Fortællingen om 6ix9ine er uden sidestykke i hiphophistorien. Det er aldrig sket før, at en så stor rapstjerne offentligt vidner mod sin tidligere bande og efterfølgende kommer i fængsel, blot for så at blive løsladt tidligt på grund af en pandemi.
Derfor var der også gigantisk interesse, da rapperen i fredags gik live på Instagram og efterfølgende lagde en ny musikvideo ud på Youtube. Faktisk var interessen så stor, at New York-rapperen har slået verdensrekorder på begge platforme.
Der var således over to millioner mennesker, der så med på Instagram Live, da rapperen blandt andet forklarede, hvorfor han valgte at vidne i retten. Det er det højeste antal, der nogensinde har fulgt med i en livevideo på Instagram – faktisk er det endda første gang, at nogen har over bare en million seere.
Sangen ‘Gooba’ og dens regnbuefarvede musikvideo har også haft stor succes på Youtube. Sangen ramte over fire millioner visninger på den første halve time og røg helt op på 43 millioner på et døgn. Det gør ‘Gooba’ til den hiphopvideo, der i Youtubes historie er blevet set flest gange på 24 timer.
Den forrige rekordholder var Eminem, der ramte 38 millioner visninger med sit Machine Gun Kelly-diss ‘Killshot’.