KOMMENTAR. Hvem var den store vinder af nattens Emmy-show, tv-verdenens svar på Oscar-prisen?
Du har måske allerede læst, at ’The Bear’, ’Shogun’ og ’Baby Reindeer’ løb med mange af priserne.
Men skal man udråbe én triumfator fra Emmy Awards 2024, er det ikke en enkelt serie, men en hel kanal.
Navnet er FX, og selvom det er to bogstaver, der har haft massiv indflydelse på serielandskabet de seneste to årtier, er der næppe mange uden for den mest inkarnerede serienørdboble herhjemme, som føler en nævneværdig sjælelig tilknytning til dem.
Men det bør alle serieelskere faktisk have.
36 Emmy-priser vandt FX efter at have indsamlet en hær af nomineringer fordelt på serier som ’The Bear’, ’Shogun’, ’Fargo’, ’Feud: Capote vs. The Swans’ og ’What We Do in the Shadows’. Netflix og HBO/Max, som mange nok stadig først og fremmest forbinder med kvalitetsserier, sakkede langt bagefter.
Og det er en succeshistorie, som er værd at tage notits af, hvis man har den mindste forkærlighed for originale serier med høj kunstnerisk integritet.
Et elsket jakkesæt
Topscorerne ’The Bear’ og ’Shogun’ er begge glimrende eksempler på, hvad FX kan.
Den ene en kokkeserie, der bevæger sig i overraskende tonelejer mellem arbejdspladskomedie, familiedrama og traumeportræt, og som tager store spring og chancer fra afsnit til afsnit. Den anden en svimlende dyr episk produktion fra det feudale Japan, som udspiller sig mestendels på japansk med ukendte skuespillere i hovedrollerne – en vanvittigt risikabel produktion for en hvilken som helst amerikansk serieleverandør.
Det er langt fra en tilfældighed, at disse to serier kommer ud af FX-laboratoriet. Med øverste chef John Landgraf i spidsen har kanalen kultiveret en helt særlig profil siden starten af 00’erne. Kanalens første hits var serier som ’The Shield’, ’Nip/Tuck’ og ’It’s Always Sunny in Philadelphia’, mens alt fra ‘Sons of Anarchy’ og ’The Americans’ til ’Archer’, ‘Legion’ og ‘Pose’ dominerede i 10’erne.
Her brød kanalen desuden ny grund i komedieformatet, hvor nu skandaliserede Louis C.K. skabte en overrumplende genistreg med den uforudsigelige ’Louie’, der banede vejen for andre FX-formater i krydsfeltet mellem drama og komedie som ’You’re the Worst’, ’Atlanta’ og ’Better Things’.
Fælles for FX-serierne er, at de er filtreret af en tydelig kunstnerisk stemme, der forfølger sin egen vej i både tone, visuel stil og plot. Modsat meget andet i landskabet virker det aldrig, som om de lefler for laveste fællesnævner eller forsøger at skyde billige genveje mod popularitet. Samtidig er serierne sjældent prætentiøst højtravende, som de nogle gange tenderer til hos konkurrenten HBO – underholdningen er fortsat i højsædet.
John Landgraf har med årene oparbejdet en unik position som noget så sjældent som et suit, der er elsket af de kreative. Han har knyttet et særligt bånd med guldfuglen Ryan Murphy, der har skabt hits som ’American Horror Story’, ’American Crime Story’ og ’Feud’ for FX, og han er kendt for at give forfatterne og instruktørerne plads og rum til at forfølge deres vision.
Tumultarisk tid mod en ny æra
Dermed ikke sagt, at Landgraf bare lader dem køre deres eget løb. Tværtimod er han meget mere hands on på alt fra manuskripter til klipning, end en CEO normalt er, men hans mission er hele tiden at hjælpe serieskaberne til at holde fast i deres oprindelige idé og give denne idé det rette udtryk.
Det er meget sigende, at en serieskaber aldrig er blevet fyret eller selv har sagt op i utide hos FX.
Så respekteret er John Landgraf, at han er blevet kaldt »tv’s borgmester«, og det var ham, der i 2016 fandt på udtrykket Peak TV som profetisk betegnelse for den æra, hvor der blev produceret flere serier end nogensinde før med streamingtjenesternes indtog og hårde indbyrdes konkurrence – også langt flere serier, end markedet kunne bære.
Før denne streamingæra var FX selv en almindelig lineær kanal i USA, og John Landgraf ved om nogen, at dét var et farligt udgangspunkt, efterhånden som seerne og pengene gik fra gammeldags flow-tv til streaming.
Men FX blev ført ind i en ny tidsalder, da mediegiganten Disney i slutningen af 2017 opkøbte Fox, som ejer FX, i en af de mest opsigtsvækkende mediehandler i nyere tid.
Indledningsvist kunne det ses som endnu en trussel for FX-brandet, som nu pludselig skulle finde sin plads hos den gigantiske familie-mindede Disney-koncern, streamingtjenesten Disney+ og Disneys egen voksenstreamingtjeneste Hulu. I den slags bundlinjefokuserede fusioner kan nichebrands meget nemt komme i klemme, men Disneys øverste chef Bob Iger så en klar fordel i at lade John Landgrafs kvalitetsbevidsthed bane vejen for, at Disney kan tiltrække og fastholde voksne seere ud over børnefamilierne.
I dag synes FX at stå stærkere end nogensinde. Mens der er grund til at være bekymret for nichekongen HBO, der blandt andet er presset af, at deres nye moderskib Warner er trængt på økonomien, og som i stigende grad fokuserer på franchises som ’Game of Thrones’ og D.C.-superhelte, synes FX at have fundet sig godt til rette i den nye verden.
Læg mærke til logoet
Det har de gjort ved ikke at gå i panik og ved at tro på, at mange af deres gamle værdier stadig virker, selvom serielandskabet forandrer sig med hastige skridt: Deres loyale opbakning til kunstnerne. Deres tro på, at et positivt og konstruktivt arbejdsmiljø bringer bedre resultater end stress og frygt. Og ikke mindst en tillid til, at seerne ikke altid ved på forhånd, hvad de gerne vil se – en tillid, som man skal lede langt efter på det algoritme- og IP-fikserede tv-marked.
’Shogun’ og ’The Bear’ er direkte konklusioner af de værdier, og det samme er andre succesfulde nyere FX-serier som ’The Old Man’, ’Fleishman Is in Trouble’, ’Under the Banner of Heaven’ og den roste komedieserie ’English Teacher’, som er kanalens seneste hit.
I år var der også seks Emmy-nomineringer til femte sæson af ’Fargo’, som også inkarnerer, hvad FX kan. For selvom man her opererer i feltet for allerede kendt materiale, har man skabt en serie, der er så fuld af originalt fortællemod, at det er et eksempel til efterfølgelse for alle andre, der skal bygge videre på eksisterende historier. Selv når FX opsøger velkendte ruter, ender de med at opfinde nye veje.
John Landgraf arbejder sammen med et hold af mellemledere, der har været i virksomheden i årtier, og sammen har de langsomt, men sikkert dyrket og næret et brand, som lige nu er amerikanske kvalitetsseriers bankende hjerte.
I dag figurerer FX-logoet centralt på alle plakater og trailers for deres serier for at udbrede kendskabet til brandet blandt uvidende abonnenter på Disney+ (og i USA Hulu), og som seer bør man bestemt også tage notits, når man støder på det. FX laver simpelthen serier, som ingen chance har andre steder for tiden.
Som John Landgraf selv har udtrykt det:
»Hvis du ser en FX-serie, kan du måske lide den eller ej, men du bør uanset hvad tænke, at nogen arbejdede virkelig, virkelig hårdt for at lave noget godt«.
Det er ikke HBO. Det er federe.
Alle FX’ serier kan ses på Disney+ i Danmark.