Elephant

Amelia Rivas og Christian Pinchbeck står på papiret med en brandvarm cocktail: luftig melankolsk vokal, groovy bas og ikke mindst det perfekte mælkehvide indielook. Men med så solidt et fundament, følger en vis risiko for ikke tilstrækkeligt at udfordre og udforske.

Ep’en indeholder således melankolske retropopsange efter alle kunstens regler, hvor vanlig ungdommelig skizofreni afspejles af skift mellem opgivende vers og opløftende omkvæd. Men det virker ikke som om, der ydes en reel indsats for at differentiere sig fra de nærmeste musikalske slægtninge i Beach House og Twin Sister, og det er kedeligt.

Amelia Rivas’ toneleje er næsten uændret igennem ep’ens knap 15 minutter, hvorfor de Kate Bush’ke udsving i versene til ‘Hopeless’ er yderst opløftende. Jeg savner samtidig mere personlighed i vokalen, og sender kærlige tanker til andre sengekammer-vokalister som den androgyne Victoria Legrand eller den henslængte Hope Sandoval.

De ensformige lydflader giver minimal lytterudfordring, men om ikke andet deciderede behagelige popsange. ‘Twilight’ adskiller sig ved at være et spændende tusmørke mellem sød melankoli og gyselig uhygge. Kirkeorgel og trommemaskine hypnotiserer Rivas til at synge om kister på månen, men den særlige styrke ligger i den postrockede guitarunderbygning som til sidst bliver altopslugende.

Elephants manglende evne til at adskille sig må være grunden til at de endnu ikke er i hælene på andre af tidens hippe duetter i Summer Camp og The Cults. Elephants besidder dog charme, ømhed og potentiale til at bryde ud af blogosfærens småhullede overflade med en fremtidig fuldlængdeplade.