’Rejsen til Utopia’: Dansk klimadokumentar er topaktuel, tankevækkende og charmerende
Det er en del lettere at have de rigtige holdninger i teorien end at udleve dem i praksis. Det får den klimaskamfulde norske dokumentarist Erlend E. Mo at mærke på egen krop, da han sammen med sin danske kone, Ingeborg, beslutter sig for at forlade sin idylliske slægtsgård i Norge til fordel for et bæredygtigt landbrugskollektiv i Danmark.
I sin charmerende, topaktuelle, tankevækkende og virkelig sjove ‘Rejsen til Utopia’ dokumenterer han processen med kameraet vendt mod sig selv, Ingeborg og deres tre børn. En proces, der viser sig at indeholde en del flere udfordringer og frustrationer, end parret forestiller sig, da de rykker teltpælene op i et entusiastisk forsøg på at sætte handling bag idealerne.
Eller faktisk er det mest Ingeborg, der er entusiastisk. Selvom Erlend i filmens skægge åbningsscene holder Ingeborg vågen om natten med sine bekymringer for klimaet (»Kan du sove, når du tænker på alt det?«), er han ikke meget for at springe ud på ukendt land, da hun kommer hjem med en folder om etableringen af det sydsjællandske kollektiv Permatopia. Men de gør det. Pakker bilen, vinker farvel til farmor og lejer en midlertidig bolig, mens de venter på, at deres nye hus står klart, så børnene ikke skal skifte skole midt i skoleåret.
Så venter de lidt længere. Og endnu længere. Byggeprojektet trækker ud, der er problemer med lånene, og datoen for indflytning bliver hele tiden skubbet. Imens er familien i venteposition i forskellige midlertidige boliger. Uvisheden tærer især på Erlend, der lader frustrationerne gå ud over Ingeborg, fordi han dybest set mener, det er hendes projekt.
Situationen bliver ikke meget lettere, da familien endelig kan flytte ind i bofællesskabet, der til at begynde med er en mudret byggeplads. Den selvudnævnte superindividualist Erlend, der »ved mere om at være pessimist og lave film«, end han gør om at spartle ladevægge og så kartofler, sukker over at skulle deltage i »arbejdsweekend nummer 430.000«. Han gemmer sig derhjemme bag sofaen, ligesom den mutte teenagedatter Aslaug trækker sig fra tvangsfællesskabet. Egner de sig overhovedet til denne kollektive livsform?
Endnu værre bliver det, da byggeprojektet bliver dyrere end forventet, og priserne sættes op til et niveau, der gør ondt i familiens pengepung og drømmen om et liv med mindre karriereræs. De fristes til at leje et hus i byen, hvor de kan få den dobbelte plads for samme pris, men allerhelst vil Erlend kaste håndklædet i ringen og flytte tilbage til Norge. Han savner gården og naturen, og det hjælper ikke, at han får at vide af naboerne, at han lyder som en børnelokker, når han prøver at tale dansk. Han finder heller ikke megen trøst hos superidealistiske og privilegieskamfulde Ingeborg, der altid står parat med en klog analyse og en formaning om, at mange i verden har det værre end dem.
Det lyder måske tungt, men heldigvis er filmen fuld af humor. Både i de mange absurde situationer og genkendelige familiedynamikker, i Erlends underspillede selvironi og i børnenes mange herlige kommentarer. Især Aslaug er et skønt bekendtskab med al sin teenagetværhed, højlydte brok og himmelvendte øjne over sine åndssvage forældre, der både tvinger hende til at spille cello, hjælpe med at samle reoler og engagere sig i klimakampen – og filmer hende imens. Hun gennemgår dog mere end nogen anden i familien en fin udvikling og ender som familiens overraskende fornuftige stemme.
Vi er nok mange, der kan nikke genkendende til ønsket om at bidrage til et bedre klima uden helt at være parate til at bringe de ofre, det kræver. Filmens budskab er klart: Det er hårdt at skabe forandringer, men indsatsen betaler sig. Og det har i hvert fald givet mig noget at tænke over.
At jeg samtidig var glimrende underholdt, er en bonus.
Kort sagt:
‘Rejsen til Utopia’ er en tankevækkende og sjældent sjov dokumentarfilm om klimakampen, hvor dokumentarist Erlend E. Mo filmer sin familie gennem de prøvelser, deres idealisme bliver sat på, da de flytter ind i et bæredygtigt landbrugskollektiv.
Oprindeligt publiceret under CPH:DOX 2020.