1. Det bedste ‘Black Mirror’-afsnit, der ikke er ’Black Mirror’
Kunstnerisk ambitiøs sci-fi har de seneste år haft kronede dage med film som Alex Garlands ’Ex Machina’, Spike Jonzes ’Her’, Ben Wheatleys ’High-Rise’ og Denis Villeneuves ’Arrival’.
Og for fremtiden bør den koreansk-amerikanske instruktør Kogonadas tankevækkende ’After Yang’ nævnes i samme åndedrag. Vi er i en svært definerbar fremtid, hvor såkaldte technos – uhyre menneskelignende robotter – er en integreret del af verden. Og hjemme hos Jake (Colin Farell) og Kyra (Jodie Turner-Smith) har man Yang: En storebrorrobot af kinesisk udseende indkøbt for at gøre overgangen til USA for deres fra Kina adopterede datter Mika lettere.
Men da de to forældre er lettere fraværende på grund af deres jobs, har Yangs rolle vokset sig til meget mere end tutor i kinesiske fun facts. Så da han går i stykker, berører det Mika dybt.
Plotmotoren er Jakes kamp for at få Yang repareret, og langsomt åbenbares Yangs hemmeligheder op mod et uventet emotionelt klimaks.
’After Yang’, baseret på en novelle og leveret af det überhotte amerikanske indieselskab A24, er naturligvis i familie med film som ’Blade Runner’ og ’A.I. Artificial Intelligence’, men det interessante er, at lige så meget som at beskrive det moralske kompleks i en kunstige intelligens’ ægte følelser handler den om det konsekvenserne af det bånd, mennesker knytter til robotten.
Kogonada gjorde sig først bemærket med sine overlegne videoessays om blandt andet ’Breaking Bad’, Wes Anderson, Terence Malick og Stanley Kubrick, men har nu indforskrevet sig som en mere end lovende filmkunstner i egen ret – med fuldstændig kontrol over sine virkemidler.
Præmissen er som taget ud af et (godt!) ’Black Mirror’-afsnit, men Kogonada løfter den til filmkunst med sit varme, men alligevel fremmedgørende sci-fi-univers, der trækker tydeligt på Alex Garlands æstetik i ’Ex Machina’ og serien ’Devs’. Og mens filmen måske vil være lovlig underspillet for nogle, trak han mig helt ind i sit uforudsigelige univers.
2. Mød verdens værste menneske
En dosis frygt iblander sig med forventningsglæden, når man står over for en ny film af én af sine absolutte favoritter. For det er næsten ikke til at bære, hvis det bliver en fuser.
Den norske instruktør (med den danske far) Joachim Trier er én af mine yndlingsinstruktører, og hans to ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’ – vemodige film om ungdom, ambitioner og bristede illusioner – er blandt de film, jeg sætter størst pris på.
Siden har han været på udebane med den amerikanske ’Louder Than Bombs’ og den overnaturlige ’Thelma’, men nu er han tilbage med en film, der igen spiller på hans og medmanuskriptforfatter Eskil Vogts fineste kvaliteter, og som da også markedsføres som en afslutning på den såkaldte Oslo-trilogi.
Jeg vil vove den påstand, at langt de fleste skandinaver omkring de 30 vil blive ramt på et dybere plan af ’Verdens værste menneske’ om den kønne Julie (Renate Reinsve), der ikke ved, hvad hun skal stille op med sit liv.
Hun har ladet sig indrullere på medicin, fordi det var det eneste sted, hun kunne bruge sit høje snit, skifter hurtigt til psykologstudiet, indtil hun finder ud af, at hun brænder for at fotografere. Eller skulle hun måske hellere skrive?
Hun indleder et forhold til den 10 år ældre kulttegneserieforfatter Aksel (Anders Danielsen Lie), der dog så småt presser på for at få børn. Så måske den charmerende jævnaldrende Eivind er et bedre match?
Julie er et lysende eksempel på en generation, for hvem de åbne og privilegerede muligheder også danner grobund for tvivl og usikkerhed. I en skøn montage fortæller filmen, hvordan Julies oldemor og tipoldemødre havde nået at få børn, miste børn og blive enker, da de fyldte 30.
Trier, en stor empatiker, skildrer Julies manglende fodfæste uden at udstille hende – men dog stadig fuld af humor. Ét af de 12 kapitler, filmen er bygget op om, hedder trods alt ’Oralsex i en MeToo-tidsalder’.
I det hele taget bærer ’Verdens værste menneske’ flere af de egenskaber, der gjorde særligt ’Reprise’ så sprudlende vital. Som et legende filmsprog, der blander den lune litterære voiceover fra debuten med nye opfindsomme greb i et heftigt svampetrip og en svimlende smuk romantisk sekvens, hvor verden bogstaveligt står stille som i en storladen kærlighedsfilm fra Hollywood.
Jeg savnede et overvældende følelsesmæssigt crescendo mod slutningen, og i sidste del taber Trier og Vogt Julie en smule af syne – og trækkes, nærmest som om de ikke kan lade være, hen mod den sørgmodige Aksel, som Anders Danielsen Lie besjæler rystende godt i en rolle beslægtet med sine tilsvarende i ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’.
Men ingen tvivl om, at Joachim Trier er tilbage i storform. Med udsøgt hjælp fra sit faste hold af Vogt, den danske klipper Olivier Bugge Coutté, musiker Ola Fløttum og nu også med den danske fotograf Kasper Tuxen som overlegen billedmager.
Mens ’Reprise’ handlede om ungdommens store drømme, der skal bestå virkelighedens test, og ’Oslo 31. august’ om et menneske, for hvem drømmene for længst var bristede, er ’Verdens værste menneske’ en film om ikke at ane, hvad drømmen er. Om at samle erfaringer for langsomt at finde ud af, ikke hvad man skal, men hvem man er.
3. Stærkt abortdrama fra underbelyst kant
En af de ting, der gør Cannes-festivalen til noget ganske særligt, er, at man ser film fra kanter af verden, der ikke er hverdagskost i de hjemlige biografer. Hvor tit oplever man for eksempel lige en film fra … Chad?
Og så tilmed en film, der er både flot, spændende og vigtig. ’Lingui’ handler om den enlige mor Amina i en lille landsby i det afrikanske land – og om hendes 15-årige datter Maria, der bliver gravid og kastet ud af skolen. Aminas reaktion er at slå datteren i ren frustration, men hun ender med at hjælpe Maria med at få en illegal abort i et land, hvor patriarkatet holder kvinder i et jerngreb: Amina er selv mere eller mindre udstødt, fordi hun ikke har en mand, den lokale imam lader hende passivt-aggressivt vide, at hun aldrig må misse en bøn, og så er abort altså ulovligt.
Akkompagneret af gudesmukke farverige billeder af natur, ansigter og klædedrager sender instruktør Mahamat-Saleh Haroun, der er udtaget til Cannes for tredje gang, en stor fed fuckfinger mod det repressive mandestyre i sit land, mens han hylder det bånd af søsterskab, der må stå sammen for at stå imod.
De seneste år har vi set væsentlige film fra blandt andet Rumænien (’4 uger, 3 måneder, 2 dage’), USA (’Never Rarely Sometimes Always’) og England (’Vera Drakes hemmelighed’) om et emne, der egentlig burde være irrelevant i dag, men sørgeligt nok stadig er knusende aktuelt. Nu har vi også et væsentligt bidrag fra Chad.