1. USA’s nye store filmkronikør går mainstream
Med Coen-brødrene, Tarantino og Linklater i fuld vigør kan man indimellem spørge sig selv, om den næste generation af store amerikanske filmfortællere har markeret sig tilstrækkeligt.
Men én af dem, der meget vel kan ende med at blive nævnt i samme åndedrag som disse, er Jeff Nichols. Han laver typisk film om forældre-børn- og familieforhold i USA’s landområder, og han har endnu til gode at lave en mindre end fremragende film: Den lovende ’Shotgun Stories’’ blev fulgt op af det dystopiske mesterværk ’Take Shelter’ og siden den følsomme americana– og coming of age-historie ’Mud’.
Mens vi stadig venter på den 37-årige instruktørs sci-fi-film ’Midnight Special’ herhjemme, har hans hurtige opfølger, ’Loving’, nu set dagens lys i Cannes. Og den bekræfter Nichols eminente fortælletalent – men er også hans mest konventionelle film til dato og knap så interessant som hans tre første.
Til gengæld er det hans mest Oscar-egnede, både fortællemæssigt og tematisk. Filmen bygger på en autentisk historie om den hvide mand Richard og den sorte kvinde Ruth, der i slutningen af 50’erne bor på landet i Virginia og beslutter sig for at tage på en ekskursion til Washington D.C. for at blive gift. I deres egen hjemstat er ægteskab på tværs af race nemlig forbudt, og der går da heller ikke længe, før de har det lokale politi og domstolen på nakken.
De drømmer om at bygge deres eget hus med vidde marker og grønt græs omkring sig, men tvinges til at forlade staten og flytte til en afskallet, klaustrofobisk lejlighed i storbyen. Indtil de øjner en mulighed for at slå systemet.
Til Nichols entydige ros skal det lyde, at den halvsentimentale fortælling aldrig kammer over i store paroler og højstemte violiner. Richard og Ruth skildres som average folks, der helst bare vil lades være og leve et almindeligt roligt liv, og Nichols kamera registrerer dygtigt deres forundring, frygt og skuffelse. I rollen som Ruth er Ruth Negga (’World War Z’) et scoop, og med nærmest umærkelige ansigtsforskydninger fortæller hun en stor historie. Oscar-buzzen begyndte få sekunder efter visningen.
Når det så er sagt, er der ingen overraskelser i ’Loving’, der repræsenterer en mainstream-udvikling for Nichols, og der er allerede Oscar-buzz om filmen. Det kan vel nok være med til at positionere ham stærkere i inderkredsen af Hollywood og forankrer hans status som USA’s store nye filmkronikør, men forhåbentligt er det ikke en tangent, han planlægger at bevæge sig endnu længere ud af fremover.
2. Stewart sitrer i ujævn film
Man må tage hatten af for de tidligere ‘Twilight’-stjerner Robert Pattinson og Kristen Stewart. I stedet for at forvilde sig videre ind i Hollywoods blockbusterorkan har de nøje udvalgt mindre projekter af markante instruktører, Pattinson med eksempelvis Werner Herzog og David Cronenberg, Stewart med Woody Allen og den respekterede franske filmskaber Olivier Assayas.
På Cannes-festivalen er Stewart aktuel med ‘Personal Shopper’, Assayas og Stewarts opfølger til ‘Clouds of Sils Maria’, som mange forgudede, men jeg fandt lidt for æterisk ævlende. Her spillede Stewart assistenten til Juliette Binoches skuespillerdiva, og i den nye film er hun såmænd igen assistent, denne gang som tøj- og smykkeindkøber for et fortravlet modeikon.
Mere interessant er det dog, at hun er et medium, der kan kommunikere med ånder (!), og i Paris forsøger hun at få kontakt med sin tvillingebror, der døde af en hjertefejl, som hun også selv lider af. Meget uventet bevæger den intellektuelle franskmand Assayas sig således pludselig ind i horrorterritorium med oprigtigt uhyggelige scener, hvor Stewart afventer metafysiske signaler i en øde villa, førend også mystiske sms-korrespondancer og modekendissens creepy elsker kommer ind i spillet.
Filmen blev mødt af festivalens hidtil suverænt største buh-råb, og det er da også en aparte blanding af lavmælt karakterstudie og mystisk spøgelseshistorie. Men netop gyserelementerne er effektive, der er faktisk spøgelser med i filmen, og Stewart overbeviser i en rolle, hvor hun i store dele af filmen er mutters alene og primært kommunikerer gennem sin mobiltelefon.
Stewart er stadig lidt for bevidst om sin rastløse sitren, men hun agerer mere overbevisende end i Woody Allens ‘Café Society’, og hendes drengede bevægelser og lavmælte replikker holder ens interesse fast. Jeg synes stadig, hun mangler rollen, der løfter hende til en tier 1-filmstjerne, men hun er bestemt på rette vej, og faktisk kan jeg ikke mindes at have set hende bedre. Men filmen som sådan? En spøjst ujævn størrelse.
3. Western og vampyrfilm med inkarneret ’Twilight’-had
Genrefilm har som regel svære kår på Cannes-festivalen, men i år ser vi usædvanligt mange film, der flirter med genrerne.
‘Personal Shopper’, Nicolas Winding Refns kommende ’The Neon Demon’ og Park Chan-wooks ’The Handmaiden’ leger med horrorkoderne, og den engelske instruktør bag fængselsperlen ’Starred Up’, David Mackenzie, angriber en ærkeamerikansk genre med sin nye film: Western-genren.
I ’Hell or High Water’ jagtes to brødre og bankrøvere (Chris Pine og Ben Foster) af Jeff Bridges’ pensionsmodne sherif i en smukt filmet fortælling fra Texas’ ørkenlandskab og skæve småbyer, der dog mangler lidt af nerven fra ’Starred Up’.
Det er sjældent, at en western deltager i konkurrenceprogrammet (den spiller i underkonkurrencen Un Certain Regard), og endnu mere sjældent er det, at en vampyrfilm har passeret samme nåleøje. Michael O’ Sheas debutfilm ’The Transfiguration’ er dog heller ikke ligefrem ’Twilight’ (som hovedpersonen faktisk tilsviner flere gange undervejs), men en naturalistisk, nærmest socialrealistisk film om en ung sort mand, der er besat af vampyrmytologien og bilder sig ind, at han har brug for at suge blod. En dyster og uforsonlig sag i samme ånd som Joel Potrykus’ ’Buzzard’.
Endelig tager Singapore-instruktøren Boo Jungfeng udgangspunkt i fængselsgenren med den vellykkede ’Apprentice’ om en ung politimand, Aiman, der bliver assistent for den fængselsbøddel, som forestod hængningen af Aimans far.
I starten forventer man måske et eksplosivt actiondrama i ånden efter ’Infernal Affairs’, men filmen bliver i stedet en psykologisk intens og kompleks fortælling om et meget alternativt faderopgør.
Genrerne lever i Cannes, men bliver heldigvis også maltrakteret og opfundet på ny.
Læs også: Cannes dag 5 – Driver brillerer meget langt fra ‘Girls’ og Kylo Ren
Læs også: Cannes dag 4 – Shia LaBeouf genopstår som skuespiller i verdensklasse