Sia står over for sin debut som filminstruktør med musicalfilmen ‘Music’, men projektet har allerede fået en hård medfart på Twitter, efter filmens trailer blev udsendt tidligere på ugen.
Sia har mødt kritik for at have castet sin trofaste samarbejdspartner Maddie Ziegler som en autistisk teenager i stedet for en egentlig autistisk person.
»Adskillige autistiske skuespillere, herunder mig selv, svarede på disse tweets. Vi sagde alle sammen, at vi kunne have spillet rollen med kort varsel. De her undskyldninger er bare netop dét – undskyldninger. Faktum er, at der ikke blev gjort nogen indsats for at inkludere personer, der rent faktisk var autistiske«, skriver en Twitter-bruger blandt andet.
Sia lader dog ikke til at købe kritikken, som hun svarede på ganske kortfattet: »Måske er du bare en dårlig skuespiller«.
En anden Twitter-bruger skriver: »Det er virkelig en skam, at en person med så stor en platform bruger den til at ekskludere personer med handicap og neurodiverse skuespillere fra deres egne historier. Jeg har længe været fan af dit arbejde, så det her er virkelig skuffende«.
Sia forsvarede castingen flere steder på de sociale medier, hvor hun blandt andet skrev: »Fucking bullshit. Du har ingen fucking idé, for du var der ikke og har ikke set filmen«.
Frustrationen blev kun mere tydelig at mærke, som de kritiske kommentarer tikkede ind: »Grrrrrrrrrr. Fuckity fuck, hvorfor ser I ikke bare min film, før I dømmer den? RASERI«, skrev Sia senere.
Hun pointerede også, at der i filmen er castet »13 neuroatypiske personer, tre transkønnede – og ikke i roller som prostituerede eller stofmisbrugere, men som læger, sygeplejersker og sangere. Det er fucking trist, at folk ikke engang har set filmen. Mit hjerte har altid været på det rette sted«.
Sia argumenterede desuden for, at det ville være »ondskabsfuldt og ikke venligt at caste nogen på karakterens funktionsniveau. Derfor tog jeg en beslutning om, at vi ville gøre vores bedste for at repræsentere autismefællesskabet med kærlighed«.
I ‘Music’ spiller Kate Hudson en nyligt ædru pusher, der ender med at blive værge for sin autistiske halvsøster Music, spillet af Maddie Ziegler, der blandt andet har medvirket i musikvideoerne til Sias ‘Chandelier’ og ‘Elastic Heart’. Det fører til massevis af udfordringer, som de må løfte sammen.
Sia fastslår desuden, at filmen, der er sat til amerikansk premiere til februar, er blevet grundigt researchet over tre år i samarbejde med organisationen Autism Speaks, der dog har et lidt blakket ry inden for autismekredsen.