1. Alle filmfans vil tale om ‘Titane’ det kommende år
Hold godt fast i rattet. Her er i hovedtræk, hvad der sker i de første 15 minutter af ’Titane’, der havde verdenspremiere i Cannes sent tirsdag aften:
En lille pige, Alexia, leger racerbil på bagsædet af sin fars bil, så han bliver distraheret, og bilen brager ind i vejsiden med et øredøvende brag. Hårdt såret får hun opereret titan ind i siden af hovedet.
Klip til Alexia som ung kvinde. Hun er nu feteret erotisk danser på en bilmesse. Og seriemorder. Hun dræber en klæbrig mand med en hårpind gennem tindingen og en resolut kynisme, der får ’Kill Bill’s The Bride til at ligne en pacifist. Lidt senere hamrer hun benet fra en barstol gennem kæbepartiet på en anden mand. Hvorefter hun sætter sig på stolen.
Derpå sætter hun sig ind i en pumpet bil og har hård sex. Med bilen? Og bliver gravid. Med bilen?
Og det er altså først herefter, at den egentlige historie begynder. Alexia krydser spor med en stolt, men nedtrykt kaptajn (den franske stjerne Vincent Lindon), hvis søn for år tilbage er forsvundet. Hvordan de mødes, skal jeg ikke afsløre, men jeg tør godt sige, at om så 500 filmnørder låste sig inde i et rum i en uge, ville de ikke kunne forudsige, hvordan ’Titane’ bevæger sig frem.
37-årige franske Julia Ducournaus opfølger til den mere end lovende coming of age-gyser ’Raw’ er en af de mest sindssyge film, jeg nogensinde har set. Fra ’Raw’ overfører den kropsligheden og de heftige voldsudgydelser så eksplicitte, at det nærmest gør ondt på én nede i salen.
Den starter, som hvis Nicolas Winding Refn instruerede ’Fast & the Furious’ med en fjerdebølgefeministisk dagsorden – i neon, poleret metal og fetichisme, der giver ordet auto-erotik en helt ny betydning. Når man mindst venter det, bliver den forbavsende øm. Et sted derinde gemmer sig en historie om at finde hjem og om at åbne sig for et andet menneske.
Der er nogle af de fineste dansescener, jeg længe har set – også med maskulinitetshudflettende hilsen til den franske mester Claire Denis. Der er den mest overraskende brug af ’Macarena’-sangen i en redningsaktion. Det er rasende underholdende hele vejen igennem, helt frem mod et punktum, der vil blive diskuteret længe.
I hovedrollen er Agatha Rouselle frygtløs. Bare frygtløs. Vincent Lindon forankrer historien i mærkværdig menneskelighed.
Jeg har savnet film i Cannes, som virkelig udfordrer form- og fortællesproget. Festivalen er VM i filmkunst, siger man, men filmsproget er forbløffende konventionelt.
’Titane’ ligner i sidste ende intet andet. Eller jo. Den ligner et visionært løfte fra en af de mest fremtrædende stemmer i en ny generation.
2. Men kan den vinde Guldpalmen?
Det er så et rigtigt, rigtigt godt spørgsmål. Ved pressevisningen blev der både jublet og buhet bagefter. Det er ikke en film for alle, ikke en konsensusfilm. Den er blodig, ultravoldelig, eksperimenterende, grænseoverskridende, forstyrrende.
Jeg kan sagtens se juryformand Spike Lee, der elsker en god provokation, være solgt. Og også instruktører som Jessica Hausner og Mati Diop, der selv dyrker et idiosynkratisk filmsprog. Maggie Gyllenhaal vil, om ikke andet, være blæst bagover af de modige præstationer.
Og så er der selvfølgelig muligheden for at uddele Guldpalmen til en kvinde for blot anden gang i historien. Det tæller også.
‘Titane’ er for polariserende og excentrisk til at gå hele vejen mod Oscar a la Guldpalmevinderen ‘Parasite’. Men Cannes skal også turde andet og mere, end man kan forvente af den pæne amerikanske pris.
Med otte film tilbage i hovedkonkurrencen er ’Titane’ i hvert fald min klare favorit til at vinde. Ethvert andet valg vil faktisk se umanerligt fesent ud på nuværende tidspunkt.
3. I audiens hos Timothée Chalamet
Det vakte undren, da det forleden stod klart, at holdet bag Wes Andersons ’The French Dispatch’ ikke ville afholde den pressekonference, der ellers er obligatorisk for konkurrencefilm i Cannes. Længe gik rygterne på, at de også ville aflyse alle interviews.
Det sidste viste sig ikke at holde stik. I dag var jeg i audiens, med 12-15 andre journalister, hos en vis Timothée Chalamet samt hans nærmeste medstjerne i filmen, det nye navn, franske Lyna Khoudri.
Ja, det er mig, der har snigknepset mig til dettte fantastiske billede af dem herunder, som uden tvivl vinder en World Press Photo-pris:
Chalamet var veloplagt! Og velformuleret, velovervejet og charmerende. Og fuldstændig … fuldstændig vidunderlig.
Ej, ro på. Min gode Soundvenue-kollega, hvis anonymitet jeg værner om med mit liv, mener, at han er lidt overvurderet, men med hans præstation fra ’Call Me By Your Name’ stadig indprentet på nethinden suppleret af gode roller i ’Lady Bird’ og Beautiful Boy’ kører jeg stadig med på Chalamet-hypetoget.
I dagens interview, hvor han overskudsagtigt oversatte nogle af spørgsmålene til fransk til medskuespiller Khoudri, gav han blandt andet den fine anekdote, du kan læse i Instagram-opslaget ovenfor. Og fortalte (naturligvis), at han var stor fan af instruktøren – og at Ralph Fiennes’ præstation i ‘The Grand Budapest Hotel’ var en af de bedste, han havde set i sit liv.
Wes Anderson selv havde i øvrigt sammen med Bill Murray meldt afbud til en god dansk journalistkollegas interview uden varsel. Deres film er ellers en kærlighedserklæring til pressen. Men sådan er der så meget. Lige efter min Chalamet-seance så jeg ryggen af netop Murray, iført kulørt jakkesæt og stråhat, ved elevatoren.
Timothée Chalamet, derimod, kan man altså regne med. Ud over ’The French Dispatch’ er den 25-årige amerikaner også snart aktuel med hovedrollen i Denis Villeneuves ’Dune’, som får verdenspremiere på Venedig-festivalen i september. Så må vi se, om han træder endegyldigt ud af Elios sommeritalienske fodspor.