Vi kårede den som en af de bedste danske serier i 2020, og nu har Hollywood også fået øjnene op for ‘Ulven kommer’.
DR skriver nemlig, at de har solgt rettighederne til dramaserien til amerikanske FX.
Den toneangivende tv-kanal bag ‘The Bear’ og ‘Shogun’ er nu i gang med et remake af Maja Jul Larsens fortælling om en socialrådgiver, der efterforsker en teenagepiges anklager om vold i hjemmet.
Ingen ringere end Oscar-vinderne Oliva Colman og Brie Larson skal indtage hovedrollerne i den nye serie, der bliver skrevet af Sarah Treem, som skabte ‘The Affair’ og desuden har ‘House of Cards’ og ‘In Treatment’ på cv’et.
»Første gang jeg så ‘Ulven Kommer’, var jeg fuldstændig blæst bagover af de stærke og komplekse temaer i serien, og jeg er begejstret over at få lov til at lave den om til en amerikansk version«, udtaler Treem til DR.
»Manuskriptforfatter Maja Jul Larsen sætter ord på de komplicerede dynamikker, vi ofte har svært ved at tale om – i parforhold, mellem mødre og døtre og i forholdet mellem kvinder og magt. Vi er kun lige begyndt at skrive, og vi glæder os til at bygge videre på hendes stærke fundament«.
Maja Jul Larsen, som tidligere har skrevet manuskript til blandt andet ‘Borgen’, ‘Bedrag’ og ‘Arvingerne’, er også begejstret for, at serien får en amerikansk nyfortolkning.
»Hun er en af min generations dygtigste serieskabere, jeg har længe beundret Sarah Treems arbejde, og det er en ære, at hun vil lave en amerikansk version af ‘Ulven kommer’«, siger Jul Larsen.
»Hun skriver med en sjælden præcision og menneskelig indsigt, og jeg glæder mig til at se, hvordan hun gør serien til sin egen. At Olivia Colman og Brie Larson spiller hovedrollerne, er næsten ikke til at fatte – de er verdensstjerner og exceptionelle skuespillere«.
Maja Jul Larsen står også for DR’s kommende dramasatsning baseret på Kim Blæsbjergs roman ‘De bedste familier’.
