Nogle traditioner bliver man aldrig træt af.
Og én af dem er Paul Rudds klassiske joke, hvor han sætter et klip på fra den rædderlige kultklassiker ’Mac and Me’, der låner lige lovlig meget fra ’E.T’. når han gæster Conan O’Briens talkshow – som da han skulle promovere Netflix-serien ’Living With Yourself’.
Joken stammer helt tilbage fra 2004, da Rudd skulle vise et klip fra ’Friends’-afslutningen, men i stedet valgte at gå med en scene, der viser hovedpersonen i ’Mac and Me’ i fuld fart ned af en bjergside.
Nu har Rudd igen været på spil med sin yndlingsvideo, og det er helt vemodigt, for det bliver sandsynligvis sidste gang, han får mulighed for at pranke talkshowværten. Conan O’Briens late night-show stopper nemlig på torsdag, 24. juni.
I sin sidste optræden overrasker Rudd Bill Hader, der gæster Conan for at snakke om en ’SNL’-sketch, som han og Rudd engang lavede sammen.
Men da Rudd dukker op og afbryder interviewet for at vise klippet, er det selvfølgelig ’Mac and Me’, der dukker op i stedet.
Erfaringerne til trods har har Conan O’Brien altid holdt fast i troen på, at Rudd på et tidspunkt ville vise det rigtige klip:
»Hver eneste gang, i flere år, har jeg været overbevist om, at jeg ville se det rigtige klip, fordi du er sådan en rar person. Og så siger du ‘den her film er utrolig vigtig for mig’ og ‘jeg har selv postet penge i den her film, og den betyder meget for mig’ og så fyrer du lort af hver gang«, siger Conan – efter han er brudt ud i vild latter.