Detroit Underground
Udfra devisen om, at når man gør noget, så gør man det ordentligt, har det lille kult-pladeslskab Detroit Underground sendt deres første cd-udgivelse på gaden. Udover at samle op på selskabets først tre ep-udgivelser, byder cd’en på en datadel med eksklusivt materiale fra Team Shadetek, et Jerry Abstract ‘Det.Und MegaMix’, adgang til download af wallpapers, interaktivt legetøj, videoer og meget mere. Oven i hatten har designstudiet Build leveret et gennemført visuelt koncept til udgivelsen.
Kort sagt er ‘Friendly Integration’ billetten til et nørdet fremtidsunivers, hvor lydsiden leveres af så spændende folk som Modeselektor, Jimmy Edgar og Richard Devine med flere. Alle sammen har de det tilfældes, at deres musik på denne udgivelse, med et ekstremt uorganisk, metallisk udtryk, holder det overvejende fokus rettet mod IDM-genren, og det er bestemt ikke tilfældigt, at flere kunstnere tidligere har udgivet på labels som Warp og Planet Mu.
Dermed ikke sagt, at man så ved, hvad man kan forvente, for selvom det overordnede udtryk er homogent, stikker enkelte tracks i andre retninger, som for eksempel det funky bidrag fra Jimmy Edgar, Phon.o’s dansable cut-up-technotrack ‘Kitchen’, Direkt Jives ‘Fuckrave med gabber-ligende beatstrukturer og ikke mindst selvsamme Direkt Jives fabelagtige ‘Remind’, hvor den gode melodi, der ellers har svære vilkår, danser med millimeterpræcise rytmeprogrammeringer. Meget sigende for udgivelsen generelt, gør han her ikke ret meget, som Autechre ikke gjorde for 10 år siden. Til gengæld gør han det forbandet godt.