’Bruce Lee – Vær som vand’: Overfladisk dokumentar cementerer kampsportlegendens eftermæle – men ikke meget andet
»Empty your mind, be formless. Shapeless, like water«.
Således lyder et berømt citat fra den legendariske kampsportsudøver og filmskaber Bruce Lee, som er omdrejningspunktet i den nye dokumenterfilm ’Bruce Lee – Vær som vand’.
Bruce Lee, som var søn af den kinesiske skuespiller Lee Hoi-chuen, blev født i Amerika. Da han var to måneder gammel rejste familien til Hong Kong, hvor han inden længe begyndte at optræde på film sammen med sin far. Da han i sine teenageår flere gange var involveret i gadekampe, mente familien dog, at det var bedst at sende ham tilbage til USA, så han kunne komme på ret køl igen.
Det USA, han mødte, var meget fordomsfuldt, og han måtte arbejde hårdt for at tilpasse sig. Sideløbende med sin universitetsuddannelse og tjenerjob, åbnede han en kampsportsskole med planer om at udvide til hele USA. Efter Hollywood-stylist Jay Sebring overværede Lee til en opvisning, overtalte Sebring producenten på tv-serien ’The Green Hornet’ til at caste Lee i rollen som Kato. Dette udviklede sig til en række gæsteoptrædener og jobs som stuntkoordinator for stjerner som Steve McQueen og James Coburn. Det var her, at drømmen om en filmkarriere begyndte at blomstre for amerikansk-kinesiske Lee.
Men det var svært for asiater at få roller, og dem der var, var karikerede og racistiske. Derfor hang drømmen i høj grad sammen med et ønske om at ændre måden, hvorpå asiater blev opfattet i vesten. Men Lee måtte dog indse, at det var stort set umuligt, og han drog i stedet tilbage til Hong Kong for at starte sin filmkarriere dér. Det skulle vise sig at være en god idé.
Netop diskriminationen overfor asiater fylder meget i dokumentaren, og det er uden tvivl der, filmen gør sig bedst. Vi får fortalt, hvordan kinesiske gæstearbejdere i 1800-tallet blev uretfærdigt behandlet, og hvordan dette trak sine klamme tråde op til nutiden. Tydeliggjort i historien om, hvordan Lee og kæresten (senere kone) Linda på en date ser ’Breakfast at Tiffany’s’ med en yellow-faced Mickey Rooney.
Racisme påvirkede Bruce Lee, og det var et emne, han jævnligt tog op i sine film. Især i ’Way of the Dragon’ spiller mistroen for det fremmede en væsentlig rolle. I den forsikrer Lees karakter sin ven, der er skeptisk omkring den japanske karate-stil, at det handler om at være åben overfor, hvad der virker, lige meget hvor det kommer fra.
Dokumentaren nævner, at Lee i det hele taget var imod at inddele kampsporter i fastlåste stilarter, fordi det ifølge ham var med til at skille folk ad. Det ville derfor have være oplagt at afdække, hvordan han advokerede for tolerance overfor det ukendte gennem sine film. Det bliver kun gjort meget flygtigt.
I 1973 fik Bruce Lee endelig sit store Hollywood-gennembrud med ’Enter the Dragon’. En succes han desværre ikke selv nåede at opleve, da han kort før premieren på tragisk vis døde efter et migræneanfald i en alder af kun 32 år. Der forekommer mange konspirationer omhandlede denne alt for tidlige død, men det er ikke nogen, dokumentaren graver i.
Dokumentaren indeholder – udover klip fra hans film – en række sjældne filmstumper og fotografier. Der er mange unikke indblik i familiens liv. Især hjemmevideooptagelserne fra begravelsen, hvor selveste Steve McQueen er med til at bære kisten, er virkelig bevægende. Det vidner om det bånd, Lee trods alt have med Hollywoods inderkredse.
Instruktør Bao Nguyen vælger at skøjte ret hurtigt henover Lees – desværre alt for korte – filmografi, ligesom filmene overhovedet ikke sættes ind i en større kontekst. Ser man ’Bruce Lee – Vær som vand’, uden forudgående kendskab til datidens filmlandskab, får man det indtryk, at det ene og alene var hans film, der kickstartede vestens kung-fu feber, hvilket selvsagt ikke var tilfældet.
Det bliver også fejlagtigt fortalt, at Bruce Lee udviklede tv-serien ’Kung Fu’, med planer om selv at spille hovedrollen, men at han i sidste øjeblik blev erstattet med David Carradine. Det er en misforståelse. Der foreligger ingen beviser for, at Lee var involveret i skabelsen af den serie. Rigtigt er det dog, at han gik til casting og fik afslag på grund af sin asiatiske baggrund. Her har man utvivlsomt blandet førnævnte serie sammen med ’The Warrior’, som Lee selv hoppede fra, da han i mellemtiden var blevet en stor stjerne i Hong Kong.
Al dialog i dokumentaren er præsenteret som voice-overs fra familie, medspillere og kritikere, og man savner at kunne sætte ansigter på de mange medvirkende. Bruce Lees datter Shannon bidrager desuden med at læse op fra sin fars gamle breve.
Selvom det ikke direkte fremgår, får man hurtigt følelsen af, at familien har haft en finger med i produktionen. Lees familie – og i særdeleshed datteren – har igennem tiden været ENORMT beskyttende overfor farens eftermæle. Senest med debatten i kølvandet på Quentin Tarantinos ’Once Upon a time in Hollywood’. Her rettede Shannon en skarp kritik mod fremstillingen af sin far, som hun mente fremstod som en arrogant blærerøv. En sådan kritik er der ingen fare for ovenpå ’Bruce Lee – Vær som vand’.
Portrættet lider under filmskabernes enorme fascination af subjektet, plus at man ikke ønsker at såre de pårørende. Det gør det svært at producere et nuanceret billede af manden, hvilket betyder, at skildringen ofte bliver for pæn og poleret. Kun i én enkelt sætning får vi at vide, at Lee ofte var stædig og dominerende, når det kom til sit arbejde. Det svarer lidt til, man til en jobsamtale siger, at ens eneste svage side er, at man går for meget op i sit arbejde…
Den definitive dokumentar om Bruce Lee mangler stadig at blive lavet.
Kort sagt:
Selvom ’Bruce Lee – Vær som vand’ formår at sætte Lees vanskeligheder i Hollywood ind i en større historisk kontekst, ændrer det ikke ved, at der langt hen ad vejen er tale om et glansbillede-portræt, der ikke formår at gå ordentligt i dybden med den sagnomspundne kampsportsudøver og filmskaber.