For de fleste er det svært nok at være teenager og navigere i en verden, hvor frigørelsen fra forældrene og en begyndende søgen efter en egen vej konstant clasher med stadig at være afhængig af familien.
Tilsæt en kulturforandring i form af en flytning fra et lettere missionsk lokalmiljø i Telemark i Sydnorge til et begyndende klimarevolutionerende bofællesskab i Karise på Sydsjælland, og teenagelivet bliver måske et hak sværere.
Og ja, forstil dig så, at din far er dokumentarist og har fundet på at filme flytningen for at sætte fokus på den klimafrygt og -afmagt, som rumsterede inde i hans hoved. Så forstår du måske, hvorfor Aslaug Fangel Mo, der er teenagedatteren i faren, den norske dokumentarist Erlend E. Mos nye film ‘Rejsen til Utopia’, husker de år, som filmen indfanger, som svære.
»Jeg var meget frustreret. Det der kamera skulle hele tiden komme og invadere, så jeg blev automatisk meget mere vred, når det var der. Det er nok også derfor, jeg virker så megaflabet. Så for mig er det lidt pinligt, når jeg ser filmen nu«, siger Aslaug, der i dag er 17 år.
»De første gange, jeg så den, så jeg kun det, jeg selv var i den, og blev skuffet over, at jeg som talsperson for min generation gjorde det så dårligt og bekræftede alles fordomme om, hvad vi var – at vi bare så Netflix, ikke gad lave noget og var sure og flabede. Det havde jeg det svært med, for jeg ville gerne være et forbillede«.
Aslaug kan dog godt stå inde for filmen som helhed, ligesom hun er stolt over filmen på sin familiens vegne. Og selvom den måske har været svær at se, så ender hun faktisk også med at få lidt en helterolle i filmen, da hun rusker op i sine frustrerede forældre, når de er parate til at smide håndklædet i ringen.
»Det siger min far også altid til mig, hvis jeg beklager mig. ‘Du er jo helten i historien, Aslaug’. Det kunne jeg nok ikke se først«, siger hun.
Tage et større ansvar for klimaet
I filmen følger vi hende, hendes to mindre søskende og forældrene i deres flytning til et gryende bofællesskab, der samtidig ville søsætte et fælles landbrug dyrket efter permakulturelle principper.
Det er forældrenes klimafrygt, der er motivet bag flytningen. De føler, de bliver nødt til at gøre noget selv for at forbedre klimaet og vise en anden måde at leve på – både over for dem selv, deres børn og omverdenen.
Og selvom flytningen for Aslaug i starten mest handlede om at komme til Danmark og til en mindre konservativ lokalbefolkning og nye fede fritidsaktiviteter, så har årene på Permatopia, hvor familien stadig bor, været med til at åbne hendes øjne for de præsente klimaudfordringer.
»Da vi stoppede med at filme, og jeg begyndte på efterskole (Baunehøj Efterskole, red.), var det nok der, hvor jeg fik min aktivistiske opvågning – i hvert fald i forhold til klimaet. Det har Permatopia meget med at gøre, og at jeg stod ansigt til ansigt med, hvad det var, vi lavede. Det har gjort mig meget mere politisk engagereret, at vi flyttede derhen. Det ser jeg som en god ting«, siger hun.
Hvad gør du selv for at mindske dit klimaaftryk?
»Jeg er vegetar. Det føler jeg er klimavenligt. Og så bor vi jo, hvor vi bor, og jeg køber hovedsagelig genbrugstøj og holder generelt øje med, at jeg ikke køber mange ting, specielt ikke nye ting«.
Filmen handler meget om, hvor svært det var for familien at udleve drømmen om det klimavenlige liv, men til trods for de hårde år, så håber Aslaug at flere tør gøre noget lignende.
»Desto flere, der køber ind på det, desto nemmere bliver det at gøre. Det har været svært for os, fordi det har været et alene stående projekt, og vi havde dårlig byggeledelse. Men hvis det bliver mere normaliseret, så tror jeg, at det bliver nemmere at gøre det.
Så jeg håber, at alle ser i øjnene, at man skal tage et større ansvar for klimaet – og det kunne jo for eksempel være ved at flytte til en økonomisk bombe ude på landet«, slutter Aslaug med et smil og henvisning ‘Rejsen til Utopia’, hvor økonomien er en af udfordringerne for forældrene og Permatopia.
‘Rejsen til Utopia’ får premiere i udvalgte biografer i morgen, den 3. september.