Flying Lotus

Efter debuten, ‘1983’, fra i fjor, er Flying Lotus, alias den californiske producer Steven Ellison, nu fløjet videre op ad karrierestigen og blevet signet til det elektroniske London-label Warp, der dermed har fået den første artist fra Los Angeles i deres i forvejen store og spændende stald.

Her disker han op med en slags showcase, der fremviser en stor spændvidde, men samtidig lider under ep-formatets begrænsninger. Med udgangspunkt i hiphoppen besøger Ellison mere eksotiske og ikke mindst elektroniske lokaliteter, og når blandt andet omkring triphoppens hjemby, Bristol, og dubbens ditto, Kingston i Jamaica.

Men med seks numre og en samlet spilletid på lidt mere end et kvarter er det hurtigt overstået, og nogenlunde lige så hurtigt glemt. Største attraktion er det mindre Myspace-hit, ‘Tea Leaf Dancers’, der med sangerinden Andreya Triana i front er stemningsfyldt soul med ekkoeffekter, blide beats og sorte rander under øjnene. Derudover indeholder ep’en fem instrumentale numre i afdelingen for småslumrende electro, blandt andet med Amiga-agtige 8-bit-lyde og en bunke beats lånt fra DJ Shadow.

‘Reset’ er et lille mellemmåltid, der mest af alt fungerer som appetitvækker på album nummer to, og dermed ender som en parentes. Men dog en parentes med potentiale.

Flying Lotus. 'Reset'. Ep. Warp/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af