Tidligere på ugen annoncerede Ellen DeGeneres, at hun ville trække sig fra sit omstridte talkshow ‘The Ellen DeGeneres Show’.
Beslutningen kom i kølvandet på en række anklager om et giftigt arbejdsmiljø på talkshowet, men ifølge Ellen DeGeneres er det ikke årsagen til, at hun nu trækker stikket på det populære program. Det fortæller komikeren i sit første interview efter annonceringen.
»Hvis det var grunden til, at jeg stoppede, ville jeg ikke have valgt at komme tilbage i år. Jeg tænkte virkelig på ikke at komme tilbage, fordi anklagerne var ødelæggende. Jeg er en venlig person. Jeg er en person, der godt kan lide at gøre folk glade. Jeg blev ved med at sige til Portia (de Rossi, DeGeneres’ kone, red.): ‘Hvis jeg var fan af nogen og selv hvis jeg elskede dem, ville jeg stadig tænke, at der var substans til anklagerne, for de stoppede bare ikke’. Jeg kunne læse i pressen, at der var et giftigt arbejdsmiljø, hvilket jeg ikke havde nogen anelse om. Jeg så aldrig noget, der pegede i den retning«.
Intervieweren spørger efterfølgende DeGeneres, om hun føler, at hun er blevet »cancelled«, hvortil DeGeneres svarer:
»Jeg kunne virkelig ikke forstå det. Jeg forstår det stadig ikke. Det var for orkestreret. Det var for koordineret. Folk bliver hakket på, men i fire stive måneder gik de direkte efter mig. Og så læste jeg i pressen om det giftige arbejdsmiljø, når alt jeg nogensinde har hørt fra hver eneste gæst på showet er, at der var en glad atmosfære og at det er et godt sted at være«.
»Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne have vidst det, når der er 255 ansatte, som arbejder i mange forskellige bygninger. Med mindre jeg bogstaveligt talt blev der til den sidste person gik hjem om aftenen. Det er mit navn på showet, så det påvirker mig åbenlyst, og det er nødt til at være mig, der stiller mig frem og siger: ‘Det her kan ikke tolereres’. Men jeg ville ønske, at nogen havde hevet fat i mig og fortalt mig, hvad der foregik«.
DeGeneres, der i anklagerne er blevet beskrevet som en hensynsløs og kold chef, fortæller desuden, at hun valgte at komme tilbage, fordi hun ville vise viljestyrke. Og så nævner hun, at den negative omtale i pressen føltes særligt »misogyn«.
»Hvordan kan jeg være et eksempel på viljestyrke og udholdenhed, hvis jeg bare giver op og løber min vej? Det var virkelig en af grundene til, at jeg kom tilbage. Jeg arbejdede rigtigt meget på mig selv. Og desuden er jeg nødt til at sige, hvis ingen andre siger det, at det var særligt interessant, fordi jeg var kvinde. Det føltes meget misogynt«.
‘The Ellen DeGeneres Show’ slutter med sin 19. sæson, der strækker sig ind i 2022.