Oven på ‘Soul’ er Pixar på toppen af deres game, og vi kan derfor godt tillade os at have høje forventninger til animationsstudiets næste film, ‘Luca’, der dog umiddelbart ser en anelse mere straight ud, efter Pixar-standarder i hvert fald.
Filmen skiller sig dog ud ved at foregå på den italienske riviera, hvor den fortæller historien om en 13-årig dreng, Luca, der møder et… sømonster. Søuhyret bliver til en rigtig dreng, Alberto, som Luca deler en forrygende sommer med.
Bag filmen står den italienske spillefilmdebutant Enrico Casarosa, der blev Oscar-nomineret for den semiselvbiografiske kortfilm ‘La Luna’, og også hans nye film er delvist baseret på hans eget liv (bortset fra søuhyredelen – antager vi).
‘Luca’ får biografpremiere 18. juni, mens det endnu ikke vides, hvornår den rammer Disney+.