Cannes-highlights dag 6: Filmen var så creepy, at jeg måtte tage mundbindet op foran øjnene

Nordmændene er så gode på årets Cannes-festival, at det næsten er irriterende.
Cannes-highlights dag 6: Filmen var så creepy, at jeg måtte tage mundbindet op foran øjnene
'The Innocents'.

1. Fremragende norsk horror i ’Stranger Things’-ånden

Føkk, hvor er de altså gode, de nordmænd. Joachim Triers ’Verdens værste menneske’ er fortsat den bedste film, jeg har set i hovedkonkurrencen. Den har han skrevet med sin faste makker Eskil Vogt, der såmænd også lige selv har haft tid til at instruere sin egen film, der er udtaget til underkonkurrencen ’Un Certain Regard’. Og den er lige så forrygende – om end helt, helt anderledes.

Frem for sprudlende og følsom dramakomedie hos Trier har Vogt nemlig i sin første film som instruktør efter den smågeniale debut ’Blind’ kastet sig over den overnaturlige horrorgenre.

’The Innocents’ er en slags blanding af skandinavisk naturalisme, ’Stranger Things’, ’X-Men’ og en alternativ superheltefilm som ’Chronicle’.

Den cirka syvårige pige Ida flytter med sin mor, far og svært autistiske storesøster Anna ind i et socialt boligbyggeri i sommerferien, hvor de fleste familier er bortrejst. Hun bliver hurtigt venner med drengen Ben, der tilsyneladende har telekinetiske evner – han kan flytte ting med tankerne – samt pigen Aisha, der viser sig at have en stærk telepatisk forbindelse med autistiske Anna, der pludselig genfinder det sprog, hun ikke har haft, siden hun var fire år.

Eskil Vogt lader os komme helt tæt på børnenes verden, hvor de voksne er mere eller mindre fraværende, og hvor de spændende kræfter tager en dyster retning, efterhånden som børnenes fællesskab slår over i splittelse. Ofte er skildringer af børns mikrokosmos på film en cute romantisering, men i denne forstørrede allegori over børnenes verden er konflikt og destruktive følelser en integreret del af legen. I ’The Innocents’ er børnene alt andet end uskyldige.

Hvad man skal ligge i, at to af børnene kommer fra indvandrerbaggrund, er jeg ikke helt færdig med at tænke over i lyset af de grufulde ting, der sker undervejs, og jeg kunne godt tænke mig at høre Eskil Vogts eget bud.

Men uanset hvad fortjener ’The Innocents’ at blive nævnt i sammenhæng med nyere art-horrorfilm som ’Raw’ og ’Midsommar’. Den er urimeligt veleksekveret og sætter tidligt en foruroligende tone, der blandt andet involverer en grufuld test af, om katte virkelig har ni liv.

Hvad der senere sker i den uforudsigelige historie, skal ikke afsløres her, men i flere scener er den faktisk så creepy, at jeg endelig fandt konceptet med mundbind i biografen nyttigt: Det kan nemlig også bruges til at dække for øjnene.

‘The Innocents’-holdet i Cannes: Skuespillerne Ellen Dorrit Petersen, Alva Brynsmo Ramstad, Rakel Lenora Fløttum og Mina Yasmin Bremseth Asheim, instruktør Eskil Vogt og producer Maria Ekerhovd. (Foto: Andreas Rentz/Getty Images)

2. Forbudt for børn

I levende live var børnene langt mere, ja, uskyldige. De unge skuespillere tog generte og overvældede imod publikums bifald sammen med instruktør Eskil Vogt på scenen inden verdenspremieren.

Og da de derefter satte sig til rette i sæderne midt i salen, nåede jeg lige at tænke, om de tre piger i alderen cirka syv til elleve virkelig måtte se filmen, der ellers lugtede langt væk af at være forbudt for børn.

Men efter akkurat en halv time, der var ok tilforladelig, blev børnene fulgt ud af salen af et par af de voksne, og så vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Nu skulle det snart blive u-u-hyggeligt.

Vicky Krieps og Tim Roth i ‘Bergman Island’. (Foto: PR)

3. Halvvejsstatus i Guldpalmeræset

Vi er præcis halvvejs i Guldpalmejagten. 12 ud af 24 film i hovedkonkurrencen er blevet vist – og tegner der sig så en favorit til at hjemtage filmkunstens mest prestigefulde pris?

Det korte svar er: Nej. Ikke endnu.

De seneste dage har Italiens garvede Nanni Moretti afsløret sig som meget langt fra en Guldpalme-vinder (han vandt for ’Sønnens værelse’ i 2001) for ’Tre piani’ om forskellige, utroværdige middelklasseskæbner i en etageejendom i Rom.

Den japanske Murakami-filmatisering ’Drive My Car’ er en slags blød udgave af mesterværket ’Burning’ – om en teaterinstruktør, hvis utro kone dør. Og franske Mia Hansen-Løves ’Bergman Island’ er en meta-meta-meta-fortælling om et filmskaberpar spillet af Tim Roth og Vicky Krieps, der rejser til Ingmar Bergmans hjem-ø for at skrive deres respektive manuskripter. Begge film har fine kvaliteter, men mangler en Guldpalmevinders tyngde.

Bedste bud lige nu, vil jeg mene, er Joachim Triers uimodståelige ’Verdens værste menneske’, men jeg har simpelthen svært ved at forestille mig, at en jury ført an af Spike Lee vil vælge en dramedy om (pseudo)problemer i den privilegerede hvide middelklasse.

Uden at have dykket grundigt ned i historikken vil jeg mene, at de allerstærkeste Guldpalmekandidater som regel falder cirka mandag-tirsdag i festivalens anden uge. Her er man sikker på, alle er her og ingen taget hjem, og efter en række gode, men ikke 120 procent overvældende film er man klar til at blive blæst bagover.

Det er netop de dage, vi nu går ind i. Jeg tror derfor på, at vinderen skal findes blandt film som Julia Ducournaus ’Titane’, Kirill Serebrennikovs ’Petrov’s Flu’ og Sean Bakers ’Red Rocket’ – alle lovende titler fra instruktører på toppen af deres karriere. Man kan dog heller ikke helt afskrive de erfarne herrer Jacques Audiard og Asghar Farhadi, hvis nye film også har premiere de næste dage.

Eller hvad med Wes Andersons ’The French Dispatch’? En Guldpalme kunne være kronen på værket for en elsket auteur, der aldrig helt har fået den anerkendelse i form af priser, karrieren kunne have fortjent.

Om cirka 48 timer er vi meget klogere.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af