’Soul’: Pixar har gjort det igen!
Hvad er en sjæl, og hvad former den? Det spørgsmål har filosoffer prøvet at besvare siden oldtidens Grækenland, men selv moderne hjerneforskere må svare pas på hemmeligheden bag den menneskelige bevidsthed. Det afholder dog ikke Pixars kreative direktør og instruktøren bag mesterværkerne ‘Monsters, Inc.’, ‘Up’ og ‘Inside Out’, Pete Docter, til at komme med et bud i form af sit nye originale og ambitiøse animationsværk ‘Soul’ (medinstrueret af Kemp Powers).
Filmen følger Joe Gardner (Jamie Foxx), Pixars første sorte hovedkarakter, en midaldrende musiklærer, der stædigt forfølger sin livslange drøm om at bryde igennem som jazzpianist. Selvom det usikre freelanceliv betyder, at han stadig vasker tøj hos sin mor (Phylicia Rashad), som gerne benytter lejligheden til at påpege værdien i en pensionsopsparing.
Samme dag som inspektøren på hans skole til morens jubel tilbyder ham en fastansættelse, får han gennem en tidligere elev en unik chance for at spille sammen med saxofonstjernen Dorothea Williams (Angela Bassett) i den berømte Manhattan-jazzklub The Half Note. Men i al sin overstadighed efter en succesfuld audition glemmer han at se sig for og vader lige ned i et hul – og dør.
Det er vildt nok af en animationsfilm at slå sin hovedkarakter ihjel inden titelkortet. Men historien slutter selvfølgelig ikke her (dét havde været radikalt). Joe vågner op på et rullebånd til efterlivet som en kropsløs sjæl, en lille konturløs, lysende blå inkarnation af sit tidligere jeg. Mens alle omkring ham går villigt ned mod portalen til enden, nægter Joe at acceptere sin skæbne. Det kan sateme ikke være rigtigt, at han skal dø den dag, han får sin store chance. Det lykkes ham at undslippe til en anden portal, førlivet, fuld af små babysjæle, der får tildelt en personlighed og bliver forberedt til at indtage en menneskekrop på Jorden.
Her bliver Joe ved en fejl tildelt rollen som mentor for en ung sjæl, Nummer 22 (Tina Fey), som han skal hjælpe med at finde sin livsgnist. 22 viser sig dog som en værre umulius. Den – den har valgt en midaldrende kvindestemme, fordi det er dens erfaring, at det er det, folk synes er mest irriterende – har ingen interesse i at indtage et liv på Jorden og er så enerverende, at den har fået mentorer som Moder Teresa, Abraham Lincoln og Mohammad Ali til at give op.
Joe og 22 finder dog en fælles interesse i, at Joe kan overtage 22’s såkaldte jordpas’. Deres snydeplan, der involverer organisationen Mystics Without Borders, kikser dog og bringer dem begge til New York i en uventet form. Her begynder filmens egentlige historie, hvor det umage par gennem hinanden opdager, hvad der gør livet værd at leve.
Det er et super kringlet og herligt gakket plot, der dog giver mening, når man ser filmen, og fornøjer ved hele tiden at tage uventede drejninger og jazzede afstikkere. Både i forhold til plot, abstraktionsniveau og identifikation – hallo, hovedpersonen er en midaldrende jazzmusiker – vil jeg dog mene, at det ikke er en film for børn.
Jeg var hverken helt så rørt eller helt så imponeret over verdenskonstruktionen eller den filosofiske dybde som i den nært beslægtede ‘Inside Out’. Men universet i ‘Soul’, der skildrer førlivet som et stort selvudviklingsseminar, er fuld af sjove detaljer, som en vogn, der kører de spirende sjæle rundt og sætter dem tilfældigt af ved personlighedstræk som ’selvsikker’ og ’genert’. Visuelt er både det mørke rumlignende efterliv, det lyse magiske førliv og det realistiske og kaotisk stemningsfyldte efterårs-New York fantastisk smukt.
Også musikalsk er der en fin kontrast mellem New York-delens forførende improvisatoriske jazzkomponeringer af Jon Batiste og det syrede ambiente soundtrack til de åndelige verdener, komponeret af Trent Reznor og Atticus Ross. Jeg ærgrer mig gul og grøn over ikke at kunne opleve filmen i biografen.
Filmen er ret sjov, især i duoens buddy-dynamik i New York-sekvensen, der får meget skæg ud af en body-swap-situation. Men den er først og fremmest tankevækkende i sin udforskning af intet mindre end livets mening.
Som freelancefilmanmelder bliver jeg lidt provokeret af Docters konklusion om, at det ikke altid er værd at holde fast i sin drøm – og at det kan føles tomt, når man endelig når den. Men det er et modigt standpunkt fra en mand, der formentlig har lagt hele sit liv i sin kreative passion hos Pixar.
Kort sagt:
Pixar har gjort det igen: ‘Soul’ er en sjov, syret, original og jazzet film om menneskets sjæl og livets mening.