Be our guest … igen?
Tilbage i 2017 blev live-action-versionen af Disney-klassikeren ‘Skønheden og Udyret’ en bombastisk biografsucces, der på verdensplan indtjente over svimlende 1 milliard dollars.
Emma Watson og Dan Stevens spillede de titulære hovedroller, mens Luke Evans og Josh Gad brillerede i birollerne som skurken Gaston og dennes hjælper LeFou – den første »åbent homoseksuelle karakter« på Disney-lærredet, ifølge Disney selv (skønt vi ikke fik mange sekunder som bevis herfor).
Som alle vil vide, fik Gaston som fortjent i slutningen af eventyret, men nu vender både han og LeFou tilbage i en musical-miniserie i seks afsnit på Disney+.
Og søreme om ikke Luke Evans og Josh Gad gentager rollerne, mens den legendariske Disney-komponist Alan Menken skriver dugfriske sange til lejligheden.
Allerede sidste år rygtedes det, at Disney bryggede på serien, men projektet fik ikke officielt grønt lys – før i denne uge.
I en pressemeddelelse lyder det fra Disney+, at serien bliver en prequel, der skal udforske venskabet mellem de to vidt forskellige mænd. Med på rejsen er også LeFous stedsøster, Tilly, spillet af den relativt uprøvede Briana Middleton.
»Den her serie vil give svar på, hvordan et bæst som Gaston og en klovn som LeFou nogensinde kunne blive venner og partnere, og hvordan en eventyrlig troldkvinde endte med at kaste den skæbnesvange forbandelse over prinsen, der blev til et udyr … og så vil serien afføde en masse nye spørgsmål«, siger Gary Marsh, direktør og kreativ leder for Disney Branded Television.
Der er endnu ikke kommet en titel på serie-spinoffet, ligesom en premieredato heller ikke er offentliggjort.