1. Spyt, mundbind, QR, go!
Mit Cannes-comeback startede med, at jeg gled i en bananskrald.
Efter et års ufrivillig pause på grund af corona er Cannes Film Festival tilbage. Verdens største filmfestival. VM i filmkunst. Sæsonens vigtigste affyringsrampe for artfilm og udenlandske Oscar-kandidater.
Det føles som et mirakel. Man skal ikke tale med mange fra den serviceindustri i byen, for hvem turister og festivalgængere er et levebrød, før man finder ud af, at de fleste har haft svært ved at tro på, at årets festival kunne finde sted med coronamutationernes fortsatte trussel i baghovedet.
Men nu er den her. Om end ikke uden pandemibivirkninger. Man skal have en højst 48 timer gammel PCR-test for at komme ind i festivalpalæet. Man skal booke billetter gennem et nyoprettet system, som allerede er crashet flere gange. Og mit første halve døgn her var et kaos af spyt i reagensglas (det franske svar på pind i hals), QR-koder, en lettere panisk kamp for at nå ind til første film i tide og mundbind i alle indendørsområder, inklusive under filmene.
Alt sammen altså inkarneret i det øjeblik, hvor jeg i min march langs Croisetten pludselig gled og kun akkurat opretholdt balancen. Jeg vendte mig om for at se, hvad jeg var faldet over. Og opdagede, at jeg var det første menneske, som ikke er en tegneseriefigur, der rent faktisk er faldet i en bananskræl.
Men alt det af vejen, ikke et ord mere om praktik. Vi er i Cannes, det er 28 grader, og de næste 10 dage venter et overflødighedshorn af film fra nogle af klodens allerstørste instruktører. Og årgangen blev skudt afsted med syngende bravur:
2. Adam Driver og Marion Cotillard som syngende superstjernepar
Åbningsfilmen bragte fra første færd tiltrængt glamour i levende live (!) over festivalen med Adam Driver og Marion Cotillard som fysiske beviser på, at Cannes er tilbage med rød løber-glamour og original filmkunst i én skøn forening.
Man har ikke set en film akkurat som Leos Carax’ ’Annette’ før – en speciel blanding af musical, opera og eventyr, som den franske mester med sin første film siden det excentriske hit ’Holy Motors’ har skrevet i samarbejde kultmusikgruppen Sparks. Og det er da også Sparks-brødrene, der selv sætter gang i herlighederne med deres festlige åbnings nummer ’So May We Start’, der indleder en 45 minutters opvisning i sublim musik og gennemkoreograferede billeder en sublim højere enhed.
Adam Driver spiller komikersuperstjernen Henry McHenry, hvis set mere er et performativt, eksperimenterende, selvhadende meta-one man-show end klassisk standup, hvilket man dog akkurat køber her i komikkens Bo Burnham- og Hannah Gadsby-æra. Han er i et lidenskabeligt forhold med en anden superstjerne på sit felt, operasangeren Anne, spillet af Marion Cotillard, og sladdermedierne labber deres kærlighed i sig – også da de får deres første barn, Annette.
Som musical er filmen et overdådigt bravurnummer, måske mere fængende i første halvdel af den to timer og 20 minutter lange spilletid end den sidste, og Carax’ storladne, allegoriske filmsprog passer perfekt til de legesyge Sparks-brødres opulente musikalske univers.
Figurerne er flade, og det er sådan en film, hvor de elskende i centrum synger, hvor meget de elsker hinanden i fem minutter, mens man måske ikke rigtigt mærker det. Men som musical, eller måske nærmere som en filmisk opera, der bliver mørkere og mørkere for hvert minut, er det en betagende oplevelse. Før første billede lyder stemmen af instruktør Carax selv, der siger, at det er forbudt at trække vejret, før forestillingen er slut, og det er nogenlunde den effekt, filmen har.
Når man så får luft igen efter rulleteksterne, kommer man i tanke om, at filmens fortælling samtidig er et miskmask af temaer som berømmelse, børnestjerner og toksisk maskulinitet med spor af Pinocchio og græsk tragedie.
Men iscenesættelsen? Værd at dø for. Og med Adam Driver i en præstation, der endnu engang demonstrerer, at han kan gøre de fleste roller ualmindeligt fængslende. Selv som syngende standupkomiker.
3. Hvad tænker Spike Lee under sit lyserøde suit?
Med ’Annette’ er årets Guldpalmejagt hermed skudt i gang, og 23 film senere er det en jury med Spike Lee i spidsen, der skal fordele de eftertragtede priser. Spike Lee var udpeget som jurypræsident sidste år, hvor festivalen blev aflyst, og tilbød generøst at tage tjansen ved årets comeback. Og der er ingen tvivl om, at instruktøren selv er en af de største stjerner på festivalen.
Han indtog den røde løber som en kæmpe chef i lyserødt suit, og han pryder selv årets Cannes-plakat – med et billede fra hans klassiker ’Do the Right Thing’. Og han får nu mulighed for at uddele den Guldpalme, han gennem årene ikke været sen til at udtrykke sin bitterhed over at tabe til Steven Soderberghs ’Sex, Lies and Videotape’ i 1989, hvor han var aktuel med netop ’Do the Right Thing’.
Nu skal han finde fælles fodslag med en jury af stærke filmpersonligheder: Skuespillerne Maggie Gyllenhaal, Tahar Rahim (’Profeten’) og Song Kang-ho (’Parasite’), de anerkendte instruktører Kleber Mendonca Filho (‘Aquarius’), Jessica Hausner (‘Miraklet i Lourdes’, ‘Little Joe’) og Mati Diop (‘Atlantique’), franske Melanie Laurent, der er begge dele, og den canadiske musiker Myléne Farmer.
Det er mildest talt umuligt at forudsige, hvad der pirrer en så forskelligartet flok, men én ting er sikkert: Spike Lee er en juryformand, hvis stemme nok skal blive hørt.