’Infamous’: Det er godt, at Bella Thorne har noget at falde tilbage på
Vi skal på SoMe-safari på kryds og tværs af de amerikanske sydstater sammen med teenageparret Arielle og Dean.
Mens de skyder og røver sig igennem landskabet som pølsemandens Bonnie og Clyde, lader den berømmelsessøgende Arielle ikke et eneste øjeblik, der kunne være blevet brugt på at filme og uploade deres eskapader, gå til spilde. Hun er træt af det målløse redneck-liv, så nu skal hun dælme blive verdenskendt – koste hvad det vil! Og det, kan jeg roligt afsløre her, koster dyrt.
Desværre er det ikke blot filmens karakterer, skyldige som uskyldige, der må bøde, men også den stakkels seer, der i god tro kaster sig over ’Infamous’, der viser, at maling, der tørrer, og græs, der gror, bestemt ikke er det dummeste, man kan bruge halvanden time af sit liv på.
Hovedrollerne, spillet af Bella Thorne og Jake Manley, er ikke bare de fladeste, mest endimensionelle filmkarakterer siden Jar Jar Binks, de er også dybt usympatiske og irriterende. Det er svært ikke at krydse fingre for en tidlig arrest, så vi kan komme videre til rulleteksterne.
Redningen kunne måske have ligget i det lovløse pars planer om at blive rige og berømte. Men Arielles plan starter og stopper med… at få en masse følgere. Hvordan hun har forestillet sig at konvertere den valuta til kolde kontanter, når hendes anonymitet som lovløs på flugt er forholdsvis afgørende, skal jeg ikke gøre mig klog på.
Hvis man er heldig, har man for travlt med at rulle øjnene ud af baghovedet til at lægge mærke til, hvor elendigt skuespillet er. Bella Thorne overspiller så meget, at hun minder om Jim Carrey i hans mest gummiexcentriske facon, og Jake Manleys replikker bliver leveret med lige så meget energi og overbevisning som en mannequindukke, der læser op fra en teleprompter.
Plottet er ellers i sin mest nedkogte form ret interessant, men det bliver simpelthen aldrig interessant at se, hvordan unge menneskers moral korrumperes af sociale mediers filtrerede glansbillede, når karaktererne allerede er godt og grundigt forskansede i en ’Breaking Bad’-regression, når vi møder dem.
Filmen kommer et spadestik dybere, når Arielle og Dean møder (og kidnapper) en af deres fans. Her går det op for dem (eller rettere sagt: her burde det gå op for dem), at folk ikke følger dem, fordi de leder efter eskapisme eller kortlevede distraktioner fra deres eget liv, men fordi det giver dem håb om, at man kan tage vare på sin egen skæbne. Denne tankevækkende, samfundsrelevante tråd løber dog hurtigt ud i sandet.
Skal man finde et enkelt lyspunkt, kan man komplimentere ’Infamous’ for at have potentialet til at blive en aldeles udmærket musikvideo. Hvis man klippede cirka 95 minutter fra og bare spillede et af de mange synthpop-numre, som filmen er proppet til randen med, ville man stå tilbage med noget, der lignede en ganske udholdelig The Killers-musikvideo.
Kort sagt:
Det er nok meget godt, at Bella Thorne har en OnlyFans-karriere at falde tilbage på.