1. Sean Penn står bag festivalens suverænt dårligste film
Sean Penns ’The Last Face’ starter rædsomt. En fortekst præsenterer først de forfærdelige krige i Sierra Leone og Sudan for derefter at slå fast – nyt billede – at midt i dette kaos mødtes – nyt billede – en mand og – kunstpause, nyt billede – … en kvinde.
Kærlighed og folkedrab, here we go! Derfra kan det kun gå fremad? Næh, tværtimod.
Charlize Theron spiller en chef for en international nødhjælpsorganisation, der kører en on-off feltromance med en stjernelæge (Javier Bardem) for Læger Uden Grænser. De er begge rastløse sjæle, der kæmper med indre dæmoner, mens de sætter livet på spil for at redde andre, og efter forteksten tuner vi ind på en Danielle Steele-dimensioneret klæg replikudveksling som optakt til, at Theron skal holde en vigtig tale, som danner rammen for historien om deres forhold, vi skal til at bevidne.
Filmen fortæller derfra en kærlighedshistorie på et bagtæppe af sult, borgerkrig og desperation, og den har travlt med at forklare, at flygtninge også er mennesker. Men i et forstemmende selvbedragerisk anslag af hykleri er der gennem filmen, fra Monrovia til Sierra Leone, stort set ikke en eneste afrikaner, der har en betydelig replik. Nuttede børn, smukke kvinder og vanvittige børnesoldater er alt, de lokale bliver portrætteret som – med Theron og Bardem som deres selvhøjtidelige talerør, hvide frelsende engle, som feticheres på det skammeligste på en baggrund af ubærlige katastrofer. Lækkerlægerne har inderligt ondt af sig selv, mens de altruistisk prøver at gøre verden til et bedre sted.
Hver enkelt scene er et makværk. Den cheesy-erotiske sekvens, hvor en liggende Bardom kysser en statuarisk stående Therons tæer. Scenen, hvor Theron pjattende spørger, hvilken mand hun skal gribe fat i og blive gift med, og Jean Reno i ramme alvor bryder ind med replikken: »It’s not grabbing. It’s loving«. Scenerne (ja, i flertal), hvor Theron slår fast, at Bardem bare ikke kender hende, ikke engang selvom »du har været inde i mig«. Scenerne, hvor vesterlændingene filmes i sanktificerende frøperspektivsskud. Den vederstyggeligt malplacerede muzak-udgave af Red Hot Chili Pebbers’ ’How Long’.
Det værste af det hele er næsten, at Sean Penn utvivlsomt føler, at han har lavet et mesterværk, for filmen er fortalt og filmet som en (parodi på en) artfilm snarere end ren Hollywood. Men ikke bare det: Han føler sikkert også, at han er et utroligt godt menneske, der har lavet et mesterværk.
Fadæsen ’The Last Face’ er et afslørende spejlbillede af hans selvopfattelse – rystende selvhøjtidelig, hyklerisk og frelst, helt uden blik for konflikternes og nødhjælpsverdenens nuancer. En privilegeret hvid mand, der tror, at han har gennemskuet det hele, men vælger alle de nemme løsninger og stiller sig klar til at blive klappet på skulderen.
Jeg bryder mig normalt ikke om buhe-kulturen i Cannes, men da jeg sad i salen, kunne jeg mærke, at skulle det nogensinde være, skulle det være nu: Jeg stemte højrøstet i.
2. Cannes i fine streger
Det er værd at bide mærke i, når animationsfilm får en plads i Cannes-festivalens konkurrenceprogram. Det sker nemlig så sjældent, at det må betyde, at der er noget særligt på færde.
Ikke et ord mere (foreløbigt) om pr-indsatsen for den kommende DreamWorks-film ’Trolls’ med Justin Timberlake på lydsiden, men den schweiziske stop-motion-film ’Ma Vie de Courgette’ om en dreng på børnehjem, der har kørt i parallelserien ’Director’s Fortnight’, har fået glimrende anmeldelser. Og i dag spillede den fransk-belgiske ’The Red Turtle’ i underkonkurrencen Un Certain Regard, en ordløs fortælling om en mand, der strander på en øde ø.
Filmen er co-produceret af Hayao Miyazakis Studio Ghibli, og der er da også et slægtskab med den japanske mester, når manden fastholdes på øen af en rød skildpadde og slår den ihjel i frustration, hvorefter en smuk kvinde udklækker fra dens skjold.
’The Red Turtle’ udspiller hans livshistorie på øen med smuk klassisk musik på lydsiden og en elegant streg. Den dialogløse stil føles mindre naturlig, når der pludselig både er kone og barn in the mix, og filmen kunne måske lige så vel have været en kortfilm som en spillefilm på en lille halvanden time. Dog stadig en fin og bevægende oplevelse.
3. Adieu, farewell, auf wiedersehen, goodbye
Og det var så det. ’The Red Turtle’ blev min sidste film. Danmark kalder, desværre før de sidste to konkurrencefilm bliver vist: ’Nader og Simin’-instruktør Asghar Farhadis ’The Salesman’ og Paul Verhoevens ’Elle’ med Isabelle Huppert.
Jeg gør boet op senere, men at dømme ud fra de 19 ud af 21 hovedkonkurrencefilm, jeg har set, har det været en stærk Cannes-årgang. Der har kun været to komplette fejlskud, mange gode film og fire-fem fremragende. Dog savner man det uomtvistelige, overrumplende mesterværk i stil med ’Son of Saul’, ’Mommy’, ’Adéles liv’ og ’Den store skønhed’ fra nyere tid. Højt bundniveau, lidt lavere topniveau end de senere årgange.
Dansk film har allerede vundet en pris, da den danskproducerede Afghanistan-film ’Wolf and Sheep’ vandt hovedprisen Art Cinema Award i Director’s Fortnight-programmet.
Søndag aften uddeles så Guldpalmen og de øvrige priser. Stay tuned!
Læs også: Cannes dag 9 – hvem er det lige, der buher af Nicolas Winding Refn?