’70/30’: Dansk klimadokumentar er spækket med mindeværdige scener

’70/30’: Dansk klimadokumentar er spækket med mindeværdige scener
'70/30'. (Foto: Marie Hald)

CPH:DOX. Er mejeriprodukter for klimaets overlevelse, hvad våbenproduktion er for verdensfreden?

Det mener den unge klimaaktivist og medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse Esther Kjeldahl. Så med den pointe forsøger hun at bryde isen, da hun for første gang møder Ida Auken i sminken før en tv-debat. Men den tidligere klimaordfører for De Radikale har ikke andet end et fnys til overs for sammenligningen. Hvis klyngebomber og mælk er det samme, er de to for langt fra hinanden, lyder det.

Det er blot en af mange mindeværdige scener i Phie Ambos klimadokumentar ‘70/30’. Den følger arbejdet bag udarbejdelsen af regeringens ambitiøse klimalov fra 2019, der nåede at få dansk klimapolitik til at klinge af både historieskrivning og ambition med målsætningen om at reducere landets co2-udledning med 70 procent inden 2030.

Indtil corona, mink og hockeystavsmodellens luftkastel af fremtidsteknologi blev malurt i bægeret, og et storsmilende bredt flertal blev til venstrefløjens skuffede miner i nyhedsudsendelserne.

Vi følger henholdsvis Ida Auken og klimaminister Dan Jørgensen, der kæmper ved blanke forhandlingsborde bag Christiansborgs mure, og de to unge klimaaktivister Esther Kjehldahl og den da kun 14-årige Selma de Montgomery, der utrætteligt forsøger at råbe politikerne op fra gader og stræder såvel som i tv-debatter som avisindlæg.

I et andet scenarie må den ellers elegant dundertalende Selma indtage en lille scene med sit klimaopråb foran en uinteresseret gråhåret forsamling mellem det optrædende jazzband og buffeten. En utaknemmelig opgave der, trods hendes gåpåmod og retorik, ikke lader til at sætte store aftryk. Ligeledes overleverer hun et kritisk brev til Mette Frederiksen, som pænt nikker og siger tak for blot at forsvinde ud af dokumentaren som et spøgelse.

Men selvom det er ganske underholdende at se, når ungdommens idealisme clasher med politikernes, der gennem årene er blevet æltet til kontant pragmatisme, er dokumentaren i højere grad interesseret i at afdramatisere både det politiske spil og forestillingen om klimaaktivister som rabiate og uforsonlige.

Selvom det gik skævt første gang, går Auken senere i dialog med Esther og Selma, som hun takker for at have gjort den klimapolitiske vej mindre snæver for hende. Godt nok mens hun igen og igen messer devisen om »at demokrati er en langsom proces«, men alligevel fanger scenen en fin gensidig respekt, man ofte ikke ser mellem ellers stridende parter.

For i sin grundkerne er de unges klimakamp et presserende oprør, der står i skarp kontrast til de gnidningsfrie politiske møder. Følelserne står skrevet med versaler på skolebørnenes skilte, hvor de beder om deres ret til en fremtid. Ambos billeder af de klimastrejkende børn er bevægende, men ‘70/30’ lader sig ikke rive med som et sentimentalt fingerpeg, der dyrker undergangsretorikken.

Som da en ung mand spørger Ida Auken, hvilken side af historien hun vil være på, og hun beder ham holde sin kæft. Her mærker man Ida Auken. Både som politiker, men også som menneske med sin egen ungdoms klimaidealisme rumsterende i kulissen.

’70/30′. (Foto: PR)

Dog er det lidt svært at blive helt opslugt af filmens begivenheder. Selvom man deler glæden, da Auken og Jørgensen lykkes med at få vedtaget klimaloven og fejrer det med en sejrsselfie, dæmper det indlevelsen at tænke på den efterfølgende klimaindsats, der på det seneste er blevet dumpet af regeringens eget klimaråd.

Dan Jørgensen og hans hockeystav er på nethinden, længe før den bliver aktuel i filmen. Aukens senere partiskift er svært at glemme i billederne af de mange krammere og begejstrede sms’er hun udveksler med sin kommende partifælle.

Det er beundringsværdigt, at det er lykkes Phie Ambo at få adgang til Dan Jørgensen, der i nogle af dokumentarens lidt mere saftige scener giver udtryk for, hvor irriterende han finder de danske medier.

Frustreret tyrer han en hoppebold rundt i mødelokalet på Borgen som en fortørnet møgunge, da de danske journalister bliver ved med at være kritiske, mens Financial Times tværtimod synger hans lovsang i telefoninterviews. I en scene, der fik mig til at tabe kæben, går han så vidt som til at fantasere om, hvad der mon ville ske, hvis han »klappede reporterne en«.

På sin egen rolige måde er ‘70/30’ et stærkt og seværdigt indspark i klimadebatten. Den er på klimaets side og forholder sig ikke til Liberal Alliance og Nye Borgerlige, der stemte imod klimaloven.

Er det en positiv historie om, hvad politisk samarbejde om klimaet kan føre til? Eller en nedslående én, hvor der tages ét skridt frem og to tilbage?

Det bliver man nødt til at se dokumentaren for at danne sin egen holdning om. Og det bør man gøre.

Med ‘70/30 ‘er klimasagen ikke glamouriseret. Men alligevel lykkes Ambo med at gøre klimalovens tilblivelse til en medrivende historie.


Kort sagt:
Med ‘70/30’ har Phie Ambo løst en svær opgave ved at skildre pragmatik og idealismes komplekse sameksistens i klimakampen. Og med Dan Jørgensens hoppeboldsflip og Ida Aukens verbale lussinger er det heller ikke kedeligt.

‘70/30’. Dokumentar. Instruktør: Phie Ambo. Spilletid: 98 min. Premiere: 21. april på doxonline.dk
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af