Sacha Baron Cohen meldte i starten af året ud, at han har lagt sin efterhånden nyklassiske figur Borat på hylden. Vi får dog stadig lidt flere kasakhiske godter i kølvandet på det to gange Oscar-nominerede filmhit ‘Borat Subequent Moviefilm’.
Tidligere udgav Amazon Prime en trailer for udgivelsen med den vanen tro mundrette titel ‘Borat Supplemental Reporting Retrieved From Floor Off Stable Containing Editing Machine’, som vi formodede var et extended cut af filmen. Nu viser det sig imidlertid at være to separate specials bestående af fraklippede optagelser til ‘Borat Subsequent Moviefilm’ og – mest overraskende – en ny dokumentarserie.
Det første specialafsnit, ‘Borat: VHS Cassette of Material Deemed ‘Sub-acceptable’ By Kazakhstan Ministry of Censorship and Circumcision’, består af forskellige scener, der blev klippet ud af filmen.
Specialafsnit nummer to, ‘Borat’s American Lockdown’, kommer ligeledes med nye scener. Afsnittet er dedikeret udelukkende til de fem sammenhængende dage, hvor Sacha Baron Cohen som Borat i ly for corona-pandemien boede hos de to konspirationsteoretikere Jim og Jerry.
Endelig har Amazon Prime annonceret ‘Debunking Borat’ – en dokumentarserie i seks afsnit, hvor førnævnte Jim og Jerry taler med forskellige eksperter, der afkræfter de konspirationsteorier, som mændene delte med deres nye roommate i ‘Borat Subsequent Moviefilm’. I den nye trailer for programmet ser vi, at selveste Hillary Clinton lægger vejen forbi for at give sit perspektiv på ‘Clinton-familien torturerer børn og drikker deres blod’-teorien.
‘Borat Supplemental Reporting Retrieved From Floor Off Stable Containing Editing Machine’ kan ses på Amazon Prime fra 25. maj. Find trailers for de tre specials herunder.