‘President’: Dansk instruktør står bag overvældende film om præsidentvalg i Zimbabwe
CPH:DOX. I 2017 blev Robert Mugabe, der havde siddet tungt på præsidentposten i Zimbabwe siden 1980, væltet i et militærkup, ført an af folk fra hans eget parti, ZANU-PF.
Præsidentposten blev overtaget af E. D. Mnangagwa, der kom med store løfter om, at landet fremover skulle blomstre under demokrati med et valg i 2018 som første spadestik. Den populære oppositionsleder Morgan Tsvangirai blev anset som favorit til at vinde præsidentposten, men døde på tragisk vis af kræft blot fire måneder før valget. Oppositionspartiet blev i stedet overtaget af den blot 40-årige Nelson Chamisa, der på rekordtid skulle lede en præsidentkampagne.
Det er her, ’President’ begynder. Filmen følger Chamisa og hans hold i de sidste fire uger op til og umiddelbart efter præsidentvalget i 2018. Det bliver hurtigt tydeligt, at hvad mange havde håbet skulle blive demokratiets komme i Zimbabwe, stadig er stærkt præget af korruption, valgsnyd, trusler og voldsom magtanvendelse fra ZANU-PF.
Bag kameraet står den erfarne danske dokumentarfilminstruktør Camilla Nielsson, der i 2014 brød igennem med den fremragende ’Democrats’ (der kan findes på Filmstriben), som skildrede udarbejdelsen af en ny forfatning, ligeledes i Zimbabwe. ’President’ lægger sig i naturlig forlængelse af ’Democrats’, og tilsammen maler de to film et billede af den politiske udvikling i et betændt land.
Om det er arbejdet med ’Democrats’, der har givet Nielsson og hendes filmhold så uindskrænket adgang til Chamisas kampagne, ved jeg ikke, men det er overvældende, hvor mange vilde øjeblikke kameraet har fanget. Som publikum er man, i bedste fluen på væggen-stil, med til alt fra de store politiske rallys, hvor troen på sejren er i top, til de nedslående strategimøder, der følger, når intet er gået som planlagt.
I en central sekvens følger filmen en demonstration, der pludselig udvikler sig voldeligt, da militæret åbner ild mod demonstranterne. Kameraet er placeret midt i kaosset, og fungerer som en benhård påmindelse om, hvor meget der faktisk er på spil.
På samme måde som i en dokumentar som ’Citizenfour’ ligger en stor del af den filmiske styrke i, at historien ikke fortælles gennem tilbageblik. I stedet er filmholdet til stede, mens den skrives, og kameraet bliver således selv en del af historien. Netop af den grund er det også en skam, at nogle af de stærkeste scener præges af subtil, men ikke desto mindre distraherende underlægningsmusik, som billederne sagtens kunne undvære.
Chamisa og hans stab fungerer fremragende som filmens hjerte. De er alle karismatiske og har et gåpåmod, man kun kan beundre, selv når modstandernes magt virker overvældende stor.
Chamisa er især dragende, for han har en stærk facade, som på intet tidspunkt nedbryder til trods for mange nederlag. Det er nemt at tænke, at filmen aldrig for alvor kommer under huden på Chamisa som person, men samtidig står han over for så stor en opgave, at hans private liv nok knap har eksisteret, selv når kameraet har været slukket.
De mange nederlag gør undervejs filmen næsten ubærlig at komme igennem. Den mindste sejr følges af adskillige nedture, og det bliver undertiden umuligt ikke at lade sig overvælde af afmagt.
Derfor kunne filmens spilletid på to timer og tretten minutter godt være kortet en kende ned, for der sker simpelthen så meget, at udmattelsen begynder at melde sig mod slutningen.
Men sidste indtryk er alligevel opløftende, for Chamisa kæmper utrætteligt videre, uden at miste drømmen om et demokratisk styret land.
Kort sagt:
Kameraet er med overalt i ’President’, en stærk og imponerende skildring af Zimbabwes seneste præsidentvalg.