I skrivende stund vises ’The Neon Demon’ for en samlet verdenspresse i Salle Debussy på Croisetten i Cannes.
Jeg så den for halvanden måneds tid siden som forberedelse til et stort interview med Nicolas Winding Refn (som kan læses i vores nye magasin, men også lige her), og efter god journalist-skik kan jeg derfor ikke uddele stjerner til den danske instruktørs nye film.
Man må derfor vente på vores officielle anmeldelse, men derfor kan jeg jo godt skrive, hvad jeg synes om ’The Neon Demon’ – med alle mulige disclaimers om, at jeg tilbragte tre-fire timer med bagmanden i starten af april, og at jeg i øvrigt er medarrangør af en forpremiere på filmen på mandag. Så altså, det følgende er:
I ’The Neon Demon’ spiller Elle Fanning den unge Jesse, som rejser til Los Angeles i håb om at slå igennem som model. Hun får støtte af en ung, opbakkende fotograf med kærestepotentiale (Karl Glusman fra Gaspar Noés ’Love’) og indlogerer sig på et sleazy motel bestyret af den skumle Hank (Keanu Reeves).
Med sin naturlige udstråling bliver Jesse hurtigt opdaget af såvel chefen for et stort modelbureau (Christina Hendricks), en excentrisk stjernefotograf (Desmond Harrington) og en hypet modedesigner (Alessandro Nivola). Men hendes hurtige opstigning falder ikke i god jord alle steder, og topmodellerne Sarah (Abbey Lee) og Gigi (Bella Heathcote) skeler hurtigt til hende med en blanding af fascination, væmmelse og jalousi.
Horrorfilm uden horror
Det er en skarpkantet indføring i modebranchen, men the world of fashion er naturligvis ikke hovedsagen for Nicolas Winding Refn, hvis interesse for mode vel begrænser sig til de penge, han har fået for at instruere reklamer for eksempelvis Gucci. Men modebranchen er en gave til en så begavet billedtænker, og for mig at se er ’The Neon Demon’ Refns mest visuelt blændende film, hvilket efter ’Only God Forgives’ ikke siger så lidt.
Vi får serveret indtil flere blændende æstetiske set pieces, som ingen andre instruktører end lige netop Refn ville have kunnet lave. Et surrealistisk-narcissistisk take på en catwalk-scene, et photo-shoot på kridhvid baggrund og en jetset-fest med et svævende, sammenbundet menneske hører til blandt de atmosfæriske højdepunkter, og selvom filmen er rig på Refns efterhånden karakteristisk langsomme trackingskud i slowmotion, føles det også som en visuel mesters findyrkelse af talentet.
’The Neon Demon’ har langt hen ad vejen det samme meditative fortælletempo som ’Only God Forgives’, men den nyder godt af at være langt rigere på suspense (og dialog!), hvilket naturligvis hænger sammen med filmens udgangspunkt i horrorgenren (instruktøren har sagt, at han ville lave en »horrorfilm uden horror«).
Man bliver skuffet, hvis man forventer en konventionel teenagegyser, men Refn leger elegant med genrens troper: Det usle motel, den klamme motelbestyrer, det mennesketomme palæ, de uhyggelige omens, de mystiske symboler, spejlmotiver i hobetal, bikarakterer med enigmatisk dobbeltmotiv og referencer til forbilleder som Russ Meyers ’Beyond the Valley of the Dolls’. I øvrigt er det et genialt horrortræk, at Jena Malones søde makeup-artist, der bliver Jesses eneste ven, har en nebengesjæft i et lighus. Begge steder sminker hun døde mennesker!
I disse minutter nærmer publikum i Salle Debussy sig den sidste tredjedel af filmen, hvor Refn efter den tålmodige opbygning sætter blodig trumf på med flere esser i hånden. Et skift i synsvinkel minder om, hvor modig en filmskaber han faktisk er. Og flere kontroversielle scener er af den slags, der både vil vække jubel og buh-råb i salen.
Jeg vil vædde med, at filmen kommer til at dele vandene hårdt. Og jeg vil vædde endnu mere på, at kritikerne vil angribe filmen for to ting: For at være for reklameæstetisk lækker og for at være rendyrket form og facade.
Jeg har intet imod såkaldt reklameæstetik, når det er lavet med en så original billedsans som her (og når man kan lave reklamer som Refns arbejde for Cognac-mærket Hennessy, er der forresten intet i vejen med reklamer).
Om filmen er mere stil end indhold, og om man synes, det er vigtigt, er vel et spørgsmål om fundamentalt filmfilosofisk standpunkt. Men det er i hvert fald vigtigt at forstå, at Refn ikke laver intellektuelle film, men følelsesfilm. Det er det intuitive fortælleforløb og den hypnotiske stemning, der er målet i sig selv, det er filmen som aggressiv, ekstrem eksponent for en singulær, ofte tabubelagt, følelse i mennesket, som Refn synes at være optaget af. ’The Neon Demon’ følger sin egen logik, og man skal overgive sig til den sublime æstetik og atmosfære, hvis man skal sætte pris på den.
Kvindernes film
Skal man endelig snakke ’indhold’, er filmen rig på spydige kommentarer til skønhedsindustrien (den omvandrende plastikoperation Gigi går efter »at ligne et tøjstativ« og har fået lagt ørerne ind for at kunne sporte en rottehale). Og så handler den, som de fleste af Refns film, om instruktøren selv.
Man kan finde ham i Jesse, for ligesom hende kom han til USA fra højre og blev udråbt som den nye frelsende engel med ’Drive’, og ligesom hende måtte han spille spillet, sød og imødekommende udadtil, mere kynisk målrettet bag facaden.
Han findes dog også i Sarah, modellen, der er etableret, men stadig følsom, og som vil gøre hvad som helst for at blive på toppen.
Man kan diskutere, om man føler nok for Jesse, men man kan også diskutere, om det er meningen, for hun er mest af alt et billede på mode- (og film-)industriens konstante jagt på det unge og friske kød. Og faktisk blev jeg i stedet overraskende rørt af Abbey Lees Sarah, som pludselig må se sig forbigået.
Keanu Reeves motelbestyrer virker underbelyst, og også Jesses fotograf-fling glider hurtigt ud af billedet. Men ’The Neon Demon’ er og bliver kvindernes film, og man må give Refn, at han ikke falder i den politiske korrektheds polerede gryde, når han nu for første gang beskæftiger sig med kvindelige hovedkarakterer (han har fået to kvindelige forfattere til at hjælpe med manuskriptet).
Kvinde er kvinde værst i Refns filmiske verdensbillede, og særligt to scener på et dametoilet er uimodståeligt intrigante.
’The Neon Demon’ skal ses på et stort lærred, hvor man først kan flyde væk i dens overvældende tableauer og siden blive chokeret på den store skala, og hvor Cliff Martinez’ elektroniske score drønende effektivt kommer til sin ret.
Jeg så filmen, inden markedsføringens trailers, billeder og klip havde chancen for at præge forhåndsforventningerne. Jeg blev slået bagover og kørt fornøjeligt om hjørner med af en, uanset hvad man synes om ham og hans værker, unik dansk filmkunstner.
Om et par minutter slutter ’The Neon Demon’ i Salle Debussy, og jeg er spændt på, om andre deler min oplevelse.
Læs også: Alle Nicolas Winding Refns film, rangeret fra værst til bedst