lys lue, men selvom Pernilla August som altid leverer varen, har jeg stadig svært ved at blive følelsesmæssigt revet med på det niveau, som serien lægger op til.

Modstillingen med Karin har vel til formål at illustrere, at selvom Signe er kommet langt i sin identitetsmæssige søgen, siden hun var den glade håndboldpige fra parcelhuskvarteret, så er hun fortfarende nødt til at manifestere – og undersøge – hvem hun er. Samarbejdet med Karin var en tikkende bombe, og svadaen mod generalforsamlingen i hallen var den endelige afsværgelse af alt det, hun engang selv stod for.

Det føles bare stadig lidt fladt.

Kan gå begge veje:
Frederik blev reduceret til en bifigur i dette afsnit, diametralt modsat alt det, jeg udtrykte håb om for et par episoder siden, hvor han trådte frem som den primære og i hvert fald mest interessante figur.

’Arvingerne’ deler sol og vind lige, og det er en skam. Tilmed blev tematikken omkring Frederik skåret ud i pap, så alle, der har været ude efter kaffe under de seneste afsnits nøglescener, kan være med:

»Du tror, du kan være sammen med Hannah, når du er sammen med dem. Det kan man ikke«, siger Solveig. Så er det vist slået fast.

Bundlinjen:
Der var både lystig humor med den indledende grisefangst og actiondrama med Karins likvideringer, men det antyder også, at vægten blev lagt på seriens mindst interessante fortælletråd.

Syvende afsnit var sæsonens kedeligste. Forhåbentligt blot stilhed før storm her med blot to afsnit tilbage.

Læs også: ’Arvingerne’ afsnit 6 – symbolikken tog overhånd, men slutningen var slående