1. ’The Neon Demon’ deler vandene – som forventet
Kunne det næsten være anderledes, når en film, der leger med genreelementer og har grænseoverskridende vold, sex og blod, får premiere på den åh-så-fine Cannes-festival, end at den skulle blive mødt af buhråb?
Det var helt som forventet og skal primært ses som den hurtige og lette historie, her kort tid efter at Nicolas Winding Refns ’The Neon Demon’ er blevet vist for pressen på festivalen. Men ro på, alle sammen – i virkeligheden var der tale om en lille gruppe på 15-20 mennesker ud af et par tusinde, og det var vist primært nogle let forargede spanske journalister, der tog på vej.
Men som forudset i min ikke-anmeldelse af filmen deler ’The Neon Demon’ i den grad vandene at dømme ud fra Twitter-reaktionen, og det er akkurat kritikpunkter som form uden indhold, den bliver mødt af. Jeg synes selv, den er fremragende, hvilket man kan læse meget mere om her, og så vil jeg da også anbefale mit interview med Nicolas Winding Refn, hvor jeg kravler ind i hovedet på ham i bedste ’Being John Malkovich’-stil.
2. Alt er relativt, også skuffelser
Man kan nemt blive skuffet, når man holder de nye film fra elskede instruktører op mod deres tidligere. Pedro Almodóvars ’Julieta’, Jeff Nichols ’Loving’ og Xavier Dolans ’It’s Only the End of the World’ er slet ikke dårlige film. De er bare ikke lige så gode som filmskabernes mesterværker.
Sådan er det også med Jean-Pierre og Luc Dardennes nye film, ’The Unknown Girl’. De belgiske brødre har vundet Guldpalmen to gange (for ’Rosetta’ og ’Barnet’) og er selvskrevne til hovedkonkurrencen, men denne gang underpræsterer de.
Som altid hos The Dardennes er et stærkt personportræt i centrum, men for første gang kombineres det med en kriminalhistorie. Fundamentet under den unge læge Jennys liv rystes, da en kvinde, som hun ikke lukkede ind på lægeklinikken, bliver fundet død. Ud af dårlig samvittighed iværksætter hun sin egen efterforskning, og store dele af filmens drivkraft består i det nærmest whodunnit-agtige setup.
Kriminaldelen balancerer på kanten af det utroværdige, og filmen er mere sentimental end Dardenne-brødrenes bedste. Stortalentet Adèle Haenel er dog utroligt stærk i hovedrollen, og selvom kameraet ikke følger lige så intenst i hælene på hende som i for eksempel ’Rosetta’, nærer man stor sympati for hende undervejs.
3. Rumæner kører sig i stilling som dobbelt Guldpalmevinder
Bedre går det for Cristian Mungiu, der i den grad også har noget at leve op til: Han er nemlig manden bag en af 00’ernes bedste film, abortdramaet og Guldpalmevinderen ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’.
Jeg vil ikke afvise, at rumæneren kan blive en del af den meget lille flok, der har vundet Guldpalmen to gange.
Mungius nye, ’Graduation’, er nemlig en mesterlig og kompleks film, der leder tankerne hen på Hanekes ’Caché’ og Farhadis ’Nader og Simin’.
Det er en lortedag for lægen Romeo og hans familie. En lømmel smider en sten igennem ét af vinduerne i hans lejlighed, og senere bliver hans teenagedatter overfaldet og forsøgt voldtaget lige uden for sin skole. Tilmed mens Romeo er hos sin elskerinde.
Det bliver starten på en ond spiral af tvivlsomme beslutninger. Datteren skal de næste dage til eksaminer, der afgør hendes fremtid, og Romeo forvilder sig ind i et spind af vennetjenester for at redde hendes karaktergennemsnit.
Ved dagens pressemøde fortalte Cristian Mungiu, at han gerne ville skildre den sociale (modsat statslige) korruption i Rumænien, og det er lige netop, hvad han gør på den mest tankevækkende facon. Det er en film om de små moralske valg, der ikke kommer ud af excessiv grådighed eller onde viljer, men alligevel ender med at konstituere et dysfunktionelt fællesskab af mennesker, et samfund. Snebolden ruller i en etisk glidebane, som får selv grundlæggende gode mennesker ud af balance.
’Graduation’ er en meget lokal film, for den handler ikke mindst om, hvordan generationen efter Ceausescu ikke har formået at ændre samfundet tilstrækkeligt, og filmen er præget af en desillusion konstrasteret af et stille og forsigtigt håb til den nye generation.
Men man behøver lige så lidt være rumæner for at sætte pris på filmen, som man skulle være iraner for at kunne lide ’Nader og Simin’. Det er menneskets fundamentale moralske habitus, der er på spil.
Læs også: Ikke-anmeldelse af ‘The Neon Demon’