Mavis Staples

Fans af det legendariske Stax-gospelorkester, The Staple Singers, vil huske Mavis Staples som den yngste datter af Roebuck ‘Pops’ Staples, familiens patriarkalske og musikalske overhoved. Nu er Mavis blevet 66 år, og med konceptalbummet ‘We’ll Never Turn Back’ forsøger hun at opdatere en række af Amerikas politiske soulklassikere til en tid, hvor der har været større brug for disse retfærdige (og vel også spirituelle) soul-slagsider end nogensinde før.

Nu er opdatering så meget sagt, for det er absolut ikke indspilningsomkostningerne, der vælter budgettet. Som på produceren Ry Cooders eget aktuelle konceptalbum, ‘My Name Is Buddy’, er den varme og analoge lyd af USA’s svundne musikalske tider bevaret, og nu har de to lavet et album, der foretrækker at bevare de historiske fakta i musikken, fremfor at finde nye og spændende måder at gøre tingene på. Desværre minder den ene af albummets to originaler, den smukke og lavmældte ‘I’ll Be Rested’ i sidste ende kun om, at Mavis rammer langt dybere, når hun rent faktisk tør at stå frem som nytænkende sangskriver.

På trods af alt for få nye idéer, er albummet absolut en hæderlig udført og tænkt plade, der er lige så nødvendig nu, som den var for 40 år siden. Guderne skal vide, at vi stadig har meget at lære, og måske kan Mavis Staples give os et lille skub i denne rigtige retning.