Liars

I visse kredse forguder man Liars. I de fleste aner man ikke, hvem de er. Bandet, der siden udgivelsen af ‘They Were Wrong, So We Drowned’ har trukket teltpælene op, og er flyttet fra New York til Europas kulturelle højborg Berlin, er for tredje gang albumaktuelle. Albummet hedder ‘Drum’s Not Dead’, og heller ikke i denne ombæring er der tale om et værk med oplagt kommerciel tække. Ikke desto mindre er ‘Drum’s Not Dead’ et skræmmende stærkt bekendtskab, når blot man giver det den nødvendige tid og opmærksomhed.

Genren er svært definerbar og associationerne er mange, men slørede, for Liars er først og fremmest sig selv. Her parres, på hidtil usete måder, de nedtonede, laptop-programmerede støjdroner, det skæve guitarspil og det særprægede vokalarbejde, og så er der jo trommerne. Trommerne, der på forunderlig vis veksler mellem de elektroniske og de akustiske, og som, uden at være påtrængende, indgår som en usædvanlig dominerende del af Liars’ skønhedssøgende lyd. Med titlen fremsætter de en påstand, og med musikken beviser de dens rigtighed.

Liars søger med andre ord skønheden i digitale såvel som analoge landskaber, uden at de to opstilles som hinandens kontraster. Der skelnes ganske enkelt ikke mellem dem. Den unikke herlighed kulminerer i det sublime sidste nummer ‘The Other Side’ og ‘Mt. Heart Attack’. De skønhedssøgende løgnere finder hvad de søger, og sender det hele lige i ansigtet på den beskedne, men trofaste lytterskare. Det skal de ikke høre et ondt ord for.