‘Aquarius’: Et sanseligt mesterværk, der kalder på øjeblikkeligt gensyn
Der er to hovedpersoner i ’Aquarius’: 65-årige doña Clara og filmens titulære lejlighedskompleks. Her, i Aquarius’ førstesalslejlighed med panoramavindue lige ud til strandpromenaden i den brasilianske by Recife, har den pensionerede musikkritiker Clara boet i en menneskealder. Før hende var det tante Lucia; en veluddannet og kultiveret kvinde med snehvidt, skulderlangt hår.
Claras hår, derimod, er mørkt og kortklippet da vi møder hende første gang. I et tilbageblik til tante Lucias 70-års fødselsdagsfest i 1980, er Clara netop kommet sig oven på brystkræft. Hun og tante Lucia sender hinanden vidende blikke, og dér i lejligheden, blandt familie og venner, er alt for et øjeblik ren kærlighed. Vinylen knitrer på anlægget, glassene er fyldte og alle danser og synger, så gulvet bogstaveligt talt gynger under presset.
Kleber Mendonça Filhos guldpalmenominerede opfølger til debuten ’Neigboring Sounds’ fra 2012 er en mesterligt langstrakt ode til den ukuelige Clara. I åbenbaringen Sonia Bragas ellers diminutive skikkelse vokser Clara, nu ældet og med langt, sort hår, til en regulær naturkraft. Enken Clara er sidste residerende i Aquarius. Resten af lejlighederne er blevet opkøbt af et pengestærkt entreprenørfirma, der har store planer med den attraktive havudsigtsgrund. Men Clara nægter pure at sælge – fordi hun er nostalgisk og fordi hun er trodsig. Sådan er Clara. Og for hvert af filmens 142 minutter bare vokser ens fascination af denne fantastiske, levende kvinde.
Med svagt brusende bølgeskvulp som konstant lydbagtæppe slæber Claras dage sig dovent, men alligevel meningsfyldt afsted. Lidt gymnastik i stuen, en svømmetur i havet, en våd aften i byen med de farverige veninder, besøg fra de voksne børn og en middagslur i hængekøjen. Så et portrætinterview om den lange karriere som musikkritiker, en akavet date med en jævnaldrende enkemand og et natligt møde med en af veninden anbefalet gigolo hjemme på sofaen.
Filho sparer ingen detaljer væk i sit sublime kvindeportræt. Kameraet er med helt oppe i ansigterne, når Clara og den elskværdige enkemand deler et vådt tungekys på forsædet i bilen. Vi ser gigoloens slappe lem inden Clara bestiger ham resolut og hendes ene, blottede bryst vugger i takt under akten. Sådan ser vi sjældent 65-årigt kvindeliv repræsenteret på film.
’Aquarius’ er en film til sanserne. Kleber Mendonça Filho indfanger med millimeterpræcision de mindste detaljer og transporter os direkte til havnebyen Recife. Bølgebrus, vind og sol siver ud gennem lærredet og sætter sig dybt i dig. Lejlighedens hyldemeter af lp’er og bøger, klaveret, tante Lucias kommode, det svale køkken og den dybe sofa inviterer dig indenfor i Claras liv og erindring. Som en bugtende flod flyder musikken ind og ud af fortællingen. Det bliver næsten overrumplende taktilt, når der bladres i lp-samlingen, nøje udvælges et album, lydstyrken skrues op på anlæggets runde drejeknap og Clara danser alene med minderne i stuen til for længst glemte, brasilianske popperler fra 1970’erne.
Claras kamp mod boligselskabet med store byggeplaner og nedrige metoder driver ’Aquarius’ drilsk frem og giver på elegant vis filmen politisk nerve mellem linjerne. Thrillerelementer væver sig urovækkende sammen med nostalgiske familiesammenkomster og solbeskinnede gåture langs stranden, så du på intet tidspunkt er sikker på, hvor Filho vil sætte sit punktum. Slutningen – et katarsisk svirp med halen, jeg sjældent vil glemme – skal selvfølgelig ikke røbes her. Men det er samtlige 142 minutter værd alene.
Kort sagt: ’Aquarius’ er Brasilien og kvindeliv og social indignation i skøn treenighed. Kleber Mendonça Filho har skabt et sanseligt mesterværk, der kalder på øjeblikkeligt gensyn, så snart du forlader biografen.