’Skønheden og udyret’: En fryd for Disney-elskende hjerter
Disney har i disse dage travlt med at genindspille sine tegnefilmklassikere i live action-versioner. Nye versioner af ‘Peter og dragen’, ‘Junglebogen’, ‘Alice i eventyrland’ og ‘Askepot’ får snart selskab af ‘Dumbo’, ‘Løvernes konge’, ‘Mulan’, ‘Sværdet i stenen’, ‘Hund og hund imellem’, ‘Peter Plys’,’ Peter Pan’, ‘Pinocchio’, ‘Snehvide’ og ‘Aladdin’.
Man kan med rette diskutere, om selskabet kynisk malker sine succeser eller tilføjer deres udødelige klassikere noget reelt nyt. Og hvem er publikum? Nostalgiske voksne eller en ny generation af børn, der ikke har set originalen (findes de?) – eller bare gerne, som børn jo har tendens til, ønsker at dyrke et univers i det uendelige?
Bill Condons ‘Skønheden og Udyret’ er en næsten tro kopi af tegnefilmen fra 1991, i mange tilfælde replik for replik og billede for billede. Det er principielt ikke godt nok.
Men det øjeblik yndige og sjælfulde Emma Watson træder ud på en grøn bakketop og bryder ud i ‘Belle’ – hendes ’I want’-sang – forduftede alle skeptiske tanker fra min nethinde, mit hjerte svulmede af nostalgi og fryd, og mine fødder kunne ikke holde op med at vippe. ‘Skønheden og udyret’ er en af Disneys bedste tegnefilm. Den er lige fortryllende, om man ser den for første eller 10. gang, og om karaktererne er tegnede eller virkelige.
Når man tænker over det, er der noget problematisk ved historien om uskyldige Belle, der forelsker sig i sin voldelige fangetager. Lider Belle af Stockholmsyndrom? I denne version er Udyrets bestialske og dominerende side nedtonet, og der gøres mere ud af at påpege Belles selvstændighed. Hun udfordrer ham og har større indflydelse på ham, end han har på hende.
Hun bringer hans blide og romantiske side frem, blandt andet gennem romantisk litteratur. De deler en glæde for bøger – i tegnefilmen var Udyret ikke litterær – joker og rykker langsomt tættere på hinanden, mens Emma Thomsons Mrs. Potts muser »there may be something there that wasn’t there before« i den fængende sang fra tegnefilmen. Det er en sød romance og langt mere troværdig end andre Disney-prinsessers kærlighed ved første blik. Moralen om, at man ikke skal skue hunden på hårene, er der ikke noget i vejen med.
Belle er ikke ligefrem en kompleks karakter, og som ikke-tegnet figur føles ’hun læser bøger’ ikke helt som en tilstrækkeligt defineret personlighed. Ja, Belle er sød, barmhjertig, intelligent og handlekraftig. Hun læser, drømmer om en større verden og har en opfinder i maven. Lidt flere nuancer havde klædt hende. Emma Watson er til gengæld perfekt castet i rollen med sine funklende dådyrøjne og perfekte pigede hverdagsskønhed og blanding af intelligens, drive og sødme. Watsons position som feministisk ikon bidrager til Belles aura af styrke og selvstændighed.
Udyret ser temmelig kunstigt ud med alle sine effekter, men Dan Stevens (Matthew fra ‘Downton Abbey’) udsender nok charme under pelsen til, at han bliver elskelig. De levendegjorte affekter lider af samme problem og har ikke samme ekspressive udtryk som tegneseriefigurerne. Det er ærgerligt, når man har et lidt spildt cast bestående af Ian McKellen (uret Cogsworth), Ewan McGregor (lysestagen Lumière), Emma Thompson (tekanden Mrs. Potts), Stanley Tucci (klaveret Cadenza), Audra McDonald (Wardrobe) og Gugu Mbatha-Raw (fjerkosten Babette), der taler med en forvirrende blanding af franske og engelske accenter (også et mysterium i tegnefilmen – filmen foregår i Frankrig!).
3D-effekterne fungerer overraskende godt, og man generes ikke af kunstigheden i eventyruniverset. Visuelt er filmen sindssygt flot, men kan man godt blive lidt overvældet af indtryk og træt af at få ting kastet i hovedet – især i det ellers imponerende showstopper-nummer ‘Be My Guest’.
Originalsangene er vidunderlige, men lovligt langstrakte. Man kunne også med fordel have strøget de tre forglemmelige nykomponerede sange af Tim Rice og Alan Menken, som bidrager til filmens oppustede spilletid på 129 minutter. Det samme gælder udpenslingen af Belle og Udyrets baggrundshistorier, der ikke bidrager væsentligt til deres karakterer.
Som Gaston, Belles opblæste bejler, er Luke Evans et scoop – vildt sjov i sin parodi på machomanden, men samtidig ubehageligt truende. Hans sidekick Le Fou (Josh Gad) står for mange komiske indslag. Han har for øvrigt skabt furore verden over, med hvad instruktøren har beskrevet som »et eksklusivt homoseksuelt øjeblik«. Man skal dog være yderst opmærksom for at fange andet end antydninger.
Ikke desto mindre er premieren udsat i Malaysia, Rusland har sat aldersgrænsen til 16, og en biograf i Alabama har boykotten filmen. Måske har Disney alligevel rykket på noget med museskridt.
Kort sagt:
Live action-versionen af ‘Skønheden og Udyret’ er en næsten én til én-gengivelse af tegnefilmen. Det er ikke videre ambitiøst, men dog overordentligt fornøjeligt og en fryd for øjet og nostalgiske Disney-elskende hjerter.
Læs også: ’Vaiana’: Endelig en Disney-prinsesse med almindelige kropsmål