Sepultura

Jeg har altid tænkt, at Sepultura uden Max Cavalera måtte være lidt ligesom TV2’s ‘Go’aften Danmark’: Dumt og utåleligt. Set i bakspejlet var det nok lidt arrogant, specielt fordi det sidste Sepultura-album, jeg hørte, var ‘Roots’ fra 1996. Af samme grund fik jeg da også en lærerig overraskelse, da jeg satte ‘Dante XXI’ i anlægget.

Sepultura har, som det fremgår af albummets titel, ladet sig inspirere af Dantes ‘Den Guddommelige Komedie’, skrevet i Norditalien i begyndelsen af 1300-tallet. Det religiøse emnevalg passer godt til et old-school metalband, og samfundkritiske Sepultura udnytter det til at kombinere deres letgenkendelige thrash med et mere symfonisk element. Helt konkret udmønter det sig i anvendelsen af messingblæsere og strygere på et par af sporene. Resultatet er ikke, som man kunne frygte, en gang Zamfir-møder-Enya, men en musik, som er klassisk uden at blive for gammeldags.

Og jo, nu til dags, hvor folk hører nu-metal, og standarten for avantgardemusik sættes af superekvilibrister som Mastodon, kan Sepultura da godt virke, som om de er blevet, well, gamle, men ‘Dante XXI’ er på den anden side et solidt thrash-album lige efter bogen, der uden på nogen måde at blæse taget af hytten bestemt er et lyt værd.