’Arvingerne’ sæson 3 afsnit 4: Ugens højdepunkt, lavpunkt og bundlinje

Højdepunktet
De har mistet ét barn, men risikerer at miste to, hvis de ikke formår at finde fælles fodslag, ikke til døden dem skiller, men så Villads i det mindste føler, at han har to forældre, der står sammen omkring ham og ikke kun bevæger sig væk fra hinanden med hans døde søster som eneste objekt for enden af det sorgmættede tunnelsyn.

Det lykkedes for Solveig og Frederik i håndboldhallen, en kort familiesamværsøjeblik gennem ivrige håndboldkast. Mens familien Grønnegaard efter begravelsen i sidste uge havde svært ved at sætte ord på det menneske, de samledes om at savne, betonede denne uges afsnit, hvordan sorgen ikke kun bearbejdes gennem tårevædede ord, men også ved adspredende handling.

Pernilla Augusts Karin – nok mere livsklog, end hendes bryske facade antyder – lokkede Solveig med ud på en omgang barsk fysisk arbejde på gårdspladsen, og det var fint at se, hvordan Karin og Signes rurale genvordigheder nu spillede ind i hovedhistorien om Hannahs bortgang.

Solveig, sikkert inkarneret af Lene Maria Christensen, tegnede sig for afsnittets bedste scener, ikke mindst i mødet med Karin, som ikke behandler Solveig som offer, men tildeler hende en funktion i en tid, hvor alle behandler hende med fløjlshandsker, og handlingslammelsen sætter naturligt ind.

Forhåbentligt formår ’Arvingerne’ også i de kommende afsnit at finde det hjerteskærende punkt, hvor humor og livsdrift trænger igennem det tunge lag af svære følelser.

Lavpunktet
Jeg har på fornemmelsen, at man hver uge på denne plads kan fremhæve hurlumhejet omkring Peter Gantzlers Jensen, der er som taget ud af en hovedkonflikt i ’Kampen om den røde ko’.

Denne gang var der dog trods alt en besnærende vittig hævnlyst i Signes resolutte håndtering af efterladenskaberne i laden, og mere problematisk syntes således den pludselige konflikt mellem Emil og Gro.

Gros abrupte og uretfærdige påkaldelse af sit formelle værgeskab spiller ind i tematikken om konsekvenserne af vores hovedpersonernes handlinger for den nye generation, men det føles også som overophedet drama, at Melody nu igen skal blive ført bort halvvejs mod sin vilje. Med erfaringerne med hendes bedsteborgerlige bedstefar i sæson 2 burde Gro være for klog til at semikidnappe pigen til en ødegård i Sverige, men okay, rationelle beslutninger er ikke altid Familien Grønnegaards spidskompetence.

Det var et ømt eksistentielt øjeblik, da Gro beklagede sig over, at alle vil have, at hun forsvinder, og det var temmelig hjerteskærende at se den ellers så grundsympatiske Emil få absolut intet tilbage af Fru Fortuna som tak for hans gode vilje.

Det store spørgsmål er, om man orker endnu en tovtrækkeri om Melody? Jeg gør ikke helt, og det virker måske mest som en måde at holde Emil og Gro plotmæssigt i spil i en historie, hvis pendul uvægerlig svinger i retning af Frederik og Solveig.

Kan gå begge veje
Det er bestemt helt i tråd med den generelle karaktertegning af Frederik, at han besat kaster sig over svindlervirksomheden, som det var Hannahs sidste mission at udstille med kunstnerisk eftertryk. Og hans makkerskab med Pitu har bestemt potentiale til at være godt selskab i kraft af modsætningen mellem det stivnakkede jakkesæt og den tilbagelænede hacker.

Til gengæld var der en forbløffende mangel på elegance i skildringen af motivet for Frederiks besættelse. »Det var det her, hun døde for«, råber Frederik til Malik i mødet med kunstnergruppen, der i det hele taget klingede sjældent falskt holdt op mod hovedforfatter Maya Ilsøes ellers skudsikre fornemmelse for troværdig dialog.

Bundlinjen
Vi fik optakten, vi fik dødsfaldet, vi fik den umiddelbare sorg, og hvad så nu? Hvor skal arvingerne hen? Med Frederiks retssag, Signes griseeventyr, Solveigs spirende interesse for hårdt fysisk arbejde og Gro og Emils skærmydsler om Melody begynder vi efterhånden at få en fornemmelse for retningen i resten af sæson 4.

I ugens afsnit blev fundamentet støbt, og som det nu er med fundamentstøberi, er det ikke altid lige interessant at overvære. Men det kan sagtens blive smukt på sigt.

Læs også: Anmeldelse af ‘Arvingerne’ sæson 3 afsnit 3 – ypperlig sorgbearbejdning med følelse og fantasi