‘Mainstream’ var en af sidste års mest hypede titler, da filmen fik verdenspremiere i Venedig. Snart får Gia Coppolas influencer-drama endelig sin amerikanske premiere, og dermed kan vi, der ikke var til stede i Venedig, nu også få første smugkig i form af en trailer.
Handlingen følger den unge kvinde Frankie (Maya Hawke fra ‘Stranger Things’), som begynder at lave internetvideoer med den karismatiske fyr Link (Andrew Garfield). Da deres videoer går viralt, begynder pengene at strømme ind, men den nye celebrity-tilværelse truer også med at ødelægge dem begge.
På rollelisten ses også Nat Wolff (‘En flænge i himlen’) og Jason Schwartzman (‘Rushmore’, ‘The Grand Budapest Hotel’) – foruden virkelighedens internetstjerner Patrick Starr og Jake Paul.
Instruktør og manuskriptforfatter Gia Coppola er barnebarn til selveste Francis Ford Coppola og niece til Sofia Coppola, og hun debuterede i 2013 med den roste ungdomsfilm ‘Palo Alto’ med Emma Roberts og James Franco. Hendes opfølger får amerikansk premiere 7. maj, mens der endnu ikke er meldt noget ud om en dansk premiere.