(Cannes-highlights dag 7) Jeg skriver det her med største forsigtighed: Wes Anderson skuffer mig

Timothée Chalamet og Tilda Swinton på den røde løber overgik den film, de medvirker i: Wes Andersons ventede ’The French Dispatch’.
(Cannes-highlights dag 7) Jeg skriver det her med største forsigtighed: Wes Anderson skuffer mig
Bill Murray, Director Wes Anderson og Adrian Brody ved fotoseancen i Cannes i forbindelse med verdenspremieren på 'The French Dispatch'. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

1. Hvor er historiefortælleren Wes Anderson?

Jeg skriver det her med sagte, nærmest hviskende forsigtighed, velvidende at det kan koste mig mindst ét af mine real life-venskaber så meget som at ytre ordene: Jeg er skuffet over Wes Anderson.

Den texanske perfektionist med de udsøgte kompositioner og den uimodståelige deadpan-humor er tilbage med ’The French Dispatch’, der har ventet et helt år på at blive vist på festivalen efter aflysningen i 2020, men nu endelig har fået verdenspremiere i det sydfranske.

Andersons nye værk er så stjernespækket, at man skal otte-ti navne nedad rollelisten for at finde stjerner som Willem Dafoe, Edward Norton, Elisabeth Moss og Christoph Waltz, der kun har omkring et minuts skærmtid per mand. Bill Murray, Benicio Del Toro, Frances McDormand, Tilda Swinton, Owen Wilson, Jeffrey Wright og Timothée Chalamet har de største roller i fortællingen om et amerikansk magasin modeleret efter instruktørens elskede The New Yorker i en fiktiv amerikansk by.

‘The French Dispatch’. (Foto: Searchlight Pictures)

Filmen består af en prolog og en epilog, der vedrører magasinets elskede redaktørs død, mens hovedparten af filmen så er tre af magasinets artikler vækket til live: Den ene handler om en straffefanges geniale malerkunst. Den anden om et studenteroprør, der involverer både skak, et manifest og et romantisk forhold mellem McDormand og Chalamet. Og den tredje om en mesterkok og en redningsaktion af en kidnappet dreng.

I den forstand er filmen en slags antologi, eller en novellesamling, hvor man aldrig rigtigt når at forankre sin interesse i de enkelte historier, før de er forbi.

Her har jeg mange imod mig, men jeg synes allerede, at Wes Anderson tabte forbindelsen til en relaterbar menneskelighed med ’The Grand Budapest Hotel’, og her kappes snoren så helt. Jeg savner den ømhed og melankoli, der var hjertet bag den sirlige æstetik i hans bedste film som ’Rushmore’, ’The Royal Tenenbaums’ og ’Moonrise Kingdom’.

Stilistisk leverer Wes Anderson endnu et stykke kunstnerisk perfektion. Hans pastelfarvede scenografier er kontrollerede som aldrig før, og filmen er båret af en elegant og ofte humoristisk blanding af farver, sorthvid og animation. Enkelte greb, som da et spring i tid simpelthen iscenesættes ved, at en ældre skuespiller overtager fra den yngre midt i scenen, er geniale. Og instruktørens kærlighed til de klassiske intellektuelle magasiner i mediets storhedstid – og til Frankrig – skinner igennem.

Men ’The French Dispatch’ er også en fremmedgørende og fragmenteret oplevelse, hvor de utallige skuespilstjerner aldrig rigtigt levnes plads til at leve. Scenografen Wes har fået overtaget, og jeg vil have historiefortælleren Wes tilbage.

Tilda Swinton, Timothée Chalamet og Wes Anderson ved verdenspremieren på ‘The French Dispatch’ i Cannes. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

2. Chalamet og Swinton på den røde løber, til gengæld

Armen, se dem lige.

Og se dem også ved fotoseancen her:

Bill Murray, Tilda Swinton, Wes Anderson og Timothée Chalamet ved fotoseance i Cannes. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

Det var bare det.

Noomi Rapace i ‘Lamb’.

3. Nuttet …. og dybt forstyrrende

For mange år siden lavede jeg et interview med to dengang lovende islandske instruktører (Hlynur Palmason og Gudmundur Gudmundsson) under overskriften: Hvorfor er islændinge så mærkelige?

Jeg fristes til at gentage spørgsmålet efter at have set Valdimir Johanssons ’Lamb’, der netop har fået premiere i underkonkurrencen Un Certain Regard. For shit det er en mærkelig film. På den helt rigtige måde!

Noomi Rapace (der selv er opvokset på Island) og Hilmir Snaer Gudnason spiller et ægtepar, der bor isoleret fra enhver civilisation og passer deres får i de gudesmukke islandske fjelde.

Man fornemmer, at de bærer rundt på et traume fra fortiden, da de – uden nærmere forklaring – tager et nyfødt lam til sig, som om det var deres eget barn. De giver lammet tøj på, giver sutteflaske og putter det i en tremmeseng ved siden af deres egen. Med tiden vokser lammet op. Og bliver til et væsen, hvis hoved er et fårs, men som går oprejst, har en menneskehånd på den ene arm og forstår, hvad ’forældrene’ siger.

Blandingsvæsenet er ikke så lidt nuttet, og det giver anledning til herlig komik, da mandens fuckup af en bror ankommer og ikke tror sine egne øjne. Uden nogen sådan rigtigt finder anledning til at forklare, hvad der foregår.

Sådan bliver ’Lamb’ ved med at bevæge sig i uforudsigelige retninger, og man kan måske bedst beskrive den som en blanding af Ali Abassis ’Grænse’ og Netflix-serien ’Sweet Tooth’.

Det er både en sød og dybt forstyrrende film, der får ens kæbe til at rasle mod gulvet, mens man griner lettere mistroisk, til man bare må lade paraderne falde.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af