Teriyaki Boyz
Den japanske hiphopgruppe Teriyaki Boyz består af rapperne Ilmari, Ryo-Z, Verbal og Wise. Men hjernen bag projektet er streetware-designeren Nigo, der på grund af sin store internationale succes med brandet Bathing Ape, nyder stor respekt i det amerikanske hiphop-miljø. Nigo har samlet albummets all star-producerteam med håb om, at blandt andet Adrock (Beastie Boys), Cut Chemist, The Neptunes, Dan The Automator, DJ Premier og DJ Shadow vil sørge for international succes og anerkendelse.
Stjernedrysset har dog ikke betydet, at lytteren får en forestilling ud over det sædvanlige. Derimod er deres bidrag i flere tilfælde under vanlig standard, og det er kun DJ Shadows funky produktion på nummeret ‘Kamikaze 108’, der fortjener en ekstra gennemlytning. Med hensyn til lyrikken, så kan jeg af gode grunde ikke lige tyde det, men når de japanske rim spontant bliver blandet sammen med engelske linjer som »don’t stop the beat / rock the jungle of concrete«, så lyder det mere, som noget der hører hjemme i MGP.
Specielt sproget og det lallede flow er ikke let at absorbere. Til tider lyder det mere som østasiatisk pop sunget på en karaokebar end som hiphop, og man sidder tilbage med en følelse af, at det hele er én stor joke. Gæsteproducernes talent er virkelig blevet spildt, og de har alle sammen fået et minus i min bog, for den eneste logiske grund, jeg kan se, til at de har lagt navne og beats til, må være det store japanske marked, og de mange dollars det medfører.