Når coronapandemien til næste år aftager med fremkomsten af en vaccine, 7-9-13, kan vi forhåbentlig lægge så meget afstand til det forfærdelige år 2020, at vi kan grine af det.
Netflix gør i hvert fald sit for at få lige præcis det til at ske, efter de har hyret ‘Black Mirror‘-skaberen Charlie Brooker til at lave en mockumentary om det helvedes år med blandt andre Hugh Grant på rollelisten.
Det røber Grant i et interview om den HBO-aktuelle ‘The Undoing’ med New York Magazine.
»Charlie Brooker har skrevet en mockumentary om 2020. Det er for Netflix«, fortæller ‘The Undoing’-stjernen og tilføjer, hvad han skal spille:
»En historiker, som bliver interviewet omkring året. Jeg er pænt frastødende, faktisk! Og du vil kunne lide min nye paryk«, siger Grant.
Brooker er på papiret den helt rigtige mand til at lave serien, da han med ‘Black Mirror’ har vist, at han er en mester udi at fremlægge de mere dystre skyggesider af at leve i et moderne, teknologisk samfund.
Den nye serie bliver dog i en mere satiriseret form. Og gudskelov for det, for mon ikke vi lige skal vente et par år endnu, før vi er helt klar til en coronaudgave af ‘Black Mirror’?
Netflix har afvist at kommentere historien.