Bright Eyes ‘Noise Floor (Rarities: 1998-2005)’
Pladeselskabet Saddle Creek har rystet Bright Eyes-posen og forsøger at gøre ventetiden til hans næste albumudspil lidt kortere ved at udsende et opsamlingsalbum med sjældenheder, b-sider og kollaborationer fra Conor Obersts bagkatalog af melankolske melodier.
Blandt det mest interessante på albummet, hvis man leder efter de reelle sjældenheder, er de to eneste uudgivne numre ‘Weather Reports’ og ‘Seashell Tale’, hvor Oberst er i selskab med M. Wards delikate guitarspil. Foruden det blide, men samtidig uendeligt bidske b-side nummer ‘Amy in the White Coat’, der får det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på en, når Obersts spinkle stemme på minimalistisk vis fortæller Amys livshistorie.
Numrene er mere eller mindre rystet tilfældigt sammen på albummet, men tilsammen giver de et billede af, hvor vidt Bright Eyes egentlig spænder, når numre som det melodisk pompøse ‘Bad Blood’ med The Album Leaf står overfor det kantede cover af Daniel Johnstons ‘Devil Town’ og sidste års melankolske eskapade ‘Motion Sickness’.