’More than Miyagi: The Pat Morita Story’: Ny dokumentar optrevler karatekongens utrolige liv
Det er de korte kommandoer og intense blik, som hænger ved. På gebrokkent engelsk hundser han rundt med spinkle Daniel LaRusso (Ralph Macchio), som desperat forsøger at vriste den mindste form for lærdom ud af den gnavne sensei mr. Miyagi (Pat Morita).
’The Karate Kid’ blev en kæmpesucces, da den udkom i 1984, og Pat Moritas portræt af den mystiske vicevært med evner udi røvsparkeri blev belønnet med en Oscar-nominering for bedste mandlige birolle. Det skulle vise sig både at blive en velsignelse og forbandelse.
For Noriyuki ’Pat’ Morita var meget mere end mr. Miyagi, ganske som titlen på Kevin Dereks dokumentar ’More than Miyagi: The Pat Morita Story’ lægger op til.
Med udgangspunkt i et manuskript, som skuespilleren selv havde skrevet over sit liv, og gennem interviews med venner, kollegaer og familie, kommer vi rundt om tiden før rollen, der gjorde ham til en international stjerne, og frem til hans død i 2005 og hans årelange kamp med et alvorligt alkoholmisbrug.
Et misbrug, der måske ikke er så underligt med det liv, Morita har levet. Som skuespilleren Simon Rex siger i indledningen: »One thing I learned with comics is they are, actually, some of the most unhappy, tortured people, and their comedy comes from pain«.
Smerte må komikeren, som blev skuespiller, siges at være bekendt med allerede fra barnsben. Da Morita var to år, fik han konstateret tuberkulose i rygraden og var derfor mere eller mindre konstant indlagt på hospitaler de næste ni år. Og da han så kom ud, var det direkte videre til interneringslejre for amerikanskboende japanere, for nu var USA i krig med Japan. Så er grobunden til en solid stak traumer ligesom lagt.
Vi får rejsen fra stand-upper til skuespiller nogenlunde slavisk, men præcist. Kollegaerne fra tiden på 50’er-nostalgi-serien ’Happy Days’, hvor Morita fik sit gennembrud som diner-ejeren Arnold, gentager, hvad mange er enige om i dokumentaren: Han havde perfekt timing og evnen til nøjagtigt at vide, hvornår replikker og bevægelser skulle falde for at få den intenderede reaktion.
Men der, hvor ’More than Miyagi’ adskiller sig fra en konventionel portræt-dokumentar, er i skildringen af, hvordan asiater er blevet portrætteret i Hollywood, og hvor svært asiatisk-amerikanere har haft ved at slå igennem og undgå typecasting.
Nogle af Moritas første roller var – som også Bruce Lee oplevede på nærmeste hold – diverse racistiske karikaturer af enten kinesere eller japanere, for det var det, der var. Mere profilerede asiatiske roller gik som regel til hvide, som fik smidt en smule makeup på, kneb øjnene sammen og lavede en tåkrummende accent.
Rollen som Miyagi var i den forstand også en stereotyp, som man finder utallige af i filmhistorien: Den gamle, vise, etniske mand, der på en eller anden måde hjælper den hvide hovedrolle. Ironisk nok viser det sig, at Morita var nødt til at komme til casting fem gange, fordi produceren Jerry Weintraub ikke kunne se Arnold fra ’Happy Days’ i den seriøse rolle.
Ironisk var anerkendelsen også en engangsfornøjelse for den karismatiske skuespiller, og filmen beskriver derouten med typecasting og tiltagende alkoholmisbrug.
Moritas tredje og sidste kone Evelyn Guerrero-Morita beskriver, hvordan Pat ikke kunne finde ud af at stoppe med at drikke, og at han selv havde affundet sig med det. Udover en svigersøn er hun det eneste familiemedlem, der medvirker, og det er her, ’More than Miyagi’ mangler tyngde. For han havde tre døtre, og ingen af dem har ønsket at medvirke, lyder det i slutningen af filmen. Det skyldes sandsynligvis, at der er ondt blod mellem dem og konen.
Det virker underligt, at billeder af Guerrero-Morita med blå øjne og andre skrammer på en collage (som hun skulle lave i forbindelse med Al-Anon for at vise, hvor galt det stod til med hans druk) ikke bliver italesat. De er der bare, uden at volden bliver nævnt. Filmskaberne virker til at strække sig lidt langt for at holde fast i det gode billede af Morita, og på trods af det spændende indblik i Moritas liv, sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af, at der mangler en vigtig del af mandens historie.
Det er ærgerligt, for der er ellers masser af guf for fans af kultfiguren Miyagi og ditto af ’Cobra Kai’, hvor Daniel-sans afdøde senseis ånd i høj grad påvirker livsfilosofien hos den nu aldrende karateknægt.
Kort sagt:
Manden bag den ikoniske mr. Miyagi har fået en flot mindetavle, der viser mange af de kampe, han har gået igennem, både i privatlivet og i karrieren.