‘Hende’
Der er for længst gået inflation i sci-fi-film, der tegner fremtiden som kold og klinisk, med mennesker så følelsestomme som stålbygningerne, der omgiver dem. Alene af den grund er Spike Jonzes ’Hende’ en genistreg: I filmens nære fremtid er der grønne træer i metroen, rødlige farver i lejlighederne, og Los Angeles er i det hele taget et sted, man tror på, at almindelige mennesker ville skabe for sig selv. At hovedpersonens fjollet højtaljede bukser skulle blive højeste mode, er det mest oprigtigt foruroligende ved denne udgave af fremtiden.
Snarere end at svælge selvforelsket i sin egen futuristiske vision er ’Hende’ heldigvis også et dybfølt portræt af buksernes ejermand, Theodore Twombly (en sublimt underspillet Joaquin Phoenix). Han er blød, tænksom og fortabt i storbymelankoli oven på et forlist forhold. Han har mest af alt brug for én, der virkelig forstår ham – og det gør Samantha. Hun er sjov, knusende intelligent, tegner og komponerer klassisk musik. Kort sagt drømmepigen med kun én svaghed: Hun et avanceret styresystem, og hendes stemme (grødet og lækkert indtalt af Scarlett Johansson) er alt, hvad Theodore kan hægte sin forelskelse op på.
Umærkeligt overbeviser filmen om, hvordan Theodore og Samanthas første flirt udvikler sig til forelskelse, modent forhold og ulmende småskænderier. Og på sin vis er ‘Hende’ en rørende enkel kærlighedshistorie om det selvbillede, man skaber i den andens spejl, om at vokse fra hinanden, om ensomhed, om at komme videre.
Spike Jonze laver nemlig film med en så legende let billedpoesi – inderliggjort i mesterfotografen Hoyte van Hoytemas varmt afblegede billeder – at man let glemmer de tematiske skattekister, han får gravet op undervejs. I ’Hende’ viger han elegant uden om den trættende gammelmandsfordom om, at vi bliver forskruede følelsesidioter af at spille for meget ’Angry Birds’. I stedet spørger han nysgerrigt, hvad der er autentisk menneskeligt. Er Samanthas eksistentielle tanker om sin manglende krop rigtige? Er Theodores betagelse af hende patologisk, patetisk eller helt problemfri?
Jonzes svar er smukt og helt på Theodores side. Vi kan leve gennem stemmestyring og touchscreens, og vi kan indhylle os selv i en verden af kompleks kunstighed. Men vores følelser? De vil altid være ægte. Og Spike Jonze rammer dem renere end nogen anden amerikansk instruktør lige nu.
Kort sagt
Joaquin Phoenix indleder et romantisk forhold til sit styresystem i Spike Jonzes genistreg, der indfanger kærlighedens stemningsregister med legende let billedpoesi og pirrer nysgerrigt med spørgsmålet: Hvornår er vores følelser ægte?