’Stranger Things’-stjernen Maya Hawke albumdebuterer med blød singer/songwriter-stemning

’Stranger Things’-stjernen Maya Hawke albumdebuterer med blød singer/songwriter-stemning
Maya Hawke.

Kan du huske hende den ivrige pige med matroshatten, der solgte is og kæmpede mod russiske spioner i tredje sæson af ’Stranger Things’? Det er i hvert fald sådan, den 22-årige amerikaner Maya Hawke primært eksisterer i min bevidsthed. Som det lidt skeptiske, men charmerende sidekick til den dynamiske duo Dustin og Steve i Netflix’ successerie.

Men nu har Maya Hawke – der såmænd er datter af Uma Thurman og Ethan Hawke – altså sluttet sig til rækken af ’Stranger Things’-stjerner, der også ønsker at jagte en musikkarriere (både Finn Wolfhard og Joe Keery har allerede været i gang).

Hawkes debutalbum ‘Blush’ fremviser en langt mere rolig og blød personlighed end den, hun indtil nu har demonstreret som skuespiller. Der er tale om singer/songwriting med bløde whiskers på trommerne, ragtime- og bluegrass-agtige elementer og en sangskrivning og vokal, der tydeligt skæver til Feist og Norah Jones i de tidlige 00’ere.

De 12 numre på ‘Blush’ er en blanding af helt bløde singer/songwriter-produktioner og lidt mere skurrende numre som ‘Animal Enough’ og ‘Cricket’, der bryder lydbilledet med et højere tempo, distorted guitar og endda børnekor på sidstnævnte.

Midternumrene ‘Coverage’ og ‘Hold the Sun’, nogle af albummets bedste, byder derimod på drivende, kasseagtige trommer, kontrabas og dovent strummende elguitar, der støtter fint op om hovedpersonens ligeledes ubesværede, men stadig intense stemme. Hawke virker mest hjemme i de døsige, meget Norah Jones-agtige og ligefremme produktioner, og det er absolut her, hun kommer bedst i mål. Men trygheden i det behagelige lydunivers bliver dog til en akilleshæl for ‘Blush’ og Maya Hawke.

For lyden tenderer næsten det kedelige og lidt umoderne, og ligesom en stor del af inspirationskilden Norah Jones’ musikrepertoire, kan man frygte, at Hawkes musik i sin blødhed og lyttervenlighed vil ende sine dage som baggrundsmusik i caféer og på playlister med titler som ’Singer/Songwriter Coffe Break’ eller ’Relax and Unwind’. Der skal mere kød på teksterne og Hawkes lydunivers, hvis det skal hæve sig til at være mere end et blødt og behageligt baggrundssoundtrack til en onsdag eftermiddag. Og af og til mærker man også, at hun prøver.

Der er masser af nerve på et nummer som ‘Cricket’, og på den ragtime-lignende ‘River Like You’ prøver hun kræfter med banjo som underlægning og en atypisk, lidt kringlet akkordrundgang. Men man kan godt mærke, at Hawke endnu er en ret ung sangskriver, der er ved at finde sig til rette som kunstner.

‘Blush’ er trods alt også Maya Hawkes debutudspil, og hun har derfor masser af tid til for alvor at slå sine folder som sangskriver. Indtil da vil jeg nu foretrække den lidt mere sprælske, monsterdræbende version af hende, man finder på Netflix – og håbe, at den side får lov til at blive en større del af Hawkes musikalske virke fremover.


Kort sagt:
Maya Hawkes ’Blush’ er et lyttervenligt, veludført debutalbum, der dog af og til tenderer det kedelige i sin blødhed.

Maya Hawke. 'Blush'. Album. Mom+pop.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af