‘Ex Machina’ dramatiserer de helt store tanker

Ude i rummets makrokosmos eller inde i robotternes mikrochips. Menneskets søgen efter andre intelligenser er, med astronomen Carl Sagans ord, altid en søgen efter noget, der findes inde i mennesket.

Britiske Alex Garland har tidligere sendt mennesket i rumfart mod solen som forfatter til Danny Boyles ’Sunshine’, og med sin debutfilm som instruktør, det filosofiske kammerspil ’Ex Machina’, behandler han robotten som menneskets spejl. Men spejlet er lunefuldt. Spejler det Alice, der skal ned i kaninhullet, eller Orfeus, der skal helt til Hades?

I ’Ex Machina’ er det den rødhårede computerprogrammør Caleb, der ender i et fremmed land. Da Caleb vinder lotteriet, er hans præmie en helikoptertur til en ø, som tilhører opfinderen Nathan. Caleb er en kontormus med ordentlige manerer, mens Nathan er en lettere sociopatisk Da Vinci, som har set fremtiden, før den er landet.

Calebs mission er simpel: Han skal teste, om Nathan har opfundet en robot, der besidder ægte, uforfalsket intelligens.

Med dette tankeeksperiment i centrum udfoldes Alex Garlands ’Ex Machina’ som et klaustrofobisk trekantsdrama. Snart kan de løse ender i tankeeksperimentet ikke adskilles fra de løser ender, der opstår i samtalerne mellem de tre implicerede. De deler informationer med hinanden på tomandshånd i den ene konstellation efter den anden uden at fortælle den tredje alt det, de snakker om. For er alle nu til at stole på?

Det er tankeeksperimentet som socialt eksperiment. Men de er ikke helt alene på øen. En stum tjener, der desuden spiller rollen som den boksetrænende Nathans stumtjener, spiller en interessant birolle. Alt imens slås Caleb med det spørgsmål, der føles lige så gammelt som science fiction-genren: Hvad er intelligens?

Det placerer filmen i tungt selskab, men ’Ex Machina’ er fra start til slut noget andet. Opfindelsen af robotter, der besidder en intelligens, som ikke kan adskilles fra menneskets, har altid spillet en rolle i science fiction-film, måske bedst eksemplificeret i supercomputeren HAL, som narrer astronauterne i Kubricks monumentale ’Rumrejsen 2001’.

’Ex Machina’ er i sin tone nærmere beslægtet med den mælende, eftertænksomme fortællestil i ’Blade Runner’, der formulerer de samme tankespind, men med mere sentimentalitet.

Calebs test af robotten Ava minder om Voigt-Kampff-testen i ’Blade Runner’, men som thriller er ’Ex Machina’ tættere på en film som Duncan Jones’ imponerende debutfilm ’Moon’, der omslutter en ensom astronaut i et mørke, der emmer af ufortalte sandheder. Caleb må, ligesom astronauten i ’Moon’, beregne, om han kan stole på de andre – mennesker eller robotter.

En sidste reference er Spike Jonzes fintfølende ’Her’, der hudfletter de konstruerede intelligensers implikationer for kærligheden. Kan et menneske elske en robot? Og kan en robot elske et menneske? Kunsten, som alle fem film har til fælles, er, at de forankrer idéen om singularitet, altså opfindelsen af intelligente robotter, i dramaet som en del af filmens præmis. Singularitet er ikke bare en tematisk hjørnesten, det er en del af det spørgsmål, som hele filmen stiller.

For ’Ex Machina’ strør ikke bare om sig med de store tanker – de store tanker dramatiseres. Og dramaet har klassikerformat. Som kammerspil kunne den opføres i teateret, for plotmekanismerne er klassiske, mens trekanten mellem Caleb, Nathan og Ava rummer alt det, der skal til for at fremstille kanon.

Skuespillerne, som alle har demonstreret deres klasse andetsteds, er ikke set bedre – Oscar Isaac som utilregnelig megaloman, Domhnall Gleeson som Guds bedste barn og Alicia Vikander i en klikkende, blinkende magtpræstation som robotten med det store hjerte, der drømmer om natten.

Scenerne mellem Caleb og Ava rammer intelligenstesten som absurd eksamination, som menneskets speed date med robotten, lige i øjet. De sidder på stole foran hinanden med hænderne og ansigterne lagt i de rette folder. Hun smiler, han smiler. Hun eksamineres, indtil rollerne skifter, og han ender som andenpilot. Imellem dem er spejlmuren, der adskiller arterne fra hinanden. Det samme spejl, som de øjner hinanden igennem i deres første møde – som Romeo og Julie, der møder hinanden med alle samfundets mure imellem dem.

Tilsat en utroligt lækker billedside, fra det ’Alien’-klaustrofobiske laboratorium til det ’Prometheus’-bedårende landskab, skifter filmen hele tiden tempo fra det nærmest mediterende til det åndeløst spændende.

Soundtracket er sublimt plimrende – simpelt, slet ikke dronende – med absurditeten fornemt udstillet i en dansescene til post-disco-nummeret ’Get Down Saturday Night’. Fornemmelsen af de metalliske, stillestående laboratorierum forlader ikke kroppen, efter filmen er slut. Man er efterladt ene, alene – helt ude i rummet eller helt inde i robotternes domæne.

Alex Garlands debut er et minidrama om intelligens, der bejler til følelserne. Opfinderen Nathans råd til den usikre Caleb er at stole på sine fornemmelser i stedet for at tænke. ’Ex Machina’ har lært den samme parole og formår andet og mere end at få os til at tænke store tanker: Den får os til at mærke efter.