Shabazz Palaces
Er din tålmodighed til alternativ eksperimenterende rap, og bliver du ikke forskrækket over elementer fra den elektroniske scene, så ender ‘Black Up’ højt på listen over 2011’s bedste rap-album.
‘Black Up’ er det legendariske label Sub Pop’s første hiphop-udgivelse og sikke en standard at sætte. Her er ingen hits, ingen floor fillers og absolut ingen bangers. Til gengæld vokser albummet som helhed gavmildt på lytteren.
På tracket med den Roy Lichtenstein’ske titel ‘Endeavors for Never (The last time we spoke you said you were not here. I saw you though.)’ afslører stemmen bag de jazzede beats en gammel kending.
Manden bag Shabazz Palaces er nemlig Ishmael ‘Butterfly’ Butler fra hedengangne Digable Planets, og han er ikke blevet mindre god på mikrofonen de sidste 20 år. Tværtimod tillader han nu sin nasale vokal at eksperimentere mere med lyrik og rytme over den dragende dystre, og samtidig forunderligt varme, produktion.
Samplede spøgelser, spilledåser, sub-bass og pitchede synthtemaer i mol holdes sammen af de boblende og små-funky beats. Aldrig forceret, altid doseret tilpas så opmærksomheden fastholdes, mens der trækkes på både britisk basmusik, LA-electronica og en hel del på indie-rap fra årtusindskiftet a la Anticon, Mush og Lex Records.
Som bonus gæster den eksperimenterende jazz-rap duo THEESatisfaction, og når Thee Stasia rapper på lukkeren ‘Swerve…’ bringer det minder frem om The Herbalisers ‘Blow Your Headphones’ – en association man alt for sjældent får.