De 10 mest ventede film på årets store Cannes Film Festival-comeback

Efter et års coronapause er Cannes-festivalen tilbage på fuldt blus fra på tirsdag. Programmet koger over af filmverdens største instruktører, men vores udsendte filmredaktør Jacob Ludvigsen indsnævrer her feltet og peger på de film, han glæder sig allermest til.
De 10 mest ventede film på årets store Cannes Film Festival-comeback
'The French Dispatch'. (Foto: PR)

I coronaåret 2020 offentliggjorde Cannes-festivalen en liste med de film, der var udtaget til årets årgang. Men selve festivalen blev aflyst.

Også i år har verdens vigtigste platform for kunstneriske film hængt i en tynd tråd. Men en udskydelse fra de oprindelige majdatoer til juli gjorde underværker, og på tirsdag søsættes årets festival så uden på nogen måde at skulle lide af mindreværd i forhold til tidligere udgaver af festivalen.

Mange film, der egentlig var klar i 2020, har udskudt deres premierer et helt år for at kunne launche raketten fra Croisetten i 2021– og samtidig er der blevet produceret masser af nye film under corona, så festivalledelsen oplevede rekordmange indsendelser i udvælgelsesprocessen.

Og det kan godt være, at der er lidt færre store amerikanske stjerner end i andre årgange, men kigger man på de instruktørnavne, der er repræsenteret på tværs af programmet, efterlader det intet tilbage at ønske (ud over, selvfølgelig, et dansk indslag i hovedkonkurrencen).

Én af Cannes-festivalens ypperste forcer er, at de mest uforglemmelige oplevelser ofte ender med at være nogle helt andre end dem, man knyttede forventninger og håb til på forhånd. Det er gaven ved at sætte sig i sædet til film, man intet eller meget lidt ved om på forhånd.

Men det skulle da samtidig være mærkeligt, hvis ikke nogle af de internationalt anerkendte filmkunstnere, der har deres nye værker klar, ikke leverer varen.

Her er de 10 film, jeg ser mest frem til på forhånd.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The French Dispatch’

Wes Andersons ‘The French Dispatch’ er en af de film, der allerede lå klar i 2020, men den texanske auteur og hans hold har været indstillet på at vente et år og nuppe verdenspremieren på Cannes 2021 i stedet, nok særligt fordi hans nye film udspiller sig i netop Frankrig.

’The French Dispatch’ udspiller sig på en (fiktiv) amerikansk avis i en fransk by, og rollebesætningen er mildest talt imponerende. Timothée Chalamet, Frances McDormand, Saiorse Ronan, Bill Murray, Owen Wilson, Elisabeth Moss, Benicio Del Toro, Edward Norton, Tilda Swinton, Christoph Waltz og Adrien Brody er bare toppen af isbjerget.

‘Verdens værste menneske’. (Foto: PR)

’Verdens værste menneske’

Norske Joachim Trier har været en af Skandinaviens førende auteurs siden gennembruddet med ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’. Efter to afstikkere til henholdsvis USA (’Louder Than Bombs’) og den overnaturlige genre (’Thelma’) er Trier nu klar til at fuldende sin Oslo-trilogi med ’Verdens værste menneske’, der konkurrerer om Guldpalmen i hovedkonkurrencen.

Filmen handler om Julie, der er nået til det stadie i livet, hvor de fleste er klar til at stifte familie – inklusive hendes kæreste. Men mødet med en indtagende mand åbner et nyt kapitel for hende.

Som altid har Joachim Trier skrevet manuskriptet sammen med Eskil Vogt, der såmænd er dobbeltaktuel i Cannes, da han selv har instrueret filmen ’The Innocents’, som er udtaget til underkonkurrencen Un Certain Regard.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Titane’

Franske Julia Ducournau slog igennem med den følsomme og fandenivoldske kannibal-coming-of-age-film ’Raw’, og nu er hun så klar til at kæmpe om Guldpalmen med ’Titane’.

Den franske stjerne Vincent Lindon spiller en far, der genforenes med sin søn, som har været forsvundet i 10 år. Samtidig hærger en række uopklarede forbrydelser området. Den første trailer til filmen ser mildest talt urovækkende ud og lover en højstiliseret affære, der ser ud til at bevæge sig i uforudsete retninger.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Annette’

Den franske mester Leos Carax fik et stort arthouse-comeback med den vilde ’Holy Motors’, og nu vender han tilbage med en engelsksproget film, der ser ud til at følge en lidt mere konventionel fortællestruktur, men som helt sikkert stadig vil ramme uforudsigelige tangenter.

Adam Driver spiller en standup-komiker og Marion Cotillard en anerkendt sanger, der på overfladen er et perfekt par bosiddende i Los Angeles. Men da deres første barn, Annette, viser sig at være en mystisk pige med en særlig skæbne, ændrer deres liv sig.

Kultbandet Sparks har været med til at skrive manuskriptet – og leverer musikken til filmen, der skulle være en musical, plus-minus.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Bergman Island’

Vi bliver i det franske. Mia Hansen-Løve har med film som ’Things to Come’ og ’Eden’ bevist, at hun er en af de mest interessante europæiske instruktører lige nu.

I sin nye film allierer hun sig med skuespillerne Mia Wasikowska, Tim Roth og Vicky Krieps (’Phantom Thread’) til en fortælling om et amerikansk filmskaberpar, der rejser til en ø, hvor den svenske instruktørmester Ingmar Bergman skrev flere af sine store værker. Her skal de skrive hver deres manuskript, men som sommeren går, begynder grænsen mellem fiktion og virkelighed at blive udvisket.

‘Flag Day’. (Foto: PR)

’Flag Day’

Det var en af de største overraskelser i annonceringen af konkurrenceprogrammet, da Sean Penns nye film blev nævnt som en af årets Guldpalme-kombattanter.

Penn, som i disse år måske er mere kendt som aktivist end som filmmand, har vist sig som en glimrende instruktør med ’The Pledge’ og ’Into the Wild’, men sidste gang han var inkluderet i hovedkonkurrencen i Cannes, med ’The Last Face’ med Charlize Theron og Javier Bardem, gik det helt galt. Filmen var ulidelig og døde mere eller mindre med Cannes-pressevisningens buh-råb.

Man må tro, at han denne gang har noget at have det i, når han vender tilbage til hovedkonkurrencen i år. Filmen handler om forholdet mellem en datter og en far, der svindlede for mere end 20 millioner dollars for at forsørge hende. Sean Penn spiller selv faren, mens hans egen datter, Dylan Penn, indtager den anden hovedrolle.

‘Flag Day’. (Foto: PR)

’A Hero’

Iranske Asghar Farhadi har vundet en Oscar for både ’Nader & Simin’ og ’The Salesman’ og må regnes for en af klodens mest anerkendte instruktører med et utroligt højt bundniveau. Hans seneste film, den spansksprogede ’Alle ved det’, var dog hans svageste, så det er dejligt, at han nu vender tilbage til hjemlandet, hvor han alt andet lige har lavet sine bedste film.

Det er endnu ikke annonceret, hvad ’A Hero’ handler om, men vi behøver heller ikke vide det. Det kan næsten kun blive godt.

‘The Souvenir II’. (Foto: PR)

’The Souvenir Part II’

Mens de øvrige film på denne liste får premiere i den Guldpalme-fokuserede hovedkonkurrence, bliver der i den grad også vist lovende film i de øvrige programmer på festivalen. I parallelprogrammet Director’s Fortnight, eksempelvis, får Joanna Hoggs opfølger til den glimrende ’The Souvenir’ premiere.

Det er uhyre sjældent, at arthousefilm får en sequel, men det er altså tilfældet her. Bygget på sin egen ungdom handlede ’The Souvenir’ om en filmskolestuderende, der i 80’erne forelsker sig i en charmerende mand – der imidlertid viser sig at være en småsvindlende charlatan.

Toeren fortsætter vist nogenlunde, hvor etteren slap. På rollelisten er Honor Swinton Byrne og hendes mor, Tilda Swinton, foruden blandt andet Charlie Heaton kendt som Jonathan fra ’Stranger Things’. Martin Scorsese er inde over produktionen.

‘Paris, 13th District’. (Foto: PR)

’Paris, 13. District’

Jacques Audiard er manden bag ‘Profeten’, ’Smagen af rust og ben’ og Guldpalmevinderen ’Dheepan’. Mere behøver man næsten ikke at vide for at glæde sig til hans nye film, ’Paris, 13. District’.

Efter en amerikansk afstikker med den vellykkede western ’The Sisters Brothers’ er franskmanden nu tilbage på hjemmebane med det, der lyder som et veritabelt firkantsdrama: Filmen handler om Émilie, der møder Camille, som er tiltrukket af Nora, der støder ind i Amber. I rollen som Amber ses Noémie Merlant fra ’Portræt af en kvinde i flammer’.

‘Red Rocket’. (Foto: PR)

’Red Rocket’

Den poetiske og livskraftige ’The Florida Project’ fra 2017 er en af de bedste amerikanske independent-film fra nyere tid, og nu er instruktøren bag, Sean Baker – der også skabte den innovative ’Tangerine’ optaget på en mobil – så klar med sin første film siden.

’Red Rocket’ fortæller om en falleret pornostjerne, der vender tilbage til sin lille hjemby i Texas, hvor han ikke er specielt velkommen. I hovedrollen har Baker – der ofte caster amatører i sine film – overraskende peget på Simon Rex, der måske bedst er kendt fra et par af ’Scary Movie’-filmene eller for serien ’Typical Rick’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af