’Cobra Kai’ sæson 3: Karateklubben på Netflix cirkelsparker sig direkte i hjertet
»Du har en fremtid, du skal finde«, får Johnny Lawrence at vide.
Fortiden med tabet af kæresten Ali (Elisabeth Shue) og en identitet som karatechamp til Daniel LaRusso (Ralph Macchio) for over 30 år siden – som det udspillede sig i ’Karate Kid’ – har stadig et solidt greb i ham.
Selvom Johnny (en sublim William Zabka) i løbet af de to første sæsoner af ’Cobra Kai’ bankede sin egen dojo op og bogstavelig talt bankede selvtillid og disciplin ind i grupper af nørder og sociale outsiders, gik der hele tiden et eller andet galt.
Fejden med LaRusso fortsætter, selvom de to efterhånden er tættere på bedstefaralderen end spændstig teenagehormonbombe. Johnnys gamle sensei, psykopaten John Kreese (Martin Kove), har overtaget Cobra Kai-dojoen og viderefører sin filosofi om sejr for enhver pris og ingen nåde.
Det største slag kom i sidste afsnit af sæson to, da hans dygtigste elev og surrogatsøn Miguel (Xolo Maridueña) røg i koma efter et slagsmål på skolen mellem de konkurrerende karate-klubber Cobra Kai og Miyagi-Do. Drengen, der sendte ham i koma, er ingen ringere end Johnnys egen søn Robby (Tanner Buchanan), og årsagen var jalousi over et kys mellem Miguel og Samantha LaRusso (Mary Mouser), Daniels datter.
Så alt er faktisk lidt noget lort for den gode Johnny Lawrence.
Og også for alle andre, for den sags skyld – ud over sensei Kreese.
Det dumme svin trives i kaosset og vreden, og i denne sæson får vi indblik i, hvilke begivenheder der har formet den gamle lærermester. En udforskning, der tager os tilbage til den frodige og brutale jungle i Vietnam under krigen.
’Cobra Kai’ excellerer i afrundingen af karaktererne, og det er her, den hæver sig over almen god underholdning. Skaberne og de primære kreative hjerner bag hver sæson, Jon Hurwitz, Josh Heald og Hayden Schlossberg, finder hele tiden nye vinkler på det, der allerede er blevet etableret med filmene.
De falder heldigvis heller ikke for fristelsen til at gøre Kreese alt for likebable. Han er stadig klar til at lade børnene skade hinanden seriøst, så længe hans klan ender på tronen.
Fortidens evne til at påvirke nutiden præger samtlige karakterer, hvor især børnene ser ud, som om de er ved at ende i samme cyklus med misforståelser, jalousi og vold. Præcis som i forrige sæson er der en kamp om, hvem der skal være Robbys mentor, i kampsport såvel som livsfilosofi. For de to ting er én og samme ting. Cobra Kai-karate er funderet i offensiven, mens Miyagi-Do arbejder ud fra, at man bruger evnerne i forsvar.
Men som det efterhånden er ved at gå op for Johnny (og også Daniel), er det ikke nødvendigvis dårligt at være åben over for nye input og forandringer, ligegyldigt hvor indgroet ens verdenssyn har været hidtil.
Papa LaRusso finder ud af det, da han bliver nødt til at tage til Japan og her står ansigt til ansigt med folk fra dengang, han sidst besøgte landet sammen med sin læremester Mr. Miyagi. Og disse nuancer af, hvad man ellers troede var kanon i det fiktive univers, adskiller ’Cobra Kai’ sig fra andre nostalgiladede projekter. Den bidrager til den større saga, og hvis afslutningen på denne sæson er nogen indikator, kulminerer det effektivt i den allerede annoncerede fjerde sæson. Omvendt er linjerne også trukket så markant op, at det er svært at se serien fortsætte efter den kommende.
Kampscenerne har ligesom historien fået et nøk opad i seriøsitet – andet ville også være underligt, når man har sendt en karakter i koma som følge af et slagsmål. Der er saft og kraft i hvert et slag og spark, så jeg hoppede lidt i sofaen, hver gang de landede.
Kombinationen af kampsport- og livsfilosofi bliver perfekt suppleret af teen-dramaet, hvor det er en udsøgt fornøjelse af se, hvordan de unge skuespillere føler sig mere og mere tilpasse i rollerne.
Men i den her ombæring er der to altoverskyggende MVPs.
Udover William Zabka, der er fandens charmerende og rørende, gestalter Martin Kove sublimt det ondeste menneske i serieland lige nu.
Eller er han ond? I den her fabelagtige monolog argumenterer han, som kun en djævelsk skurk kan, for, at han ikke er:
»Hele dit liv har de sagt, at du skal være god. Men at være god afhænger af synsvinklen. Husk altid, at dine fjender tror, de gør det rigtige. De tror, de er helten, og I er skurken. Men nu kender I sandheden. Der findes ikke godt. Der findes ikke ondt. Kun svage… og stærke. Nu hvor vi har smidt vores svaghed, er det tid til at vise styrke. Hvis I gør det, lover jeg jeg… at I vil være ustoppelige«.
Kort sagt:
Tredje omgang med karateklubben i ’Cobra Kai’ hæver niveauet igen og lægger op til en fantastisk (og forhåbentlig sidste) fjerde sæson.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.