‘The Stand’: Ny Stephen King-serie leverer uinspireret postapokalypse
Hvis man ikke er velbevandret i Stephen Kings bagkatalog, er den produktive forfatter en tilsyneladende uudtømmelig kilde af materiale, som film- og serieproducenter kan sætte deres lapper i.
Bare i løbet af de seneste par år har vi fået alt fra de succesfulde ‘It’-filmatiseringer og den bundsolide ‘The Outsider’ på HBO over de ujævne ‘Doctor Sleep’ og ‘Pet Sematary’ til Nikolaj Arcels mildt sagt mislykkede ‘The Dark Tower’. Nyeste tilføjelse er miniserien ‘The Stand’, der kan ses på HBO Nordic, og som desværre lægger sig sikkert i den ujævne kategori.
‘The Stand’ er baseret på Kings 1100-siders mastodontroman fra 1978 (med en uncut udgave fra 1990), der allerede har ligget til grund for en miniserie fra 1994 med Gary Sinise og Molly Ringwald, men nu er handlingen blevet opdateret til det herrens år 2020.
I serien har en grufuld virus på kort tid udryddet over 99 procent af verdens befolkning. Tilbage er en lille gruppe mennesker, spredt over USA, der var immune over for sygdommen. De overlevende bliver dog samlet, da en håndfuld af dem haft ens drømmesyner af en ældre kvinde (Whoopi Goldberg), der leder dem mod en lille by i Colorado, hvor de forsøger at starte et nyt samfund op. Ondskaben lurer dog lige under overfladen, da andre har haft syner om den mørkklædt Randall Flagg, der emmer af ondskab (Alexander Skarsgård), og som har helt andre planer for menneskehedens fremtid.
Strukturelt hopper serien mellem et nutidsforløb, hvor verden ligger øde, og flashbacks, hvor karakterernes liv før og under virusudbruddet bliver udredt. Hvert afsnit zoomer ind på nye karakterer, og på den måde minder ‘The Stand’ ikke så lidt om serieklassikeren ‘Lost’, der startede ved det skæbnesvangre flystyrt og i hvert afsnit satte fokus på en ny karakters liv, før de steg på flyet. Paradoksalt nok var ’Lost’ influeret af netop Kings roman, men det konstant spring i tid var dog ikke til stede i bogforlægget, og det fungerer slet ikke optimalt i ‘The Stand’.
Det skyldes i høj grad, at tilbageblikkene fylder langt mere end nutidsforløbet. Når nutidssporet snegler sig frem, mens karakterernes fortid optrevles, føles det til tider, som om serien står helt stille. Da man samtidig ved, hvem der ender med at være en del af det overlevende samfund, fjerner det enhver interesse fra de bikarakterer fra fortiden, som på ikke overraskende vis må lade livet.
Når serien i fjerde afsnit også stadig bruger tid på at vise karakterernes første drømmesyn, og Randall Flagg stadig blot teases, bliver gentagelserne trættende.
Udmattelsen over de mange flashbacks bliver heller ikke bedre af, at langt fra alle karakterer er interessante – og karaktergalleriet er stort. Eksempelvis er seriens good guy Stu (James Marsden) tynget af så vage karaktertræk, at man ikke kan hæfte andre ord på ham end modig og retfærdig. Han havde været en stærkere karakter, hvis vi ikke havde set hans fortid, så vi måske havde sat spørgsmålstegn ved hans polerede facade.
Langt mere interessant er det at følge den creepy Harold (Owen Teague), der bruger dagene inden visusudbruddet på at spionere på nabopigen Frannie (Odessa Young). Da det så viser sig, at Harold og Frannie er de eneste overlevende fra deres lille by, ser Harold sit snit til at agere en slags prins på den hvide hest for Frannie, hvis syn på ham dog ikke mildnes meget af omstændighederne. Da Frannie så falder i armene på Stu, som de møder på deres vej, opstår der reel spænding, for Harold lader til at kunne gå amok hvert øjeblik, det skal være.
Seriens bud på en postapokalypse er heller ikke videre interessant og bringer ikke meget nyt til en fortærsket genre. Samtidig er serien dårligt timet, da en fortælling om et virusudbrud måske ikke er det, mange har lyst til at se netop nu. Serien nåede at blive færdigindspillet, inden USA begyndte at lukke ned på grund af coronavirus, og derfor dukker der også ufrivilligt komiske replikker op som:
»Tænk at vi for en måned siden alle gik og frygtede Ebola«. Det kan skaberne selvfølgelig ikke gøre for, men det skurrer i ørerne, når verden står midt i en reel pandemi. Måske man kan anskue det med mildere øjne om et par år, når corona (forhåbentligt) tilhører fortiden.
Kort sagt:
(Endnu en) Stephen King-serie leverer (endnu en) apokalypse, der tynges af stagnation og et ujævnt karaktergalleri.
Anmeldelsen er baseret på fire afsnit.