Han brød igennem som blot 26-årig med ’Pusher’ og med en provokerende fuckfinger til etablissementet, og siden har han taget skridtet op på den helt store internationale scene som en af sin generations mest uregerlige og respekterede filmkunstnere.
Han har opnået sin position i verdenseliten ved at lave film med en sjælden kompromisløshed. Og lidt som med Lars von Trier kan man lide hans film eller lade være, men man kan ikke se dem som mindre end udtryk for en radikal kunstners vision. Alle Refns film er interessante på hver deres måde, og langt de fleste af dem er vellykkede.
Men hvilken er egentlig den bedste? Hans seneste på engelsk eller hans første på dansk? På torsdag får Refns nye film, ’The Neon Demon’ med Elle Fanning, verdenspremiere på Cannes-festivalen, hvor også ’Drive’ og ’Only God Forgives’ så dagens lys.
Vi benytter anledningen til at kigge tilbage på Nicolas Winding Refns ni film – og komme med et bud på en rangering.
9. ’Fear X’
Nicolas Winding Refn har kun én økonomisk fiasko på cv’et, og den var ved at sætte en brat stopper for hans karriere, men blev paradoksalt nok også et vigtigt reboot af instruktørens kunstneriske virke.
’Fear X’ gav Refn og producer Henrik Danstrup en personlig gæld på fem millioner kroner, hvilket var baggrunden for, at han satte sig for at lave to ’Pusher’-film mere i rekordfart, på papiret ’sikre’ succeser.
Samtidig er filmen – hans tredje og første på engelsk – den eneste, som Refn selv kalder mislykket. Og når man ser den i dag, må man give ham ret i, at det er den af hans film, der mindst forløser instruktørens ambitiøse vision – selvom der er masser af spændende takter i den.
John Turturro spiller Harry, en sikkerhedsvagt, hvis kone er blevet slået ihjel i kælderen på det butikscenter i Wisconsin, hvor han arbejder. Politiets opklaring trækker i langdrag, så han har viet sit liv til at opklare forbrydelsen. Hver aften ser han overvågningsbånd igennem i jagten på spor. Én dag kommer får han dog færden af en politimand, Peter (James Remar, Dexters far i ’Dexter’), som synes at være indblandet.
Første halvdel af filmen er et stemningsfyldt studie i Harrys sorg og hans besættelse af at få svar på det meningsløse mord, godt underbygget af Brian Enos musik. Men så snart Harry rejser til Montana i jagten på gerningsmanden, og filmen graver dybt i en fordækt konspiration, mister den dog fokus. Det er Refns mest Lynch’ske film, og mod slutningen graviterer den interessant mod det surrealistiske i en elevatorscene, der på en måde genspejles i ’Only God Forgives’.
Refn vender dygtigt den psykologiske thriller på hovedet og klipper for eksempel væk, da filmens centrale voldshandling finder sted. Men slutningen er antiklimatisk, og i sidste ende lander ’Fear X’ et lidt uforløst sted mellem psykologisk realisme og metafysisk surrealisme.
8. ’Bleeder’
Da Refns ventede opfølger til ’Pusher’ kom ud i 1999, syntes jeg omtrent, at det var den bedste danske film nogensinde. Den ramte et radikalt mørke og en gennemvædende nihilisme, som virkede ny og ekstremt spændende på danske plader, især når man selv var en prætentiøs teenager.
Ved gensyn er filmen en mere ujævn størrelse, og flere filmiske og dramaturgiske greb virker en anelse bedagede i dag, fra karakterintroduktionen i begyndelsen med kantede musikalske ledemotiver til det flyvende kamera blandt dvd’erne i videobutikken og den tvedelte historie, der indgyder henholdsvis håb og håbløshed.
Den sortsynede historie fokuserer på Kim Bodnias Leo, hvis kæreste Louise (Rikke Louise Andersson) er gravid. Men Leo har pres over udsigten til at være ansvarlig for at føre liv videre i en toværelses-skodlejlighed uden nogen form for lovende fremtidsudsigter, og han kanaliserer sin indestængte aggressioner ud i voldsomme vredesudbrud, som bringer ham på kant med Louises bror, den småkriminelle Louis (Levino Jensen). Bodnias skildring af desperat maskulinitet spiller på mange af de samme tangenter som Frank i ’Pusher’, men ikke mindre frygtindgydende af den grund. Faktisk rammer den et dybere lag, og Bodnia gik da også ned psykisk efter filmen.
Den mere håbefulde del af filmen fokuserer på den indesluttede filmnørd Lenny (Mads Mikkelsen), der arbejder i en videobutik bestyret af Zlatko Buric’ Kitjo og langsommeligt tager tilløb til at turde tale med en sød pige (spillet af Refns nuværende hustru, Liv Corfixen) på grillbaren ved siden af.
Scenerne, hvor Kitjo, Lenny og Leo ser og snakker film i videobutikken, er uimodståelige for filmelskere, og både Lenny og Leo er afrundede, meget stærke figurer inkarneret imponerende af dansk films måske bedste mandlige skuespillere. Der er dog også noget lidt bastant i kontrasten mellem lyset og mørket, og eskaleringen i Leo-historien føles knap så organisk som i Refns øvrige film.
Men hey, for en 29-årig knægt er det absolut ikke en dårlig follow-up på et så markant gennembrud som ’Pusher’.
7. ’Valhalla Rising’
Nicolas Winding Refn ynder – og elsker – at lave noget helt, end folk forventer. Da han meldte ud, at han ville lave en vikingefilm, forestillede mange sig muligvis en episk fortælling i bedste ’Braveheart’-stil, men det ville ligne Refn dårligt at lave en konventionel Hollywood-basker.
’Valhalla Rising’ er da også alt andet end det: En hallucinerende og blodig meditation over menneskets møde med naturen, der mere leder tankerne hen mod Werner Herzogs ’Aguirre’ end Mel Gibson. Mads Mikkelsen spiller krigeren One-Eye, der holdes til fange og udnyttes som præmiefighter af en klan i det skotske højland. Han slipper fri, og sammen med en dreng, der følger efter ham, slutter han sig til en gruppe kristne vikinger på vej mod det store Amerika.
One-Eye er synsk, og et af de underliggende spørgsmål er, om han er en engel eller djævel. Der ligger en tematik om den misforståede kunstner og lurer et sted mellem linjerne, men det er primært for den storslåede vision, der afviger kraftigt fra Refns øvrige oeuvre, at man for alvor kan påskønne filmen.
’Valhalla Rising’ fik en hård modtagelse af de danske anmeldere, men større anerkendelse i udlandet. Og den bør ikke vurderes som en konventionelt plotdrevet film, men som en slags blanding af Tarkovskij og Jodorowsky, en ulmende enigmatisk rejse gennem et barskt landskab, hvor momenterne af skånselsløs vold afpiller enhver forestilling om menneskelig civilisation.
6. ’Only God Forgives’
Nicolas Winding Refn var i mange år træt af, at folk altid forbandt ham med ’Pusher’, og nu er det ’Drive’, alle hans film bliver holdt op mod.
Mange havde forventet en ’Drive 2’ af ’Only God Forgives’, ikke mindst fordi Ryan Gosling igen havde hovedrollen, og fordi vi igen befandt os i et på overfladen maskulint univers, denne gang Bangkoks gangster- og thaiboksning-verden.
’Only God Forgives’ var imidlertid noget helt andet, et billeddigt mindre optaget af plotstruktur end af sfæriske stemninger, østlig mystik og dristige metaforer. Den delte vandene, fra topkarakter i The Guardian til den nedsabling af en anmeldelse fra The Observer, som Refn masochistisk læser op fra i en hysterisk morsom scene i ’My Life Directed by Nicolas Winding Refn’, hans kone Liv Corfixens dokumentarfilm om tilblivelsen af ’Only God Forgives’.
Det er en usandsynligt smuk film, hvor der tydeligvis er kælet for hver en visuel detalje. Og lader man sig svømme væk i det røde hav af manende slowmotion-billeder, venter der da også en stor oplevelse. Til gengæld har filmen ikke den intensitet, som man ofte forbinder med Refn, og som også løftede ’Drive’.
Gosling spiller Julian, der sammen med sin psykopatiske bror driver en kombineret thaiboksning- og narkoforretning i Thailand. Da broren voldtager og myrder en ung prostitueret, bliver han selv slået ihjel af den karaoke-syngende, sværsvingende politimand Chang, og kampen skal nu stå mellem Julian og Chang.
Kampscenerne er velkoreograferede, og hvert et sekund med Kristin Scott Thomas’ frygtindgydende moderdyr er vitalt, ikke mindst når hun i en middagsscene kalder Julians kæreste for en »cumdumster« (fun fact: det var Ryan Goslings forslag!) og sammenligner pikstørrelsen på sine to sønner.
Som i mange af Refns film handler hovedkarakteren mod sit eget, alt for godt skjulte moralske kompas. Julian er en modvillig hævner, der trækkes ned i et morads af hævnkoder, hvor han ikke har en chance. De maskuliner idealer, man forbinder med kampsportsgenren, bliver vendt på hovedet i skildringen af Julians komplicerede forhold til sin mor, og der er masser af symboler at gå på opdagelse i.
Men der er bare en større distance end i de fleste af Refns film, som man skal kunne sætte pris på, hvis man skal overgive sig 100 procent.
5. ’Pusher III’
Det er svært at rangere filmene i ’Pusher’-trilogien, og Refn ville formentlig selv rangere dem diametralt modsat, end jeg gør på denne liste. I hvert fald mener han, at ’Pusher II’ og ’III’ er bedre end etteren, og han har flere gange antydet en særligt stor kærlighed til treeren, som da også er mere radikal end den mere mainstream-humanistiske toer.
Zlatko Buric slog eftertrykkeligt igennem med sin birolle som den madglade gangsterboss Milo i den første ’Pusher’. Hans intonation, timing og accent er uforglemmelig, men det var retrospektivt et modigt valg at ophøje denne figur, som af mange blev set som en slags comic relief, til en hovedkarakter, der skal bære en hel film.
Som Frank i etteren og Tonny i toeren er Milo i treeren en presset mand. Han står for maden til sin skrappe datters 25 års fødselsdagsfest, han går til møder for stofafhængige på grund af sit heroinmisbrug, og han er en ældre herre på et narkomarked i hastig udvikling. I løbet af få timer står han med en massiv gæld på hånden og et par særdeles usympatiske østeuropæiske gangstere i sit nærvær.
Filmen, der blev lanceret med undertitlen ’I’m the Angel of Death’, fik generelt en lunken modtagelse i de danske medier (tre hjerter i Politiken, tre stjerner i EB, to stjerner i Berlingske og BT), men det er ufortjent. Det er en voldsom, sørgmodig og stedvist morsom tour de force gennem et mareridtsdøgn, hvor Milo får brug for alle sine tricks – og gamle venner – for at overleve. Sidste akt er noget af det mest grusomme, vi har set i dansk film, og skulle nogen nogensinde have kritiseret Refn for at glamourisere vold og gangstermiljøet, skal de bare gense denne film.
’Pusher III’ er langt fra så opbyggelig som ’II’, men bag de barske ydre gemmer der sig en smuk historie om, hvad en slidt familiefar vil gøre for sin datter. Og så er det et lige så illusionsløst portræt af Nordvest, som ’Pusher’ var af Vesterbro.
4. ’Pusher II’
Det sidste, vi så til Mads Mikkelsens mere kække end kvikke Tonny i ’Pusher’, var, da han fik en ordentlig røvfuld af Frank på deres stambar.
Derefter forsvinder Tonny ud af filmen. Hvad blev der af ham? Og hvem er han egentlig? Det besvarer Nicolas Winding Refn i ’Pusher II’, der sammen med treeren blev lavet for at lukke milliongælden oven på ’Fear X’.
Tonny kommer ud af fængslet og opsøger sin far, bilmekanikeren og gangsterbossen Smeden (Leif Sylvester). Han er ivrig efter at bevise sit værd, men Smeden har ikke den store tiltro til sin søns evner – med god grund. Samtidig finder Tonny ud af, at han er blevet far. Og mens moren til barnet gerne vil have børnepenge, giver hun i øvrigt ikke mange flade femører for Tonny. »Respekt« har han tatoveret i nakken, og han angler efter den, men møder den ingen steder.
Det er et af de mest rørende gangsterportrætter nogensinde set på film. Man ikke bare fornemmer, men føler den usikkerhed og det mindreværd, der gemmer sig bag Mads Mikkelsens selvsikre udmeldinger om, hvor fed han er. Selvom Tonny måske ikke har fortjent bedre, gør det umanerligt ondt, når han bliver afvist af sin far, og når han i sidste akt tager sagen i egen hånd, løfter filmen sig til Shakespeare i hættetrøje. Med ’Pusher II’ og ’Only God Forgives’ har Nicolas Winding Refn både slået mor og far ihjel.
’Pusher II’ slutter håbefuldt, hvilket understreger en vigtig pointe i forhold til Refns film, der ofte bliver stemplet som mørke og sortsynede: Mange af dem slutter faktisk med et forsigtigt håb og flere af dem endda med tydelig patos.
3. ’Pusher’
Det er muligvis en mindre formfuldendt film end toeren og treeren, men dens intensitet og nerve holder stadig så godt her 30 år efter premieren, at man må bøje sig i støvet. Jeg er nødt til at placere den i toppen blandt ’Pusher’-filmene.
Refn var startet på Filmskolen, da producer Henrik Danstrup pludselig kom med en pose penge og muligheden for at lave en spillefilmudgave af den amatørkortfilm, som han havde lavet med sig selv i hovedrollen, og som havde kørt på lokal-tv.
Refn droppede – som den første i historien – ud af skolen for at lave filmen og gudskelov for det. ’Pusher’ var en milepæl, ikke mindst fordi det var første gang, at Københavns kriminelle underverden og underklasse kom til live på film med besættende energi og hårdtslående realisme.
Kim Bodnia, der var slået igennem i ’Nattevagten’, erstattede en anden skuespiller kort tid før optagelserne og bibragte en kompromisløshed, der matchede instruktørens. Hver eneste scene er enten humoristisk livfyldt (ikke mindst dem med Zlatko Buric’ Milo), imponerende naturlig (som med Tonny og Frank i bilen gennem København) eller gennemført nedslående. Man har håb for forholdet mellem Frank og Laura Drasbæks Vic (»jeg er ikke luder, jeg er champagnepige«), men ved også godt, at Frank er i magnetisk bevægelse mod undergangen.
Det er en film om mennesker, der håber på social opstigning, på et andet liv, men tager de forkerte beslutninger og bringer sig selv helt derud, hvor de ikke kan bunde. Slutningen med Franks endelige valg er nært beslægtet med Michael Manns ’Heat’ med De Niro og Pacino, der kom ud året før. Begge er paradoksale emotionelle mavepustere, for lige meget hvor umoralsk og svinsk Bodnia og De Niro har handlet, håber man inderligt, at de vælger livet og finder kærligheden.
2. ’Bronson’
Nicolas Winding Refn har udtalt, at han har været så privilegeret at arbejde med de tre største mandlige skuespillere i deres generation, Mads Mikkelsen, Ryan Gosling og Tom Hardy. Og imponerende er det da også, at Refn har spillet en så vigtig rolle i at tilslibe tre så umiskendelige talenter og at give dem så ikoniske roller, at de vil blive husket blandt deres bedste, når de engang går på pension.
Refn og Hardy gik skævt af hinanden, første gang de mødtes, men anden gang klikkede de, og når man ser Hardy i rollen som Englands farligste fange, Michael ’Bronson’ Peterson, er det umuligt at forestille sig andre i rollen. Hardy giver en opvisning i fysisk presence, som passer perfekt ind i det skue, Refn har placeret ham i.
Danskeren var egentlig en hired gun, men han forkastede alt fra manuskript til filmarbejdere og gjorde projektet til sit helt eget. Han læste Bronsons selvbiografi og spejlede sig i hans higen efter at blive kendt – Bronson skulle bare finde ud af hvordan, som han siger i filmen.
Bronsons genvej til berømmelse blev hans manifestationer af vold, og det er en provokerende genistreg af Refn at lade Bronson præsentere sin kunst på scenen foran et publikum – voldsmanden som performance-kunstner simpelthen. Og Bronson spejler da også den politisk ukorrekte, autoritetssky Refn, når han lader én velmenende fængselspædagog komme ind på livet af Bronson blot for at give ham den ultimative ydmygelse til sidst.
Vi føres igennem de centrale punkter i Bronsons liv, men det stiliserede udtryk og den teatralske facon skaber et bizart univers, der ligger meget langt væk fra traditionelle biopics. Det gør ’Bronson’ til et dramaturgisk og stilistisk mesterstykke – og et utroligt slagkraftigt kunstnerisk statement.
1. ’Drive’
Man kunne godt frygte, at en film, der i så høj grad som ’Drive’ definerede den filmiske tidsånd (ikke mindst takket være Kavinskys elektropop og Cliff Martinez’ score, der i øvrigt understreger Refns særlige musikalske øre), ville have svært ved at modstå tidens tand.
Og det er selvfølgelig stadig umuligt at sige, hvordan ’Drive’ vil bliver anset på den lange bane, men her et halvt årti efter premieren står filmen i hvert fald mindst lige så stærkt, som da den fik premiere i 2011. Det er en kongenial sammensmeltning af en ærkeamerikansk genre – bil-/actionfilmen – og en europæisk sensibilitet, hvor karakterarbejdet og den underliggende melankoli er lige så vigtig som de pludselige udbrud af vold (ironisk nok har Albert Brooks en guddommelig replik i filmen: »Jeg producerede film i 80’erne. Actionfilm, sexy stuff. En anmelder kaldte dem ’europæiske’. Jeg syntes, de var noget lort«).
’Drive’ er et godt eksempel på, hvordan volden i Refns film altid tjener en meget konkret funktion og sjældent er exces for excessens skyld. Som i den brutale scene, hvor Ryan Goslings Driver smadrer hovedet på en bad guy i en elevator, og den enigmatiske mand gennem dette kontroltab afslører en grim side af sig selv til den søde Irenes store forfærdelse.
Gosling er mild og mystisk som den introverte chauffør, der higer efter at gøre noget godt i verden. Som mange af Refns karakterer er han rundet af en eksistentiel ensomhed, der bliver blødt op, da han møder Irene og hendes søn. Og som i ’Pusher’ og ’Bleeder’ er man dybt investeret i, om kærligheden overvinder alt, eller om de faretruende elementer af vold og hævn trækker stikket i sidste ende.
Det er en exceptionelt velorkestreret film i både optrapning, enkeltscener, atmosfære og lyd. Med de varme billeder af et mennesketomt L.A. og de velsmurte slowmotion-sekvenser er det en stilistisk uovertruffen cool film, der fortjener sin status som nyklassiker. Det er en film, man har lyst til at se og høre på repeat, også her fem år senere.
Læs også: Kom til Soundvenue Forpremiere på ‘The Neon Demon’
Læs også: Cannes-highlights dag 6 – Kristen Stewart-film buhes ud