The Sounds
Den smækre Maja Ivarsson og hendes fire mandlige bandfæller er tilbage for at vælte alverdens scener med deres synthesizer pop-punk. Det gjorde de ret så vellykket på debut-albummet ‘Living in America’ og på den efterfølgende verdensturne, hvor den lyslokkede forsanger væltede rundt på scenen, som få andre sangerinder. Således fik The Sounds meget international opmærksomhed og Dave Grohl fra Foo Figthers havde sågar deres t-shirt på i en af hans musikvideoer.
På opfølgeren ‘Dying to Say This to You’ er der stadig omkvæd, der er meget oplagte at skråle med på, men ellers er det virkelig en gåde, hvad The Sounds er ved at dø for at fortælle os. Retrolyden går simpelthen fuldstændig i tomgang, og det virker ikke som om, de overhovedet har noget på hjerte. I hvert fald ikke noget nyt fra hinsidan.
Engang udtalte Jarvis Cocker i et interview, at han mente, at grunden til Pulps daværende succés var, at publikums smag var som et pendul, der lige akkurat svingede forbi deres lyd på det rigtige tidspunkt. Måske er pendulet svinget videre fra The Sounds. Eller måske er det bare Ivarssons ‘alternative’ vokale evner, de klichéfyldte og slidte synth-flader, som ikke længere står distancen. Det er sjældent man udelukkende kan overleve på skæv charme og rå energi, men man kan håbe at deres live-shows kan redde æren.